Der ligger en Ø i Vesterhav,
Dens Rygte det gaaer saa vide,
Som Snekker med Roer gaaer over Stav
Og monne for Anker ride.
Indbyggerne hedde Engelskmænd,
Dem kiender selv Hottentotter,
I gamle Dage, det mindes end,
De kaldte dem Angler og Skotter.
Fra Jyllands Kyster og Danmarks Øer
Kom Angler ad Kiølens Veie,
Gav Bretland et Navn, som aldrig døer,
Indtog det til Arv og Eie.
Det var den stolteste Kæmpetrop,
Som Aareslag holdt paa Vove,
Som Ild der var i fra Taa til Top,
Som lytted til Fugl i Skove.
De Hedninger var med Aand og Ord,
Med Løven til Skjoldemærke,
Om Asa-Odin og Age-Thor
Var Drømmene af de stærke.
Det Bedste dem undte Himlens Gud,
De skulde Hans Naade kiende,
Han sendte fra Rom dem Julebud
At bære til Verdens Ende.
Han sendte dem Daab og Christendom
I Mahomeds første Dage;
Gregor den Store var Bisp i Rom,
Tolvhundrede Aar tilbage.
Og Høisangen om den ædle Giæst,
Som daled med Juul til Jorden,
Bevæged selv Odins Offerpræst,
Den askegraa Kæf i Norden.
Han grundede til hans Haar blev graat
Paa Valhal og saa paa Gimle,
Men sandede nu, det var dog godt
Med vissere Haab at himle.
Han fattede Tro paa hviden Christ
Og trøstede sig ved Daaben,
Og sikkert engang vi see det hist,
At Himmelen stod ham aaben.
Med ham ginge Folk i Tusindtal
Til Daaben og saa til Kirke,
Og Angleren, som en Munkeskjald,
Han bygged et Englevirke.
Fra Øen udgik et Julebud
Til Saxland og til vort Norden,
Saamangen god Munk tog med sig Gud,
Og skabde saa Nyt paa Jorden.
Da skabdes den nye Christenhed,
Som nu vel er gammel vorden,
Men synker dog ingenlunde ned
Med os udi Kirkegaarden.
Fra Munkelivs-Bur, i Luthers Spor,
Med Lederen paa det Jævne,
Til Gudsordets Huus og Herrens Bord
Vi stile nu frit og stævne.
Der mødes med Guds Apostler vi
Og Himmelens Helteskare,
Da styrker os Aanden godt deri,
Med dem vi til Himmels fare.
Thi kalde vi nu med Mund og Pen
De Angler i Christenheden
Guds Ords og Vorherres Færgemænd
Fra Vesten til Nørreleden!