Roser alt krandse den skyggende Hække;
Skovene lyde af Qvidren og Sang;
blomsteromduftende, slyngende Bække,
De grønnende Lunde tilbyde os Ly;
I Daarer, som qvalmfulde Mure ei flye!

Dagene rulle: vi derfor os bruge,
gribe og nyde hver Glæde vi kan.
Narre paa Galskab in Folio ruge,
spæge der' Sjel og der' Legem med Vand!
Det ikke er Tid nu at more sig ind
blandt Bøger ved Lampens sørgmodige Skin.

Helgenen knurre og bede kun stedse!
Viser og Klinken fordømme han kun!
Kalde det Synd, naar i spøgende Kredse
stjæles et Kys fra en Gratiemund!
Ei smiler Naturen for saadan en Mand;
den skabtes af Gud, den er kjerlig som Han.

Kommer, o Venner! med Viin og Pokaler!
Synger og drikker og jubler af Fryd!
Skovenes Skygge den Drikkende svaler,
Skovene tone af Glassenes Lyd!
Natur! du som lærte os bredfulde Maal,
alkjærlig Moder! vi drikke din Skaal!