Hvad hører jeg for Snak! O Himmel! er det muelig,
At du vil giftes nu, du dertil est saa duelig,
Som Peder Christensen, der for Capitulet
Med vaade Øyne stoed, om Naade bad, ey Ret?
Jeg sætte gierne vil, Jens Larsen! sligt til Side,
Jeg holder for, du giør ey saadant i Utide,
Du endnu frisk og stærk, du endnu dygtig est,
Du Kræfter haver som Mads Bryggers broget Hest,
Man endnu ey Muscat kand paa din Pande rive,
Man endnu Tyggemad dig ey i Mund skal give,
Din Hud til Pergament end ey forvandlet er,
Din Ryg man endnu ey saa krum, atlantisk seer,
Man paa din Isse ey kand endnu Lanter spille,
Du endnu Ritual kand læse uden Brille,
Du ey paa Bagen har halvfierdsindstyve Aar,
Som, om jeg mindes, du opfyldte overgaar;
Din Alder lettelig udregnes kand til prikke:
Vor Almanack, jeg troer, du nægter jo vel ikke
At tegne dette Aar med et og tyve Tal,
I Aarets Regning den dog ikke løber gal;
Man ved din Fødsels Tiid, Gert Bødker da var liden,
Man ey behøver en Kordt Dangst at regne Tiden.
Jeg regner intet sligt, din Alder hindrer ey;
Men er det derfor nok? Per Jensen siger ney:
Hans Hustrue over ham slet intet jo kand klage,
I Dygtighed hun fik ey bedre Ægte-Mage,
Han fast til Tvillinger at giøre dygtig er;
Hvi kommer, at man ham fast saa nedslagen seer,
Som Espen Advocat, naar bilagt blir en Trætte;
Som Töger, naar man vil Accisen høyre sætte
Paa Malt og Brændeviin; som Morten Spillemand
Mod Fastetider, naar hans Plov ey drives kand;
Som Paradises Vert, naar Politiens Svenne
Gudfrygtig blive, og vil Ont af Staden gienne;
Som Jesper Kromand, naar han udi Kirken hør,
At Præsten Drukkenskab til syndigt Levnet giør;
Han, som sig brysted før, som Hanen, naar den galer,
Som Herremænd, da man gav fire Snese Daler
For Tønde Hartkorn, ja saa stolt og modig gik,
Som Frantz til Attestatz, den Dag han Illum fik,
Som — —, da han sit Navn fik indført i Avisen,
Blev lærd for tvende Mark, thi det er gierne Prisen:
Hvi kommer, siger jeg, at han saa modløs er?
I hannem man jo meer Per Jensen ikke seer.
Det kommer deraf, at han har dit Sind til prikke.
En Timon aldrig kand i Ægtestand sig skikke:
Saa snart af Vinduet hans Kone ikkun seer,
Strax bilder han sig ind, at han Actæon er,
Han udi Speylet seer to Horn af Panden voxe,
Han frygter, han til Hiort forvandles eller Oxe.
See dig, Jens Larsen! kun paa hannem udi Speyl,
Du, som foruden det og haver andre Feyl:
Du for hver Skilling, som udgives, Fingre bider,
Du, som dig fast ey selv, end sige andre, lider,
Du, som en Flue ey kand lide staae paa Veg,
Og desforuden ey en Høne giør med Æg,
End sige dygtig er en Kone at forsyne,
Mon du dig bilder ind, en Pige er en Dyne,
Der bruges ikkun til at giøre Sengen varm?
Ach hvilket Forsæt! jeg fast sprække maa af Harm.
Om Qvindekiønnets Dyd jeg her vil intet tale,
Sligt findes ziirlig nok afmalt i Juvenale;
Jeg skriver Skandskrift ey, hans Fodspor ikke trær,
Saa plump Satyricus, saa galdefuld ey er;
Thi det stor Uret er, med ham at ville sige,
Ey findes Qvinde meer, ey heller dydig Pige.
