Alle Ting er underlige,
Ingen kan det granske ud,
At Gud vil til Jord nedstige,
For at fæste sig en Brud!
Han fra Himlens Konge-Sal
Synker ned til Graadens Dal,
Der hos Støv i Dødens Skygge
Livets Lys vil boe og bygge!
Himlen sank til Jord i Naade,
Kvindefødt og barnesvøbt,
Det er Salighedens Gaade,
Hvor Man troer og bliver døbt,
Lys oprinder paa hvert Sted,
Hvor han sætter sine Fjed,
Og en Himmel Hjertet bliver
Som sig til hans Bolig giver!
Fædrene var snart forgræmmed,
Inden du, vor Frelser, kom,
Der du kom, du blevst dog fremmed,
Saadan vendtes Bladet om;
Dig dit eget Folk forskiød,
Og slet ingen Ære bød,
Neppe fikst du Lov at ligge
Som den, der gaaer om at tigge!
Naade-Solen fra dit Øie
Neppe før paa Jorden stak,
End Forfølgelse og Møie
Blev paa Jord din første Tak;
Løgneren om Lande løb,
Vilde i dit Barne-Svøb
Om han kunde, Sandhed kvæle,
Før den ret fik Røst og Mæle.
I din Hjem-Stavn var der ikke
Een af Ti, som kiendte dig,
Men de Fleste vilde stikke
Efter dig forræddelig!
Myrde vilde en Tyran
Hele Verdens Frelser-Mand,
Bethlehem! med dine Spæde,
Hele Jordens Jule-Glæde!
Du som Kvindens Sæd dig lagde
I det rene Jomfru-Skiød,
Der du Frænderne mishagde,
Haan og Spot de dig kun bød!
Alskens Sygdom, Sorg og Synd
Lægde du med Ordets Fynd,
Men din Løn blev Steen og Avind,
Svøber, Torne, Kors og Glavind!
Ræven i sin Røver-Kule
Haver bedre Leilighed,
Og paa Kvisten vilde Fugle,
End paa Jorden af du veed!
Af dit eget Folke-Færd
Agtes du kun Døden værd,
Kaldes kun paa Korsets Throne
Konge under Torne-Krone!
Søde Jesus! er din Lykke
Hos dit eget Folk saa slet,
Værdiges hos mig at bygge!
Jeg vil afstaae al min Ret
Til mig selv og give dig
Hjerte-Rum evindelig,
Ja, alt Mit vil jeg dig give,
Naar du min igien vil blive!
Sjælen er jo og din egen,
Kroppen dannede din Haand,
Derfor er din Ret saamegen
Til mit Støv og til min Aand,
Tag mig da, besid mig heel,
Men vær du mit Hjertes Deel!
Mig til Fryd og dig til Ære
Lad mig din Livegen være!