Ordet sig hviled,
Englene smiled,
Sjungende hver:
Hvilen ei bryder
Arbeid, som fryder
Den vi har kiær!
Store Guds Under!
Mennesket blunder,
Skaberen bød:
Tril nu, Guldterning!
Kiærligheds Gierning
Hvilen giør sød!
Skabningen hviled,
Drømmende smiled
Jorddrotten prud,
Vaagned at skue
Væn over Tue
Eva, sin Brud.
Adam han sagde:
Navn jeg tillagde
Fugle og Dyr,
Kunde dog Mage
Aldrig opdage
Til mig i Byrd;
Dig kun, o Kvinde!
Dig sin Veninde
Kalder min Aand,
Dig, ingen Anden,
Taget af Manden,
Giv mig din Haand!
Herlig var Gaven,
Deilig var Haven,
Plantet af Gud,
Salig blev Manden,
Adam selvanden,
Lød han Guds Bud.
Kongen, vor Fader,
Kun hvad os skader
Under os ei,
Kun naar os smager
Hvad os bedrager,
Gud siger Nei.
Faderen taler,
Kongen befaler,
Loven udgaaer;
Dunkel er Nytten,
Fristerens Lytten
Ulykke spaaer.
Adam og Eve!
Evig I leve!
Liv er min Lyst,
Alt paa min Kugle,
Fiske med Fugle,
Følge jer Røst!
Giører og bruger
Alt hvad I huger
Kongelig frit!
Kun I besinde,
Drages til Minde,
Riget er mit!
Træerne tvende,
Nemme at kiende,
Seer I dem hist!
Glæden og Møden,
Livet og Døden,
Voxe paa Kvist.
Her voxer Livet,
Skiænket og givet
Jordklimpen blind;
Hist under Dække
Spiller for Giække
Døden med Skin.
Saa til de Unge
Faderens Tunge
Føied sit Ord,
Vel Han det vidste,
Daarskaber friste
Ungdom paa Jord.
Øie og Øre!
Hvad kan forføre
Eder fra Gud?
Lyset Han gjorde,
Støv kom til Orde
Kun paa Hans Bud!
Farver, som prale,
Smigrende Tale,
Kildrende Røst,
Ak, de forføre
Øie og Øre
Her, som i Øst.
Slangen i Bugter
Dødstræets Frugter
Priser endnu,
Hvidslende: Kvinde!
See, hvor de skinne
Deilig som du!
Vel maae de skinne,
Lys er derinde,
Teer sig i Glands,
Lyster dig ikke
Lynende Blikke,
Solstraale-Krands!
Myggen i Lyset!
Hvem har ei gyset
For den som Børn!
Soelret paa Vinger
Dog sig opsvinger
Dristige Ørn.
Vovehals vinder,
Skaberen finder,
Lyset er godt,
Ondt dog maa rønnes,
Før det paaskiønnes
Hvad der er godt.
Bange for Skarnet,
Mødes i Barnet
Engel og Fæ,
Daaren usyndig
Skyer ukyndig
Kundskabens Træ;
Men skal Man kige
Klart i Guds Rige,
Lys maa der til;
Gud tør vel lide
Fleer ved sin Side,
Naar Man kun vil.
Hvide og røde
Frugterne gløde,
Frygten forgaaer,
Talen paa Skruer
Frister og huer,
Tvivlen opstaaer.
Fristeren giækker,
Frugten ei rækker,
Føier kun til:
Selv du dig raade!
Liv er en Gaade,
Lykken et Spil.
Morskab jeg søger,
Stundom jeg spøger,
Sørgelig stemt,
Pleier at blande
Tant med det Sande,
Alvor med Skiemt;
Det var jo ilde,
Om du for silde
Skuffet dig fandt,
Vov ei at synde!
Nøies med Ynde!
Viisdom er Tant!
Pirret og ægget,
Lokket og giækket,
Moderen faldt,
Haand sig udstrakde,
Frugten hun smagde,
Livet det gjaldt.
Daaret, tilskyndet,
Eva har syndet,
Adam det seer,
Født er nu Smerte,
Hoved og Hjerte
Stemme ei meer.
Eva maa græde,
Skal dog med Glæde
Skue sin Sæd,
Sønnen hin frakke
Træde paa Nakke
Slangen uræd.
Adam! bedaaret,
Støvet du kaared,
Sveed nu for Korn!
Med dig om Føden
Kæmpe til Døden
Tidsel og Torn!

Her voxer Livet,
Dig var det givet,
Evig dog mit;
Ud nu af Haven!
Slæb dig til Graven
Med hvad er dit!
Huult lyder Sukket:
Haven er lukket,
Fjeldtoppen Snee,
Afgrunden vinker,
Flammende blinker
Beenradens Lee.
Skyer dog blaane,
Soel dog og Maane
Med dem udgaae!
Engle dog hvidske,
Modet opfriske,
Salighed spaae!