Luk Øine op, al Christenhed!
See hist, hvor Fuglen synger,
Sig Bakke op og Bakke ned
En Markvei yndig slynger!
Den snoer sig mellem Skov og Eng,
I Vaar og tidlig Sommer
Forbi saamangen Lærkeseng
Imellem Korn og Blommer.
Seer I de tvende Vandringsmænd,
Med Sorg i Dragt og Mine!
De skifte Ord som Ven med Ven,
Dog hver har Tanker sine.
I seer det nok paa Haaret hvidt,
Det er ei Ungersvende,
Og gamle Folk staae hver paa Sit,
Den Tvist vel seent faaer Ende.
Men see den Yngling himmelskiøn!
Hvad har vel han isinde,
Han skyder over Engen grøn,
Vil brat de Gamle hinde.
Det i hans Pande skrevet staaer,
Han meget har at sige,
Hvis feil ei hvert et Mærke slaaer,
Han vil dem brat forlige.
Hør efter, lyt, al Christenhed!
Han spørger som de Unge,
Skiøndt meer end alle Gamle veed
Ham ligger vist paa Tunge.
Guds Fred! god Dag! hvad er det vel,
Saa ivrig I omtviste,
Sørgmodige i Sommerkveld,
Som de, der alt skal miste?
Det er den gamle Kleophas,
Han svarer kun med Klage:
For Jesu Christi Timeglas
Udrandt paa Jord saa fage.
Profeten, siger han med Suk,
Det maa du dog vel vide,
Hvis Daad var Glands, hvis Ord var Dugg,
Han maatte Døden lide!
Han døde nys med Spot og Skam,
Som leved Gud til Ære!
Til Korsets Træ de nagled ham,
Det maa hans Venner bære!
Vi tænkte dog, han var den Drot,
Som skulde os gienløse,
Nu maatte, til hver Daares Spot,
Han selv sit Blod udøse!
Saa mørkt er Alting under Sky,
Selv Stene maatte græde,
Dog Somme, midt i Sorgen ny,
End tale tør om Glæde.
I Fredags slukdes Sandheds Soel,
Nu alt er tomt og øde,
Ved Middag Midnatshanen goel,
Og Livets Lyst uddøde!
Imorges vore Kvinder gik
Til Jesu Grav at græde,
Og kom, som det er Kvindeskik,
Udgrædte hjem med Glæde.
De raabde ud: hans Grav er tom,
Og mellem Roser røde
Vi hørde Engle sjunge om,
At han stod op af Døde!
Da To af os til Graven fløi,
Og saae sig om derinde,
De fandt aflagt hans Jordetøi,
Men han var ei at finde!
Den Ungersvend med Ild i Bryst,
Som Alt kan aabenbare,
Nu løfter han sin Frelser-Røst
Med Toner sølverklare!
See, hvor de Gamle blusse ved
Det Lys, den Unge tænder!
Nu deres Øine slutte Fred,
Mens deres Hjerte brænder!
Hvi mistroer I Profeters Sang!
(Det er hans Indgangs-Tale)
Til Glædens Hjem er Christi Gang
Igiennem Graadens Dale.
Gienløseren fra Dødens Kval
Og Gravens Midnats-Mørke
Sin Vei til Himlens Kongesal
Maa bane giennem Ørke!
O hør, hvor han, paa Skriften klog,
Kan Mose-Lov forklare,
Med Ord af Davids Psalmebog
Guds Løndom aabenbare!
See nu engang, hvor let det gaaer,
Ved Talen fra hans Tunge!
De Gamle gaae fra deres Aar
Og kappes med den Unge!
Nu staae de alt ved Byen hist,
Ved Emaus paa Sletten;
Men hvad er det? kom de i Tvist
Med ham, som jævned Trætten?
O nei, med ham de brydes kun,
Som Jakob med den Stærke,
At deres Liv er i hans Mund,
Det kan nu godt de mærke.
Ad Aften lakker det nu brat,
Eenstemmig de udbryde:
Til Takke tag hos os inat
Med Alt hvad vi kan byde!
Nu gik han ind som Ven til Ven,
O, hvilket Aftensæde!
Men see, der har vi dem igien,
Var da saa kort den Glæde?
Nei, sjæleglade see de ud
Og fare som paa Vinge,
Saa det er vist et Julebud
De Brødre har at bringe.
De ved Apostel-Huset staae,
Før Sveden de aftørre,
Og vældelig de banke paa,
For det har lukte Dørre.
Der lyttes til, der kiges ud,
Der lukkes op med Læmpe,
Paa Tærsklen møder Glædens Bud:
Opstanden er vor Kæmpe!
Opstanden er den Herre Christ,
Som laae saa vel forvaret!
For Simon Peder, det er vist,
Han sig har aabenbaret.
Og saa for os, dem svare brat
Disiplerne, vi fulgde,
Skiøndt længe under Hyllehat
Vor Drot sig for os dulgde!
Han kom alt som en Vandringsmand
Imellem Ubekiendte,
Men saa han klared vor Forstand,
At vore Hjerter brændte!
Derfor vi ham til os indbød
I Emaus at hvile,
Og da han Brødet med os brød,
Vi saae vor Frelser smile.
Saa med Velsignelsen oprandt
Sollyset for vort Øie,
Men med det Samme han forsvandt,
Opfoer vel til det Høie!

Imens de tale, toner sødt
Vorherres: 'Fred med eder!'
Og Alle see nu Liv i Dødt
Saavelsom de og Peder.
Luk Øren op, al Christenhed,
Og tro dog Guddoms-Manden,
Naar over os han lyser Fred,
Han er for os opstanden!
Er Aand og Liv ei meer hans Ord!
Blev ei vor Sorg til Glæde!
Fornemmes ei det ved hans Bord,
At han er selv tilstæde!

Er i vort Hjerte og vor Mund
Ei Troens Ord det søde,
Som i en Paaske-Morgenstund,
Opstaaet fra de Døde!
Er ei udbrudt en Paaskesang
Fra Hjerterne, som brændte,
Da hemmelig hos os i Vang
Vorherre Lyset tændte!
Og skal den Sang ei fare frem
Paa Vinger i det Dunkle,
Til Øjet i Jerusalem
Skal see ham selv og funkle!