Jeg er saa underfuld en Magt,
Hvor ret jeg kom tillive,
At Pennen, selv med Aand i Pagt,
Ei klart det kan beskrive.
Usynlig er jeg frem for alt,
Og dog saa nem at kiende,
Som om i himmelhøi Gestalt
Jeg saaes til Verdens Ende.
Vel fremmed paa hver Plet af Jord
Man fundet har min Stemme,
Dog overalt hvor Sandhed boer,
Jeg har i Grunden hjemme.
Som den Eenbaarne, jeg af Muld
Kun Tidsel har og Nælde,
Og trindt om Land til Korsets Bul
Mit Hoved jeg maa hælde;
Men overalt, hvor gode Ord
Kan gode Steder finde,
Jeg skaber Mark i Syd og Nord,
Hvor Mælk og Honning rinde;
Og naar jeg misted hvad af Jord
Jeg syndes kun at have,
Da blev min Magt og Ære stor
Ved mine Venners Grave!
Jeg Verden altid var forhadt,
Og bar kun Torne-Krone,
Men aldrig stod jeg dog forladt,
Og aldrig faldt min Throne.
Med Sølv og Guld min Kæmpe-Trop
Jeg frister ei og fæster,
Men siger blot: Guds Fred! stat op
Og sid blandt Kongens Giæster!
Dermed i attenhundred Aar
Befolked jeg mit Rige,
Skiøndt altid i min Borge-Gaard
Et Kors var Ærens Stige.
Min Gaade er et Guddoms-Ord,
Som skaber hvad det nævner,
Som fylder Dale trindt paa Jord
Og Klipperne udjævner!
Med Det indvier jeg min Daab.
Velsigner jeg mit Bæger,
Saa hist udspringer Livets Haab
Og her det vederkvæger!
Med Det jeg skaber gode Kaar
For mine Kæmper lave,
Saa de kan lee ad Bane-Saar
Og Springe over Grave!
Med Det jeg skaber Viin af Vand
Og Paradis af Ørke!
Med Det jeg skaber Lys om Land,
Mens Verden raaber: Mørke!
Mit Rige kaldes Christenhed,
Og Herren kiender Sine,
Skiøndt ingen Mand paa Jorden veed
Hvormange ret er mine;
Kun det er klart, De er det ei,
Som selv sig det fralægge,
Om end de sige: Ja og Nei
Og halte mellem Begge!
Da Lys i Troens dybe Sag
Sig klarer ikkun silde,
For Over-Tro til Domme-Dag
Jeg maa vel høre ilde;
Men dog saavist, som Sandhed kun
Med Ord kan Alt beseire,
Er Sandhed Ordet i min Mund
Og Gud i mine Leire!
Jeg trodsed Dumhed, trodsed Kløgt
Og Verdens Aand i Vælde,
Og Kiødets Lyst og Dødens Frygt,
Jeg trodser Aar og Ælde!
Jeg laae i Dvale mangen Gang,
Men blev ei Orme-Føde,
Og aldrig bølged nogen Vang,
Hvis ikke Sæden døde.
Lad hvisle kun i Orme-Gaard,
At nu jeg er lagt øde,
Jeg kroner ligefuldt mit Aar
Med Frugtbarhed og Grøde.
Ja, op jeg staaer, som Ax i Vang,
Som Mai i Bøge-Skove,
Ja prægtig, under Fugle-Sang,
Som Gylden-Soel af Vove!
At Lyset er mit Klædebon,
At Korset er min Ære,
Og at mit Ord er Liv og Aand,
Det skal nu Verden lære!
Det kiendes skal, naar som en Soel
Jeg straaler brat i Størke,
Adspredende fra Pol til Pol
Alt Hedenskabets Mørke;
Opvækkende de tørre Been
Til Liv af Jakobs Grave,
Fremlokkende af Stok og Steen
En deilig Blomster-Have;
Udstraalende min Herres Glands
Som aabenbar kun døde,
For at med Livets Rosen-Krands
Jord-Klimpen Ham kan møde!
Ja, naar Han kommer i det Blaa,
Da er mit Værk tilende:
Hvad Troende i Speilet saae,
Skal Salige erkiende!
Om han end tøver, troe Ham dog!
Han Ingen har bedraget,
Som, trods al Prat om Billed-Sprog
Paa Ordet Ham har taget!
Ja, komme skal Han som et Lyn,
For Alt at aabenbare,
Af Guddoms-Glands for Sagn da Syn
Skal faae min Helgen-Skare!
Ja, Christenhed! syng du kun frit:
For Vid jeg vælger Lykken,
Thi som Hans Ord er over mit,
Han selv er over Skyggen!