Vel man bekiender, at, da Odin først fik Skiæg,
Og Thor den anden Gud ey krøben var af Æg,
At Dyd og Kydskhed var langt større da paa Jorden;
Ey Nisse eller Trold saa bange var for Torden,
Som en Hyrdinde for en ublue Hyrde var,
Enhver allene holdt sig til sit rette Par.
Men derfor følger ey, at Dyden reent er borte,
Der findes endnu jo en Rike, Mette, Dorthe,
En Anna, Elsabeth, Susanna, Barbara,
En Marthe, Ingeborg, en Abel, Agatha;
Hos dem ey mindre Dyd, end udi Odins Alder,
Kand findes, ja vel meer. Jeg derfor ey bifalder
En Juvenalis, som med sin forgiftig Pen
Greeb an det heele Kiøn, som fører Rok og Teen.
Med ham jeg ikke vil fra Ægteskab dig skrække,
Jeg hader af mit Sind ham og deslige Giække.
Jeg ikke laste vil det heele Qvindekiøn,
Og sige, at enhver er utroe, som er skiøn,
At ingen, som er riig, sin Husbond meget skiøtter,
At ingen, som er fød i Kiøbsted mere nytter
I en Huusholdning, end det femte Hiul i Vogn;
Der neppe findes een i hele Kirke-Sogn,
Der steege kand en Steeg, der lave kand en Kage,
Der elte ret kand Dey, et fattigt Brød kand bage,
Der lave kand en Sauce, der kaage kand en Grød,
Der ret forstaaer, hvad er, at legge Fisk i Blød;
Men derimod enhver en konstig Lanter spiller,
Hvorover raabe Hevn de gamle Huuspostiller.
Mit Forsæt ikke er at tale derom her;
En hidsig Tydsk Poët skabt dertil ene er.
Det er jo saa forslidt, at sige: en er graadig,
En anden udi Dragt og Klæder overdaadig,
Der skielder, ivrer sig, og lukker Øre til,
Naar Ammen siunger, og naar Pigen spinde vil;
Der paa en stakket Tid saa meget Thee kand drikke,
At Manden neppe har, hvorfor han sig en Strikke
Kand kiøbe, naar han vil sig hænge op af Sorg,
Ja neppe har Credit at tage en paa Borg.
En vil sig klæde paa de nye franske Moder,
En anden lære vil at siunge efter Noder;
Der neppe findes een, der gider tale Jydsk,
Jens Kremmers Kokke-Tøs deel Hilsen ud paa Tydsk.
Ja det alt kommen er saa vit med vore Qvinder,
At nye Moder som Naturen overvinder,
At de, som selsomt er, end kysse ey paa dansk,
Det er formeget plumpt, de rekke Kind paa fransk.
Per Vognmands Dotter gaar med skiønne Falbelader ...
Og andet saadant meer. Jeg agter det for Sladder;
Jeg derom taler ey, omskiønt det alt var sandt;
Man tænkte ellers, at jeg var en Postillant.
Min Viise gaar ey saa, som jeg for dig vil qvæde;
Der gives andre Ting, som Øyne pleye væde,
Som saadan Mand, som du, kand legge snart i Grav,
Saa snart du kommen er i gifte Folkes Lav.
Hvor kostbar Friehed er, derpaa kand ingen skiønne,
Den lignes kand mod Guld, som Guldet mod en Bønne;
Saa snart den borte er, man merker allerførst,
At den af alle Ting maa agtes best og størst.
Du tænker, naar du seer forliebte Folk at spille:
Gid jeg var i den Stand! men det er kun en Brille,
Din Næse settes paa; det er en stakket Lyst,
Som neppe vare vil for dig fra Vaar til Høst.
Saa snart den Elskovs Ild, som først i dig optændes,
Udrases, man skal see, hvor Bladet strax omvendes;
Du savne Frihed skal, naar Blodet bliver koldt,
Og raabe maa forseent: O Himmel! jeg er soldt.
Af Elskovs falske Skin hvi lod jeg mig bedrage!
Min ædle Frihed, som mig gav saa søde Dage,
Bortsmeltet er. Mon jeg er Mester meer i Huus?
