Saa Mord, Fortvivlelse man alle Vegne hørte;
Fra et til andet Sted den flygtig Fama førte
Nu Tidende om Mord, om selsom Elskovs Brand,
Ja Blodskams Synd tog selv i Skoven overhaand.
I Psyllodeia, hvor Bubona havde Sæde,
To Tvilling-Lopper med Forældres største Glæde,
Som første Grøde af en Ægte-Kierlighed,
Blev bragt til Verden paa et blødt og duned Sted
Ved Foraars Tider i en yndig Nymphes Kammer.
Forældrene med Flid vort Tvilling-Par opammer,
Dem skiøn Optugtelse gir efter Byrd og Stand,
Som Hoffets ædle Dyr for andre nyde kand.
Den ene Psyllus man, den anden Psylla kalder.
De begge fremmedes i Skiønsomhed og Alder;
Men man en Kierlighed hos Søsteren blev vaer,
Som større er, end den, Naturen tilladt har.
Hun elsker vel, men dog ey syndig Elskov kiender,
Hun strax ey merker, at hun mod Naturen brænder.
Af syndig Lue hun urolig er og heed;
Men falske Skygge af en tilladt Kierlighed
Vor Tvilling-Søster saa forblinder og bedrager,
At u-naturlig Ild hun for en Dyd antager.
Men syndig Lue saa ophidsed unge Blod,
At Psyllus Dag og Nat for Psyllæ Øyne stod.
Hun udi Søvne seer sin Broder fyldestgiøre
Sin syndig Attraae, og sin ublue Krop at røre.
Hun vaagner ofte op, af Blusel fast er død;
Hun skammer sig, men kand en Tanke ey saa sød
Af Sindet rødde ud. Hun ofte med sig trætter,
Sig selv fordømmer, men med Tanken dog sig mætter,
Forbander Tid og Stund, hun baaren blev paa Jord,
Og bryder ofte ud i slige bittre Ord:

O glade, fæle Billede,
O søde, bittre Drømme,
Som give Skræk, Fornøyelse,
Husvale og fordømme!
O Dødens Broder! sorte Nat!
Hvi for mig Garn du kaster,
Mig lokker, viser som en Skat,
Hvad min Ulykke haster?
Men hvad? jeg jo Forargelse
I Drømme ikke giver?
Nok er, at ey jeg vaagende
Deslige Synd bedriver.
Kand Skygger, Natte-Phantasie
Min Ære mig berøve?
Kand jeg i Drømme Koglerie
Forhindre dem at øve?
Men samme Natte-Hendelse
Om Dagen forekommer,
Defore dette Billede
Er dog min strenge Dommer.
Den Synd, til hvilken Søvnens Gud
Mit Sind og Hierte bøyer,
Jeg jo ey vaagen rødder ud,
Men dermed mig fornøyer.
Saa tit den ublue Drøm jeg faaer,
Af Skræk jeg vaagner, ryster;
Et Ønske dog i Hiertet staaer:
Gid du var ey hans Søster!
Gid alting os tilfælles var,
Foruden Fader, Moder;
Gid danned var til Ægte-Par,
Hvad nu er Søster, Broder!
Hvi har Naturen i det Land
Mig ikke ladet føde,
Hvor Søn kand blive Dotters Mand
Foruden Skyld og Brøde?
Jeg saadant vaagend pønser paa,
Er jeg da ikke skyldig?
Kand jeg for Himlen da bestaae?
Er da min Forsvar gyldig?
Men, naar jeg tænker mig lidt om,
Jeg alt for meget iler,
Jeg alt for hastig fælder Dom,
Og uden Grund fortviler.
Hvis det er ey mod Himlens Bud,
Hvi jeg mig da mistrøster?
Man seer jo en og anden Gud,
Der ægtet har sin Søster:
Saturnus Opim har i Favn,
Som sig i Blod paarører;
Ja Gudernes Monarch jo Navn
Af Mand og Broder fører;
Oceanus med Theti sig
I Ægteskab jo glæder.
Hvo synder, som er Guder lig,
Og Himlens Fodspor træder?

Hun derpaa fatter Mod, sin Amme til sig kalder,
Med Hik og yppig Graad om Halsen hende falder.
Hielp Thelalusa! hielp dit kiere Foster-Barn,
Hun sagde; Skiebnen mig indvikler i et Garn.
Ey Siel paa Jorden var I saadan Angst og Fare.
Giet, hvad det er; min Skam jeg ey kand aabenbare.
Jeg kand af Strikken ey og Garnet redes ud,
Med mindre krænkes maa Naturens hellig Bud,
Undtagen at jeg selv til større Uheld haster,
Undtagen jeg mig Skam og Haanhed underkaster.
Hvor farlig Frihed er, jeg dog af Garnet maa,
Med Haanhed og med Død mit syndigt Ønske naae.
