Anden Gang opstod i Aanden,
Dødning kaldt, vor Kæmpe stærk,
Anden Gang Gud lagde Haanden
Paa sin Godheds Mester-Værk:
Paradis i Ørkens Øde,
Lys af Mørke, Liv af Døde,
I Vorherres Jesu Navn!
Troens Ord om Guddoms-Manden,
Om Hans Fader og hans Aand,
Yderlig paa Læbe-Randen
Altid true Dødens Baand,
Det paa spinkle Due-Vinger
Mellem Verdner to sig svinger.
Dristig dog i Jesu Navn!
Mens Det lever i Hans Kirke,
Kiækt det lyder: her er Han,
For langt større Ting at virke
End i sin Fornedrings-Stand,
Kommer, Døde! her i Daaben,
Herrens Grav, staaer Dørren aaben
Til Guds Rige, Livets Land!
Døer Guds Ord paa Præste-Læbe,
Dødt det lyder: her Han var,
Syndere! jer selv I dræbe!
Da godt Haab om Liv I har;
Thi engang, som der staaer skrevet,
Klarlig i Korinther-Brevet,
Han jer vækker op igien!
Saa i mange Herrens Tider
Koldt og dødt var Livets Ord,
Alt som Vinter-Solen skrider
Alderstegen over Jord,
Har af Liv kun Efter-Glandsen,
Peger kun med Glimmer-Landsen
Paa sin Helte-Daad i Vaar!
Men naar Præste-Læben tier
Om den store Gud og Mand,
Og de smalle Kirke-Stier
Over Grav til Livets Land,
Da er steendødt Kirke-Ordet;
Dog, korsfæstet, dødt og jordet,
Stod blandt os Det op igien!
I de fromme Kvinders Hjerte
Laae begravet Troens Ord,
Paverne, til deres Smerte,
Høit Opstandelsen forsvor,
Rusted ud med spidse Penne
Tusinde Latiner-Svende
Til en Vagt ved Ordets Grav!
Værst dog lukked Kampe-Stenen,
Kaldt Guds Huus af Kalk og Steen,
Under Seigl med Palme-Grenen
Over tørre Helgen-Been;
Seiglet bryde, Stenen rokke,
Strides med Latiner-Flokke,
Tænkde Kiød, kan ingen Aand!
Jesus, i din Død er Livet!
Sukked Kvinderne endnu,
Neppe dem det blev tilgivet,
At de kom Hans Navn ihu,
Men hvor Kvinde-Tro hin store
For Guds Aasyn er at spore,
Livets Ord staaer altid op!
Væltet er nu Kampe-Stenen,
I et helligt Morgen-Gry!
Engelen med Palme-Grenen
Peger paa den Rosen-Sky,
Der skal Herren aabenbare,
Ligesom Han saaes opfare:
Skyen, vi skal rødme i!
Kvinder, I, som taareblændte
Under-Værket saae ved Lyn,
Hjem fra Graven trøstig vendte,
For jer mødte Engle-Syn,
Er Disciplerne end træge
Til at troe hvad jer mon kvæge,
Sjunger dog Halleluja!
Vaagnet op af Dødens Dvale,
Staaet op i Aandens Kraft,
Er, med Herrens egen Tale,
Han, som har vort Samfund skabt,
For lyslevende at virke
Alle Dage i sin Kirke
Himmelsk Lys og evigt Liv!