Hvad er slig Kiærlighed vel andet end en Ruus,
Som glæder Hierte, Sind? men naar den er udsovet,
Man raaber: Væ min Ryg, Hr. Doctor, væ mit Hoved!
Den Lyst jeg dyrt har kiøbt. Gid Fanden drikke meer!
Hr. — —! vær saa god at sætte mig Clisteer.
Ja Elskovs søde Ruus, den værre med os spiller,
Hvo deraf bliver siug, ham hielper ingen Piller;
I Beckers Apotek ey alle Krukker kand
Til rette hielpe vor ny-gifte gamle Mand.
Naar Ungdom blir forliebt, paa Gifte-Tanker falder,
Det heel naturligt er, det Kiærlighed man kalder;
Men en Jens Larsen, naar han Elskovs Griller faar,
Det heeder Feber, som snart kommer, og snart gaar.
Om gamle Ingeborg fik Lyst til Masqverade,
Jeg, som for Sygdom, strax lod hende aarelade.
En Ganymedes Top med Drenge spille kand,
En Nestor saadant giør, og dømmes fra Forstand.
Saa snart du bliver gift, du ryster dine Lænker;
Jeg raader derfor dig, Jens Larsen! du betænker,
At hos graahærdet Mænd sligt er kun Raserie.
Saa vist det angrer dig, som 5 og 5 er ti.
Kand en ung Pige saa en gammel Karl bedaare?
Gak hen, udstræk dit Been, og lad dig slaae en Aare.
Om det ey hielpe kand, da raader jeg, du gaar
Til Anticyram, hvor der findes Ellebor,
Som redder tit i Nød, fordriver slige Griller,
Naar intet hielper meer, ey Doctor eller Piller.
Troe mig, jeg er Prophet, jeg fører ingen Snak.
En Qvinde skiftes ey, som Horbows Almanack;
Den dig i Kløer faaer, den stedse dig beholder.
Du svare hertil kand: min Svoger Jacob Bolder,
Han blev jo herlig gift; han fik en hiertens Viv.
Hvo pokker nægter det? Jens Larsen! spar mit Liv,
Jeg ærgrer mig ihiel, om du vil mig bebreyde,
At jeg med Qvinde-Kiøn vil føre Krig og Feyde.
Det synes da, som du min Meening ey forstaar,
Jeg andre ey, men dig paa Klingen eene gaar.
Jeg siger, Ægtestand har bittre, søde Dage;
Du Part vil kun i Sorg, men Glæden ikke tage.
Jeg har jo aldrig sagt, at der er ingen god;
Men nægter derfor ey, om Døden for mig stod,
At du med Billighed en gammel Giæk maa heede,
Der kand sig lade saa af Kiærlighed forleede.
Jeg setter, at du faaer en Qvinde, der med Dyd
Saa høyt begavet er, som Landsbye Degn med Lyd;
Der bringer i dit Huus saa mange Penge-Poser,
Som Staader Pialter har, som — — er rig paa Gloser;
Der frugtbar er paa Børn, som den sneehvide Soe,
Der fandtes i det Land, Latinerne beboe;
Der Feyl og Laster har saa faa, som jeg har Penge,
Sit Huus regiere kand, som Morten stemme Strenge;
Der yndig, dydig er, beleven, flittig, skiøn;
Der trættes ey med Folk, naar de skal have Løn
Der Hosbonds Venner, ja (som rart er) Svigermoder
Ey mindre haver kiær, end Jesper Sang og Noder;
Der ærlig er og kydsk, sin Hosbond huld og troe;
Der buldrer ey med Folk, forstyrrer Mandens Roe;
Der seer ey paa ham suurt, om til sin Kammer-Pige
Han Øye kaster lidt. Hvad kand jeg meere sige?
Enhver maa tilstaae, at jeg gavmild mod dig er;
Enhver, der giftes vil, sig ønsker vel ey meer?
Til saadant Ægteskab jeg Vey for dig vil bane,
Skiønt saadan Qvinde er saa rar, som sorte Svane.
