Deilig er den Himmel blaa,
Lyst er det at see derpaa,
Hvor de gyldne Stjerner blinke,
Hvor de smile, hvor de vinke
Os fra Jorden op til sig!
Kommer Smaa og hører til!
Jeg for Eder sjunge vil
Om saa lys og mild en Stjerne,
Jeg det veed, I hører gierne,
Himlen hører eder til!
Det var midt i Jule-Nat,
Hver en Stjerne glimted mat,
Men med Eet der blev at skue
En saa klar paa Himlens Bue,
Som en lille Stjerne-Sol.

Langt herfra i Østerland
Stod en gammel Stjerne-Mand,
Saae fra Taarnet vist paa Himlen,
Saae det Lys i Stjerne-Vrimlen,
Blev i Sind saa barneglad.
Naar den Stjerne, lys og blid,
Sig lod see ved Midnats-Tid,
Var det Sagn fra gamle Dage,
At en Konge uden Mage
Fødes skulde paa vor Jord.

Derfor blev i Østerland
Nu saa glad den gamle Mand;
Thi han vilde dog saa gierne
See den lyse Konge-Stjerne,
Før han lagdes i sin Grav.

Han gik til sin Konges Slot
Kongen kiendte ham saa godt;
Hørte og med Hjertens-Glæde,
At det Lys var nu tilstede,
Hvorom gamle Spaadom lød.
Han med Søn og Stjernemand
Flux uddrog af Østerland,
For den Konge at oplede,
For den Konge at tilbede,
Som var født i Jødeland.
Klare Stjerne ledte dem
Lige til Jerusalem;
Kongens Slot de gik at finde,
Der var vel en Konge inde,
Men ei den, de ledte om.
Klare Stjerne hasted frem,
Ledte dem til Bethlehem;
Over Hytten lav og lille
Stod saa pludselig den stille,
Straalede saa lyst og mildt.
Glade da i Sjæl og Sind
Ginge de i Hytten ind,
Der var ingen Konge-Throne,
Der kun sad en fattig Kone,
Vugged Barnet i sit Skiød.
Østerlands de vise Mænd
Fandt dog Stjernen der igien,
Som de skued i det Høie,
Thi i Barnets milde Øie
Funklende og klar den sad.
Den var dem et Tegn saa vist,
At de saae den sande Christ,
Derfor bøied de sig glade,
Offrede paa gyldne Fade
Røgelse med søden Lugt!
Vil I Smaa ei ogsaa gierne
See den lyse, milde Stjerne!
For den Konge dybt Jer bøie,
Som Guds Rige har for Øie, Og vil lukke Jer derind!
Seer Jer til den Himmel blaa
Med de gyldne Stjerner paa!
Der den Stjerne ei I finde,
Men den er dog vist derinde:
Over Jesu Konge-Stol!
Thi han, som var Barn paa Jord,
Blevet er en Konge stor,
Og Han sidder nu deroppe,
Over alle Stjerne-Toppe,
Ved Gud-Faders høire Haand!
Bøier Eder kun, I Smaa,
Han fra Himlen seer derpaa!
Sender Ham med Hjertens-Glæde
Lov og Priis til høie Sæde,
Det er Røgelse for Ham!
Stjernen ledte vise Mænd
Til nyfødte Konge hen,
I har og en saadan Stjerne,
Og naar I den følge gierne,
Komme I til Jesus vist!
Denne Stjerne, lys og mild,
Som kan aldrig lede vild,
Er Hans Guddoms-Ord det klare,
Som han os lod aabenbare
Til at lyse for vor Fod!