Alle Christne Fødsels-Dag
Har med Christus sammen,
Derfor i hans Venne-Lag
Stor er Julens Gammen,
Ja, det hele Folke-Færd,
Nyt og Gammelt, fjern og nær
Fødtes med sin Konge!
Esaias! nu er skeet
Hvad i gamle Dage
Kun Propheter havde seet:
Under uden Mage!
Zion, fik Man nu at see,
Fødte uden Fødsels-Vee
Børn som Stjerner mange!
Fordum vel med Noah fød
Blev fuldstor en Skare,
Dem dog immer Synd og Død
Holdt i Frygt og Fare,
Og fra Babels Dag til nu
Ei sin fælles Byrd ihu
Meer kom Noa-Folket!

4.
Men da, ved sit Engle-Bud,
Fader i det Høie
Fæsted sig paa Jord en Brud,
Yndig for Hans Øie,
Da, ved Aandens Kraft i Løn,
Mø undfanged med Guds Søn
Hele Christen-Folket!

Hver af os sin Fødsels-Dag
Har til Verdens-Møden,
Har til Kamp og Nederlag,
Først og sidst til Døden,
Men til Liv og Fred og Fryd
Jule-Nat med Engle-Lyd
Er vor Fødsels-Time!
Derfor, efter Herrens Ord,
Som vor Tvilling-Broder,
Fader ei vi har paa Jord,
Men, som han, kun Moder,
Kun hans Moder, Jomfru skiær,
Underlig Gud-Fader kiær,
Frugtbar af Hans Naade!
Hun er som den lette Sky,
Skiønt til Dugg udsmeltet,
Hun i Ørken er paany
Ark med Himmel-Teltet,
Hun er Tempel-Porten skiøn,
Aaben kun for Davids Søn,
Som er Guds tillige!
Haanlige er Vantroes Ord
Om den faure Kvinde,
Overtro deraf paa Jord
Skaber en Gudinde,
Troen bær taalmodig Spot,
Trøster sig ved Naadens Drot,
Er Guds-Folkets Moder!
Brat nu klarer sig den Sag,
Som var dunkel længe,
At Vorherre Fødsels-Dag
Har med Blomst i Enge,
Har med os, som Frelser huld,
Moder sin i Støv og Muld,
Evas Kvinde-Hjerte!
Hjerte ømt, som troer Gud,
Er fra Skaber-Dage
Konge-Moder, Keiser-Brud,
Dronning uden Mage,
Jomfru skiær i Bethlehem,
Zion og Jerusalem,
Alles vores Moder!
Hjertet længselsfuldt paa Jord
Vented Kvinde-Sæden,
Da herned som paa Guds Ord
Gabriel med Glæden,
Da undfanged det i Løn
Baade Guds og Davids Søn,
Mø blev Konge-Moder!
Nu det er paa Jorderig
Moder-Troens Hjerte,
Som forglemmer hastelig
Al sin Sorg og Smerte,
Naar Guds-Mennesket er fød,
Skiøn som Livets Morgen rød,
Født til Himmerige!
Hvor nu hos en Moder fiin,
Snart som hos Marie,
Meer til Gud end Manden sin
Hjertet sig lod vie,
Der med sødt og saligt Haab
Sønnen, christenfødt i Daab,
Hun som Jesus favner!
Derfor Kvinde-Hjertet ømt,
Som paa Gud mon bie,
Vorde skal paa Jord berømt,
Hardtad som Marie,
Og med hendes Dronning-Navn
Tage skal de Smaa i Favn
Hjertet alle Dage!