Nu est du lykkelig, din Næse naaer i Skye;
Tør nogen understaae i heele Land og Bye
At ligne sig med dig? I som ey giftes ville,
Seer, speyler eder paa Jens Larsen og Pernille,
Gaar, henger eder op af Avind og Fortred,
I som hans Daarlighed tilforne har beleed.
Saa kand du nogen Tid mod dem slaae Knep i Lomme;
Men naar den første Ild er past, et Aar er omme,
Man spørger dig: hvor nu, Jens Larsen! hvor er fat?
Bag Øret du dig klaar, som Munkes sorte Kat,
Der ventede ont Veyr. Du har ey mere Hierte,
Du færdig er at døe af idel Sorg og Smerte,
Du finder Kiærlighed ey meer hos dig saa heed,
Hvad Aarsag der er til, du selv fast ikke veed.
Man hør dig sukke sterkt, af hiertens Vrede fnyse,
Og raabe overlydt: kand Elskov saa bortfryse
I stakket Tid? Jeg troer, man haver mig forgiort:
Min Hustrue, som saa hvid mig syntes, er nu sort.
Mon jeg er bleven blind? Det er jo min Pernille,
Med hvilken all min Lyst tilforne var at spille.
Jeg Øyne gnikker, meen, at Synen Aarsag er ;
Men det ey hielper, jeg Pernille meer ey seer.
Det lidt for tiligt er, Jens Larsen! saa at græde;
Jeg neppe har min Sang for dig begyndt at qvæde:
Slig Sorg ey lignes kand, ey agtes ved et Haar
Mod hvad tilbage er, og endnu forestaar.
Din Hustru bliver syg, — — — giver Varsel,
Hun er frugtsommelig, og laver flux til Barsel.
Du venter strax en Søn, du holder Øret stift,
Fortryder ikke meer, at du est bleven gift.
Du raadslaar Dag og Nat med Marthe Jorde-Moder,
Hun er din beste Ven, skiønt du i hendes Noder
Har aldrig havt Behag. Hun meen, du faar en Søn;
Du græder udaf Fryd, og lover hende Løn.
Men tænk, Jens Larsen! kun, naar man dig lader sige:
Pernille er forløst, har faaet en dødfød Pige;
Hvad vil da blive af? tænk, at du est en Mand,
Der udi mindste Sorg dig ikke skikke kand.
Hvor vil du tage da af Sted, hvor vil du vraale,
Naar foreskienkes dig saa tilig bittre Skaale!
Jeg sætter, at du bær bestandig dette Kaars,
Jeg sætter, her i at du est en Peder Paars:
Du trøster dig igien, forventer bedre Skiebne,
Du denne gang kand med Spartanisk Mod dig væbne,
Du siger ved dig selv: Jens Larsen! vær ved Mod,
Min Hustru kommer nok engang igien paa Fod;
Jeg maa forsøge, om jeg bedre kand arbeyde,
Jeg haaber, Lykken vil ey længer med mig feyde.
Saa trøster du dig selv, du faaer hvad du attraar,
Din Hustru anden gang sig bedre for dig staar:
Hun blir igien forløst, hun anden Søn dig føder.
Den Lykke er jo stor, den all din Sorg forsøder.
Strax kommer i dit Huus det hele Naboelav,
Din Svigerfader selv, som krumpen gaar ved Stav.
Nu troer jeg, siger han, du Nille meer ey hader.
Ach see det kiere Barn, hvor ligt er det sin Fader!
Strax giøres Giestebud, og drikkes lystig om.
Jens Larsen kand ey see et Glas at være tom,
Han ingen gir Qvarteer, han ingen Polak lider:
Jens Kræmmer! er det ret i slige gyldne Tider
At lade Kruset staae? vær snar, drik ud dit Glas.
Frisk op! jeg har nu paa Pernille faaet Has.
Saa drikker, støyer man, enhver er reent af lave
Af Øll og Brændeviin, som fører Krig i Mave;
Der fattes andet ey, end Marthe Jordemoer
Canoniseres skal med Instrumenters Chor.
