Hvor Livet blomstrer i dets Fylde,
der hersker Glædens hulde Gud;
hans Almagt Jorden rundt vi hylde,
og lyde froe hans milde Bud.

En venlig Ild hans Aasyn straaler,
og Roser spire i hans Fjed;
af fulde blomsterkrans'de Skaaler
hans Gaver strømme til os ned.

Hver Sky fra Himlen da maa svinde,
hver Vei er skjøn, hver Byrde let;
i muntert Iil de Timer rinde,
og Banen gjør os aldrig træt.

Ei er han fjendsk paa nogen Alder,
dog meest han ynder Ungdomsaar,
og kommer helst, naar Man ham kalder
Livets lyse Rosensvaar.

Da har han gjerne i sit Følge
den glade Spøg, den muntre Sang;
han jævner let hver Mismods Bølge,
hans Blik er Smiil, og Dands hans Gang.

To hulde Søstre venligt træde
med enig Villie i hans Spor.
Hvad var vort Liv, hvad var vor Glæde,
om disse flygted' fra vor Jord?

Dem skjænked' han sin hele Ynde,
og smykked' dem med Rosenbaand;
og begge herligt de forkynde
endnu paa Jorden Himlens Aand.

Vi kjende dem, og dybt vi fatte
det høie Værd, de Livet gav;
thi meer end alle Jordens Skatte
de fryde os indtil vor Grav.

Og derfor lever i vort Minde
hver Dag i yndig Morgenglands,
da vi af Glædens Blomster vinde,
i Venskabs Ly en duftig Krands.