Bort, Verden, med din Glæde
Og al din Lystighed!
Jeg vil til Korset træde,
Hvor Jesus for mig leed;
I rette Følge-Svende
Man Herren skal gienkiende.
O see, hvor han sig vaander
I Lystens Urtegaard!
O hør, hvor tungt han aander,
For Døden er saa haard!
Dog vil, for os det kvæger,
Han tømme Smertens Bæger!
Ham solgde en Forræder,
Det var hans egen Svend,
Og smeddet har hans Kiæder
Enhver Hans falske Ven;
For os dog, from i Sinde,
Sig lader Sandhed binde!
Høimodige Forsoner,
Som giver bort din Ret!
Med Torne Man Dig kroner,
O, hvor Du takkes slet!
Ak, tit, selv under Knælen
Dig spotter Daare-Sjælen!
O, store Lære-Mester
I ret Sagtmodighed!
Den Haand, som dig korsfæster,
Selv den giør Dig ei vreed,
Du beder, from i Sinde:
Tilgive Gud de Blinde!
Dig elsked ømt din Fader,
Før Bjergene opkom,
Dog her Han dig forlader,
Dig knuser Vredens Dom,
Fordi, al Dyds Begynder,
Du bærer Verdens Synder!
Saa rødmer Du og blegner
For hvad jeg giør saa tit,
Dit skiønne Hoved segner
Kun for at reise mit;
Med vidtudstrakte Arme
Nu Gud vil sig forbarme!
Velsignet være Munden,
Som sagde 'det er skeet!'
Igiennem Side-Vunden
Dit Hjerte jeg har seet;
Lad mig paa Torne-Veie
Det faae til Arv og Eie!