Naar Himmelen er klar, naar Fuglene sig fryder,
Naar Veiret stille er, en liden Skye frembryder,
Der tit i Øyeblik giør Himmelen saa graae,
Som den var angenem, som den tilforn var blaae;
Planeter, Stierne, Soel, det kiere Verdens Øye,
Bedekkes af en Skye. Giv Agt, Jens Larsen! nøye:
Naar alting for dig leer og smiler i dit Huus,
Du vente maa en Storm. Drik dig ey flere Ruus,
Men nøye eftertænk, at tusind Ting kand møde
I Ægtestand, som kand dig ærgre fast til døde.
Din lille Lars blir syg, du veedst ey selv hvoraf,
Men Døden stræber hart. Gid jeg var i min Grav!
Af Utaalmodighed du raaber; Ach Hr. Docter!
Mon Drengen leve kand? See hvilke haarde Togter
Jeg arme Mand staar ud: det var min eene Søn,
Som jeg forhvervet har af Gud med megen Bøn.
Din Hustrue frugtbar er, hun fleere Børn dig føder;
Du bliver glad igien, sligt all din Sorg forsøder,
Du ligner hende ved en fæd og frugtbar Mark,
Du bryster dig, at du est bleven Patriarch.
Det glædeligt vel er, saa mange Børn at have,
Og billig regnes kand for Himlens store Gave,
See egne Billeder, som jeg af Høflighed
Vil sætte at du selv har giort og kiendes ved.
Men naar man Glæden i en Veyeskaal vil legge,
Og i en anden Sorg, og see af hvilke begge
Der veyer, trykker meest, man finder, at Fortred
Mod Glæden vigtig er, og trykker Skaalen ned.
Saa længe Børn er smaa, og maa sig lade bære,
De koster ey vel stort, de kand ey meget tære;
Forældre derimod er altid udi Frygt,
Endskiønt dem fattes ey Opvartning eller Rygt,
At høre meget Ont, som dem kand vederfare;
Det hielper ofte lidt, at man en mægtig Skare
Af Barnepiger har, af Ammer, som med Flid
Opvarte maa enhver; Nu en, nu anden Tid
Du høre maa med Sorg, Fortred og Hierte-klappen,
Lars faldt med Stoelen om, Mads hovedkulds af Trappen,
I Fingeren sig skar Maria med en Kniv,
Pernille med en Sax har bragt sig fast om Liv,
Jens brød sit Been i tu, Peer fik et Hul i Panden,
Niels viklede sin Fod, Paul stødte sig paa Kanden,
Hans har udi sin Hals en mægtig Knappenaal,
Frans hart ad briste vil, har sig forædt af Kaal,
Dorthea man med Magt skal trække udi Skole,
Hun trodsig er og stiv, fast som en utemt Fole,
Hieronymus den er en slem vanartig Dreng,
Det er fast ingen Nat, han — — jo i Seng.
Hver Øyeblik du faaer slig skiøn Music at høre,
Du mister all din Lyst til fleere Børn at giøre.
Det eneste, hvormed du da dig trøste kand,
Er at de voxe snart, faae Skiønsomhed, Forstand;
Du meener, at du saa ey Uroe meer kand have,
Og at desbedre da de holdes kand i Ave.
I din Tragoedie det er en anden Act,
Musiqven kommer kun hen udi anden Tact,
Som er langt meere svær: en Søn vil lære fægte,
En anden, værre er, vil Kammer-Pigen ægte,
Det du samtykke maa, han hende kom for nær,
Hun, med Permission at sige, svanger er.
Een reyser uden Lands, tilsætter mange Penge,
En anden kommen er i Gield, og vil sig henge.
Een stiv, haardnakket er, og giver knubbet Ord,
En anden hører man at have giort et Mord.
Lucia finder du paa Trappen med Skolmester.
Frans, Peer studere ey, vil ikke være Præster.
Jeg vil ey tale om, hvad andet forestaar
For den, der tage sig en Kone vil ved Laar.