Den kiere Amme da begyndte sterk at grue,
Nu brugte søde Ord, nu saae man hende true;
Med dybe Sukke nu og salte Taare bad,
Nu brugte Myndighed, og truede med Had,
Nu vended Rygg, og til Forældre vilde løbe,
Hvis, hvad paa Hiertet laae, hun ikke vilde røbe.
Dølg intet, sagde hun, men alting aabenbar,
Betænk min Troeskab, vid, at du mig diet har.
Jeg dig besværger ved din kiere Fader, Moder,
Ja ved din anden Siel, din dyre Tvilling-Broder.
Da raabte Psylla: Nævn min Broder ikke meer;
Af dette Navn jeg all Ulykke flyde seer.
Fortvivlend Taushed, Skræk og Zitren derpaa fulte.
Den syndig Glød brød frem, som ærbar Aske skiulte.
Da merked Ammen strax, hvad Ildens Tønder var.
Hun raabte overlydt: O ulyksaligt Par!
O søde Foster-Barn! din Skiebne jeg beklager.
Fortvivl dog ikke slet; thi hvordan jeg det mager,
Jeg dig maa føre til det ublue kiølig Vand,
Hvori din syndig Lyst og Hede lædskes kand.
Hun derpaa flittig Agt paa Psylli Idræt giver,
Hans Natte-Leye, hvor Loppinder stevned bliver.
Hun strax udspeyded, at Loppinden Hamadryst
Af Psyllo stevned var paa Nymphens Rives Bryst
Ved Midnats-Tide til en Samqvem sig at møde.
Slig Tid blev udvaldt til den Pine at forsøde,
Den Ild at slukke, og at dempe Elskovs Brand,
Som udi Psyllæ Siel tog saadan Overhaand.
Hun derfor Hamadryst indprenter falsk Mistanke,
At, hvis hun møder, det vil hende stedse anke;
Hun siger: Hamadryst! dig Psyllus spotte vil,
Han med Loppinder tit har øvet saadant Spill.
Saa udi hendes Sted vor Psylla henført bliver,
Og han uvidende en Blodskams Synd bedriver.
Den gyldne Maane da fra Himlen flygted bort,
Og Nattens Himmel blev af Taage dobbelt sort.
Den kaade Venus selv i sorte Skye sig svøber,
De andre Himmel-Tegn af Horizonten løber,
Hver Stierne dunkel blev foruden Skin og Glands,
Man saae kun Himlens Riis, Cometen med sin Svands,
For hvilken Luft og Jord, samt Hav og Afgrund gruer,
Den sig ey lader see, med mindre den og truer.
Det Jomfru-Bryst, hvor man slig hæslig Synd bedrev,
End udi Søvne kaald, ja gandske isned blev.
Den syndig Psylla laae imellem Kuld og Hede,
Hun isnede af Frygt, og blusede af Glæde.
Skam, Blusel, Mod og Frygt, Fryd, ond Samvittighed
Paa eengang førte Krig, i Hiertet havde Sted.
Den gyldne Phoebe da til Hevn og Straf fremtrinner,
Og dette syndigt Sted med Klarhed overskinner;
Den Solens større Skin og til Undsætning tar.
Da Phyllus blev med Skræk sin egen Søster vaer,
Hans Hierte fyldtes op med Bitterhed og Vrede.
Stat vanskabt Psylla, jeg din Gravsted skal berede!
Han sagde fnysende, løb som en Top omkring,
Og derpaa Himmel-høyt af Brystet gav et Spring.
Men Psylla zitrende paa Flugten sig begiver,
Af Tvilling-Broderen sterk efterhopped bliver.
Ni gange Maanen om sin Himmel-Cirkel gik;
Men Flugt, Forfølgelse end ingen Ende fik.
Her Frygt for Broders Hevn gav u-naturlig Kræfter,
Der Vrede muntred op at løbe stedse efter.
Men Psyllus merker ey sin Overiling før,
Før Synet dunkles, før han Siel gir op og døer.
Da Aanden ham forlod, man dette Ønske hørde,
Som Vinden villig hen til Guders Boelig førde:
Lev syndig Psylla, lev, og bring til Lyset frem,
Fød et Vidunder og blant Dyr et vanskabt Lem,
Som hverken Lignels har af Dyr, af Fugl, af Planter,
Hvis Lige findes ey i Verdens fire Kanter!
Dets Fødsel, Opvæxt, Død skal mod Naturen gaae,
Som det undfanged er. Det skede ligesaa.
Slig selsom Hendelse den hele Skov forskrækker;
Men Qvæg-Gudinden den Afsjæled dog opvækker,
Saa en guldbremmet Mand man for en Loppe seer,
En lystig, hoppende, mundered Officier.
Dens Afkom overalt i Verden sig udspreder;
I Krigs-Matriculer man dem heeder.
Det med Stam-Faderen hos dem tilfælles er,
At man gemeenlig dem i Fruer-Stuer seer.
De gaae paa Tæerne, giør krumme Spring, og hopper,
Og derfor føre Navn udaf tobened Lopper,
Og som Stam-Faderen sig nære redelig
Blant Nympher, sær naar der i Landet ey er Krig.