Jeg siunger om en Krig, som en retfærdig Iver
I Norden tændte op, et Cimbrisk Had beskriver,
En tærend Lue, som af heele Limfiords Vand,
Af Norske Bierges Snee og Iis ey slukkes kand.
Krigs-Guden selv til Fred man bringe kand med Lempe,
Den største Ilde-Brand af Vand sig lader dempe;
Men her mod denne Ild jeg finder ingen Trøst,
Thi den har fæstet Rod i Philosophisk Bryst.
Siig mig, o Musa! hvad var Tønder til den Lue,
Som synes hele Land med blodig Krig at true?
Hvad Aarsag givet har til saadan Bitterhed,
Som planter Krigs-Standart, og bryder gyldne Fred?
Vor dyre Norden var med Fred og Velstand kronet,
Et Naboe-Rige med et andet var forsonet;
I ædle Cimberland alt smilede og loe,
Hver høsted Frugten af den Himmelsendte Roe.
See! da en stridbar Helt, beklædt med Levi Kiole,
Der blive vil et Lys paa Wiborgs høye Skole,
Sit lærde Fornavn fandt i Skue-Spil at staae
Blandt hundred Navne, som nødvendig bruges maa.
Sligt Syn i Geistligt Bryst optændte heftig Vrede,
Han sagde: jeg mig maa til ævig Krig berede;
Mit Magistralske Navn, som jeg i Romer-Dragt
Med Møye klædet har, ey skikker sig til Act
I skiemtsom Skuespil. Man heller burde flette
Ti Laurbær-Krandse og en Ære-Støtte sætte
For den, der kand sit Navn faae endt in us vel es,
Omstøbe Landsbye-Peêr til en Petreides.
Sligt Navn maa aldrig paa en Skueplads fremtrine,
I Spidsen af Postill det dannet er at skinne,
At staae med gylden Stil paa Bog af tvende Fag,
Som prægtig Smykke paa en Foliantes Bag.
Mit Blod ophidset er, af Bitterhed jeg revner,
Hvis inden stakket Tiid jeg saadan Spot ey hevner;
En Helt, med geistlig Dragt som tapissered er,
For det som mindre er, ey nogen gir Qvarteer.
Til Studii-Kammeret han derpaa ivrig haster,
Og der Concepter til et Feyde-Brev udkaster;
Da, som af Trojæ Hest, af Hiernen flyder ned
Alt hvad som i høylærd Rust-Kammer haver Sted.
Man paa Papiret seer i Hast stridbare Phraser,
Som til Slagt-Ordning han med spidse Pen afpasser.
Men see! hvad skeede? Da han Feyde-Brevet skrev
Musei janua heel sagte aabned blev.
En yndig Frue ind af Kammer-Dørren træder,
Med Olje-Green i Haand, og svøbt i hvide Klæder;
Af Ansigt Straaler gik som af en Middags-Sol.
Hun nærmede sig til den Magistralske Stol,
Og sagde: Cimbrers Lys og Jyllands klare Øye!
Jeg Freds Gudinde er, som dig til Fred vil bøye.
Hvad Orm, hvad Furie til Strid dig egget har,
At du saa løselig dit Sværd af Skeden târ?
Kand saadan ringe Sag en Mand til Krig forlede,
Hvis lærde Hierne er Philosophiens Sæde?
Hvis hellig Stemme nys en Freds-Basune var?
Der mod U-eenighed saa tidt prædiket har?
Du tordned nys mod Had, nu selv din Næste hader,
Fordømte Hevnen, men den selv nu Tømmen lader.
Du Freds Prædiker er, men Freden bryde vil,
Alene for dit Navn staaer i et Skue-Spil.
Slig Tale demped lidt den Philosophisk Heede;
Min Helt tvivlraadig stod imellem Skam og Vrede,
Tre gange kastede paa Bord sin lærde Pen,
Tre gange han den tog i ivrig Haand igien.
Ret som en voxen Eeg, den Øxen vil nedfælde,
Staaer som i Tvivlsmaal, til hvad Side den skal helde,
Saa vor høylærde Mand tvivlraadig noget stod,
Gudinden raabte Fred, Poeten raabte Blod.
Den Vankelmodighed dog ikke vared længe,
En nye Gudinde man blev vaer sig ind at trænge,
Hvis Gang afpasset var, saa hvert et Fode-Fied
Udtrykked Orden og Methodisk Zirlighed.
Pedanteria man den samme Frue kalder,
Hvis Alter offres paa af all slags Stand og Alder;
For Scepter fletted Riis i mavre Haand blev seed,
Som tegner Herredom og Eenvolds Myndighed.
Hun brugte Klæder ey, som denne Tids Matroner,
Alt sammenflikket var udaf Citationer,
Saae ud, som Bredden af en lærd Teutonisk Bog,
Der intet siger, men i Øyne stikker dog.