Den mindste Deel jeg kun har denne gang opregnet,
Hos Juvenalem meer af saadant er antegnet;
Jeg Piben stikker ind, ey fælder saadan Dom,
Jeg troer, at Qvindekiøn var slemmere til Rom,
Jeg seer, at ingen Ting har kundet ham befalde,
Jeg troer, han laster ey af Iver, men af Galde.
Slig Vise jeg for dig, Jens Larsen! siunger ey,
Jeg skyder andre Skud, jeg gaaer en anden Vey.
Jeg troer, hos begge Kiøn der findes lige Dyder;
Jeg givet haver dig en Qvinde uden Lyder,
Ja det som mere er, jeg siger, Ægte-Stand
Medfører tusind Ting, som Sorg forsøde kand.
Men du, af saadant Sind som er, af saadan Alder,
Dit Forsæt aldrig jeg i Ævighed bifalder.
Jeg kiender din Humeur, din Tilstand paa et Haar,
Jeg er forsikret om, at omendskiønt du faaer
En Hustrue, som du dig kand ønske og begiære,
Dig dog alligevel Fortræd vil daglig tære.
Betænk, Jens Larsen! du jo est en gammel Knark;
Med saadan usel Plov ey pløyes kand en Mark.
En ung Diana dig jo let til Hiort kand giøre.
Kand med Hanreders Trøst om Munden man dig smøre?
Ney, det ey hielper dig, som saa nedslagen er,
Fast ingen Trøst for dig i samme Bog jeg seer.
En gammel Mand, som tar en ung og deylig Pige,
Saa dannet være maa, som her jeg kort vil sige:
Han maa ey være af et tungt, bedrøvet Sind,
Maa alting see, men dog sig stille stundum blind;
Om han i Ægte-Stand har en Socratisk Skiebne,
Han mod Xantippe maa Socratisk sig bevæbne:
Saa tit med haarde Ord hun løs paa hannem gaaer,
Han sig maa bilde ind, at han Caresser faaer;
Om haardere Confect, om Hug for hannem vanker,
Han tænke maa, hun Støv af Klæderne kun banker;
Om hans Xantippe et Vandbekken paa ham slaar,
Han tenke maa: kand skee at det Regndraaber var.
Han over alting ey maa søge sig at hevne,
Ey for Galanterie til Tamper-Retten stevne,
Men heller tænke: jeg maaskee tvesiunet er,
Om han en anden Mand i Seng med hende seer.
Han for sin Æres skyld maa heller holde Mine,
Maa være følesløs, og gaae som en Machine,
Om alting tvivle, og agere Scepticus,
Mod Messalina han maa være Claudius.
Om bedre Skiebne er, om Lykken det saa laver,
At han en Hustru faaer af store Sindets Gaver,
Han da skarpsindig som en Argus være maa,
Han vide maa hver Dyd i sær at skiønne paa,
I Hiertet finde, at den Skat han har i eye,
Mod all Uleylighed, Fortred og Sorg kand veye.
Den, der er dannet saa, med slige Gaver skabt,
Om han sig gifter, har han dog slet intet tabt;
Han heller derfor skal af mig berømmet blive,
Jeg paa hans Brude-Seng vil imprimatur skrive;
Af saadant Forsæt da jeg ikke meere leer,
Skiønt han har Kragens Aar, naar Sindet munter er.
Men du, Jens Larsen! jeg dig kiender jo til prikke,
Du udi Modgang dig har aldrig kundet skikke;
Du skiønner ey paa godt; om du en Caja faaer,
Om en Lucretia, det dog ey bedre gaaer.
Du siger vel, maa skee, jeg ey om Nytten taler,
Jeg kun Uleylighed i Ægte-Stand afmaler.
Du forestille kand: naar jeg er skrøbelig,
Jeg savne maa den, som skal vederqvæge mig,
Der Deel kand tage i min Lidelse og Smerte,
Der for mig smigre kand, mig kalde lille Hierte,
Der ved mit Hovedgierd kand sidde heele Dag,
Og sige: Lille Jens! hvori har du Behag?
