Ære og Priis og Dyd!
Vi med Fryd
Os barnlig paa Gud-Fader
Forlader:
Vi var i Nød saa længe,
Dog hørde Han vor Bøn,
Og alt, hvortil vi trænge,
Han gav os med sin Søn!
Thi ville vi nu sjunge
Med Hjerte og med Tunge
Hans Priis, saa godt vi kan!
Sjunger, alle Mand!
Engelen bar os Trøst,
Med sin Røst,
Guds-Fred han bød i Stuen
Jomfruen,
Han sagde: med dig være
Vorherre, Jomfru skiøn!
Undfang i Dyd og Ære
Og fød Guds egen Søn!
Det vilde Eva gierne,
Men havde ei den Stjerne!
Nu op fløi Naadens Dør,
Lukket var den før!
Himmel er skabt og Jord
Af Guds Ord,
Dog voldte under Hjerte
Ei Smerte
Den himmelhøie Kæmpe,
Da ham en Jomfru bar;
Saa veed han sig at læmpe,
Er aldrig Byrde svar,
For han fra Himmerige
Kom til os, som vor Lige,
Kom hid paa Barneviis!
Gud skee Lov og Priis!
Ret i en salig Tid
Kom han hid,
Da glemde deres Møde
De Døde,
Da de fik det at vide,
At født var Folkets Ven,
Som tog vor Sorg og Kvide,
Og gav os Fryd igien,
Gik ned for os i Døden,
Som Soel i Aftenrøden,
Og stod i Morgengry
Op for os paany!
Nu er hvad Gud har skabt,
Ufortabt,
Da Bod paa Alt mon raade
Guds Naade,
Thi love vi saa gierne
Vor Drot fra Bethlehem,
Som vil os mægtig værne
Og føre salig hjem,
Lovsynge Morgen-Røden,
Som frelste os fra Døden!
Med ham fra Stjerne-Top
Livets Soel stod op!
Sorg er til Glæde vendt,
Klagen endt,
I Lov-Sang kiendes Fryden
Paa Lyden;
Syng med Guds Engle-Skare,
Paa Jesu Fødsels-Dag,
Om Fred og ingen Fare,
Gud-Faders Velbehag,
Som vil al Striden vende
Til Hvilen uden Ende
Bær os paa Børneviis
Ind i Paradis!