En lang Parenthesis, med Skole-Støv brodered,
Bar Fruens Kiole-Svantz, paa samme Viis staffered.
I Luften svævede Latinske, Græske Ord,
Som raabte Knald og Fald, Død, Nederlag og Mord.
Fru Contumacia bedekked høyre Side;
For hende alting veeg, hun kand ey Modstand lide.
Ved venstre Side gik Hr. Fastus fræk og suur
Med Castellanske Trin som efter Tablatur.
Gudindens Guarde var en Skok Distinctioner,
Som stedse mumlede udi adskilte Toner.
Til sidst Idea gik heel liden som en Dverg,
Og Troppen sluttede Poeten Phoenixberg.
I slig Procession Gudinden sig henlister
Til Blek-broderet Bord, og siger: Hr. Magister!
(Om gradueret Navn og Titel gives maa
Til den, fra ædle Æt der har vanslægtet saa!)
Du skinned nys som Sol blant frække Skole-Kiemper,
Men nu blir lunken, og din ædle Iver dæmper.
Uværdig Undersaat! vanarted Phoebi Æt!
Er sligt Philosophie anstændigt? er det ret
At eftergive Feyl, at lade Vrede falde?
Frisk op, tag Sværdet fat, lad virke lærde Galde,
Lad see, Parnassi Søn du est, som du var før,
Lad klinge Krigs-Basun, og Hiernens Tromme rør,
Bring udi Felten frem en Skok af Syllogismer,
Lad falde ned som Hagl stridbareste Sophismer:
Celarent, Barbara, Darii, Ferio,
Og tusind slige Ting, som i din Pande boe.
Grib an med samled Magt den Spotte-Fugl, Misdæder,
Sæt i Baroco den Apollinis Forræder,
Der haver drevet Spill med Philosophisk Navn.
Spar ikke Liv; det er Philosophiens Gavn.
Jeg siger med et Ord, føer Krig, bliv ved at hade,
Med mindre du blant os vil Borgerskab forlade;
I vore Tider jo mod Skole-Lov det er
For en Philosopho at plante strax Gevær.
Stem op! Calliope! Umag dig at afmale,
Hvad Virkning giordes af Gudindens zirlig Tale.
Til inderste Kallun i Øyeblik den drev,
Det hele lærde Blod bevæget, oprørsk blev.
Han paa sin Concordantz ærværdig Fingre lagde,
Og disse hellig Ord med Torden-Røst udsagde:
Jeg sværger, at jeg ey beqvemmer mig til Fred;
Men jeg mig hevne skal i tredje, fierde Led.
Thi før man fede Sild i Vester-Hav skal savne,
Før store Skibe skal ved Wiborgs Porte stavne,
Før Vand skal blive Ild, før Nat skal blive Dag,
Før Procurator skal forlige mindste Sag,
Ja før skal Kræmere og Kiøbmænd Told-Svig lade,
Før jeg skal slutte Fred, og holde op at hade.
Han satt' for vreden Mund Hiert-styrkende Pocal,
Den tømmed, slog i tu, som til et Krigs-Signal.
En slig Begyndelse tog denne store Feyde,
Som ingen kand min Helt mod Folke-Ret bebreyde,
Thi den paa Snapsting blev raabt ud høytidelig,
Da man skrev * * Aar fra store Pølse-Krig.
Betænkning over Krigen.

Hvad Udfald denne Krig vil i vor Norden vinde,
Det os Erfarenhed, den store Lærerinde,
Allene vise vil. Her ellers tvistes om
Blant Lærde, Læge, hvad man fælde skal for Dom,
Hvo udaf Parterne bør kaldes Freds Forstyrrer,
Hvo udaf disse to retfærdig Orlog fører.
Endeel vil holde for, Poeten uret skeer,
Som ingen udi sær, men heele Jord beleer.
De sige: man vil snart blant os Poeter savne,
Hvis man i Skue-Spil ey bruge maa Fornavne.
I mine Tanker dog bør een, der skrive vil,
Ey tegne noget Navn i skiemtsom Skue-Spil,
Som bruges i det Land, hvor Autor haver hiemme;
Thi sligt indbyrdes Krig kun tiener til at fremme.
Paa Landets Navne han en Liste have maa,
Saa kand han sikker frem og uden Fare gaae.
Men som vor Autor kun har agtet saadant føye,
Og disse Regler ey har stedse havt for Øye,
Saa synes, at han ey af Ret har mindste Skin,
Og derfor til Tractat bør giøre første Trin.
Hvis ikke, bør man ham all Skyld og Aarsag give
Til alt det sorte Blod, som kand udøset blive.
Jeg taler upartisk. Jeg ellers er en Ven
Og redebon Client udaf Hans Mikkelsen.