Det er kun Snak; man dig, Jens Larsen! vil kun drille.
Mon udaf Kiærlighed bevæget er Pernille
Til saadant Ægteskab, at giftes med en Mand,
Der skaldet er, og har i Munden ey en Tand?
Mon derfor hun maaskee dig kand for andre lide,
For du est tandløs, og din Kone ey kand bide?
Ach ney, Jens Larsen! ney! hun veed, at du est rig;
Hun med dit Skriin, ey med Jens Larsen gifter sig.
Om mig betroed var din Vielse at giøre,
Jeg ey Betænkning tog slig Formular at føre:
Jeg spørger Eder ad Pernille! om I er
Af Hiertens Grund beraad med dennes Lediker
At gifte Eder, med Jens Larsens Guld og Croner,
Med anden gangbar Mynt og Obligationer.
Hun sværger, at hun dig for Midler ey har kier;
Slig Protestation dog giøres af enhver.
Nu gamle Kierlinger sig gifte og med Drenge,
Strax efter Bryllupet er reede sig at henge;
Naar Vielsen er giort, man fører anden Snak,
Man siger: Bestemoer! gid I var Almanak.
Hun, som saa deylig var den Tid man blev forlovet,
I Øyne stikker da som et Skabilken-Hoved.
Naar Testament er giort, den Blinde Synen faaer,
Den, Venus var i Fior, Medusa er i Aar.
Lad dig ey sætte saa paa Næsen falske Briller;
Du veedst, at lige Børn jo best tilsammen spiller.
Citeer af andre Folk Exempler for mig ey;
Den halve Stad, jeg veed, jo gaaer den samme Vey.
En Jason tager nu en Baucis, ey Medea;
Den unge Hyrde ey sig gifter med Astræa,
Med Thisbe Pyramus sig ey forlover meer,
Fast alle Giftermaal man mod Naturen seer.
Men mon ved andres Feyl man sine kand besmykke?
Følg andre efter, lav dig og paa andres Lykke;
Gak kun din Broders Vey, forspil med ham dit Kort,
Faa Skiønhed, Hugg og Horn, til Oxe bliv og Hiort.
See kun til næste Huus, vor Naboe-Kone Liske
Sin Spille-Bue nu kun bruger til en Piske;
Hun spiller nu ey meer paa Luth og paa Citar,
Men paa Hans Jensens Rygg nu Tacten ikkun slaar.
Den Engel-søde Røst han hører nu ey meere,
Men naar hun aabner Mund, saa maa han tremulere.
Vor Venus Elskovs Vers for sin Adonis sang;
Nu spilles ikke meer, nu høres anden Klang.
Du farer vild, hvis du dig anden Lykke venter.
Man ey foreener let to stridend Elementer;
Dit gamle Legeme et Sneehuus lignes ved,
Sæt deri Kakkelovn, det smeltes, falder ned.
Med Eddik flygtig Salt forsøg kun at melere,
See, hvor slig Blanding strax vil stride, operere.
Tænk, hvilken Sympatie man her forvente kand:
Hun er i fulde Aar, du en bedaget Mand.
Til gamle Klæder sig ey skikker nye Lapper,
Paa Vadmels Trøye man ey sætter Fløyels Knapper.
Hvo sig saa prydede, skiønt han min Broder var,
Jeg ham for Broder holdt, men ogsaa for en Nar.
Men hør, en Herlighed jeg dig vil dog fortælle,
Som du kand nyde ved en saadan Ægtefælle:
Du gaaer frugtsommelig jo med en Characteer,
Du frygter, at man din Ærgierrighed beleer;
Med saadan Leylighed, jeg haaber, du saa mager,
At din Pernille Skyld for saadant sig paatager.
Du sige kand: jeg blev Jens Larsen for min Part,
Ey Titel skiøtter; men man kiender Qvinders Art,
Man Fruentimmer maa i slige Sager føye,
De unge Koner ey med deres Stand sig nøye:
Pernille Larsens det er jo saa gammel dags,
Ney! Frue og Madam samt andet saadant slags
Det haver anden Art, det udi Øret klinger.
Siig, du har ingen Roe for hende, hun dig tvinger;
Saa giør de fleeste Mænd, de saa besmykke sig,
For den Post Qvindekiøn dem er umistelig.
I mange andre Feyl de til Dek-Mantel tiene;
Vi selv os Hænder toe, og ville være reene,
Skiønt at i mange Feyl vi dennem overgaae.
Hvad Konen raader fra, hun sig paatage maa,
Naar Manden selv er ond, strax Qvinden Rasmus heeder,
Han selv er Hoved-Mand, dog Konen ham forleeder,
Han selv er gierig, og dog ofte sige tør:
Jeg for min Hustrus skyld et saadant Levnet før.
Naar mod hans Overdaad hans Skrifte-Fader taler,
Sit store Huus-Kors han med Taare strax afmaler:
I skulde ikke troe, Jer Vel-ærværdighed!
Hvad jeg maa giøre for i Huus at have Fred;
Mon for min egen skyld jeg Hest og Vogn vel holder?
Ney, Qvinde-Hovmod det, Hr. Pastor! alt forvolder.
Saa en Lucullus tit, saa en Apicius
Blir ofte uforskyldt til en Philosophus.
Men tøv, Jens Larsen! lidt; jeg fast det beste glemmer:
Naar du dig aabenbar at tage Gaver skiemmer,
Beed Konen tage dem i sin Eenfoldighed,
Anstil dig, som at du selv intet deraf veed.
Beed hende sige: Hvis min Mand det fik at vide,
Jeg vist en Diævel fik, og meget maatte lide.
Beed hende sige, at du est en ærlig Mand,
Du aldrig selv tar Skienk, men kun paa anden Haand.
Tænk kun, Jens Larsen! hvad der vilde af os blive,
Om Qvinder blev rebelsk, og Bøger vilde skrive;
Om Juvenalis Geist kom paa en Agatha,
Og vilde give os en siette Satyra,
Da stode jeg og du og andre i en Maade,
Som Skorsteens Katte vi bag Ørene os klaade.
See da den Fordeel, som du faaer ved Ægte-Stand,
See ogsaa, om den mod Fortreden veye kand.
At jeg den Vey har ey mig dristet at begive,
Dets rette Aarsag jeg har aldrig villet skrive.
Det ikke Penge-Sorg alene voldet har;
En liden Hendelse mig haver giort til Nar,
Mig haver skrækket fra mit Forsæt at forhale.
Jg blues, skiemmes ved om saadant her at tale;
Jeg vil kun derfor dig i Øret viske ind,
Men ønsker dig, at du maa blive lam og blind,
At inden Aar dig maa af Panden voxe Takker,
Hvis det, jeg dig betroer, du ud af Skolen snakker;
I din Pernille du en Jesabel maa faae,
At dig ey bedre end en Claudio skal gaae,
At af Jens Larsen man Actæon dig omdøber,
Hvis du ey tier still, hvis du mig her i røber.
Jeg engang ... ach jeg tør ey derom tale meer!
Jeg frygter, at du mig, Jens Larsen! kun beleer;
Jeg vil ey, at man mig skal Overtroe bebreyde,
Med saadan Lyde jeg har altid føret Feyde.
Jeg engang Lyst bekom, at see i Tærning-Bog,
Jeg vilde, arme Giek, for Tiden være klog,
Jeg vilde deraf see i Ægteskab min Lykke,
Men traf i Bogen paa et meget hesligt Stykke.
Jeg kasted anden gang, og fik de samme Ord,
Af Vrede slengede da Bogen under Bord.
Det samme skidet Vers betog mig gandske Modet;
En Alteration mig sidder end i Blodet,
Endskiønt jeg veed, at det er idel Giekkerie.
Det Vers, som jeg da fik, har saadan Melodie:
Du meener, at du faaer en Jomfrue og en Dame,
Men vogt dig for et Dyr, som heeder Maren Amme.