Sylvanus pønsed nu paa aabenbare Feyde,
Afstedde først et Bud, Gudinden at bebreyde
Med haarde Trusler og igiennem-trængend Ord
Alt hvad var øved før, i sær det sidste Mord.
Men hun af Trusler lod ey Modet sig betage;
Saa Damon Hyrden kom med trodsig Svar tilbage.
Paa begge Sider strax Standard opretted blev;
Man alle Fugle, Dyr i Daphne Skov udskrev.
Hver Fugl sit Træ forlod, hver Orm krøb af sin Hule.
Thi Ordre gik, at hvo sig understod at skiule,
Og ikke mødte paa behørig Sammel-Sted,
For Solen tre gang tre i Havet dukked ned,
Den udaf Daphne Skov forviset skulde være,
Forlise evig Tid sin Fred, sit Gods, sin Ære.
Dog udi samme Bud og strenge aabet Brev
Skildpadden for sin Gang slig Tid forlænged blev.
Saa Fredens Skov i Hast blev til en Røver-Kule;
Man hørte andet ey paa Biergetop, i Hule,
Ved Aabred og i Kiær, paa Høy, i Dal, paa Træ,
End Tidende om Krig, end Skrig og Klage-Væ.
Men Muus og Frøer først af alle vare rede,
De ene dette Bud om Krig tog an med Glæde,
Det gamle Fiendskab i Hiertet endda laae,
Saa for benævnte Tid man dem i Orden saae.
Om nogen spørge vil: Hvad kunde saadant nytte?
Hvad skulde Guder og Gudinder meget skytte,
At Tiger omkom Biørn, at Ulven myrded Ræv,
At Fisk en anden Fisk omkom, paa Flugten drev?
Om det et Middel var at stille Guders Vrede,
At Fugl udrødded Fugl, forstyrred Huus og Rede?
Jo, visse Slægt af Dyr laae under Floræ Magt,
Sylvano andre var ved Deeling underlagt;
Saa Ørnen ene Navn af Jovis Livfugl fører,
Paafuglen der imod Junoni mest tilhører,
En Svane allermest af Venus ynded er,
Blant Dyre-Slægt een Art er elsked udi sær.
Derfore Æt mod Æt man søgte at opegge;
Sylvani Seyer var, den Slægt at ødelegge,
Som af Gudinden mest af alle ynded var.
Sligt Mennesker og Dyr bevæbnet ofte har.
En Green af Nili Flod afskildte begge Hære,
Sylvani Krigsmagt stod alt færdig at passere,
Af Fugle-Hære alt Fortropper stødte an,
See da et Forbud kom fra Skovens Første Pan.
Thi Hyrdernes Monarch, da saadant kom for Øre,
Han rysted Hovedet, blev meget heftig vred,
Saa hvert et Blad paa Træ i Skoven zittred ved.
Han sagde fnysende: hvem monne vel tilkomme,
Sylvano eller mig, i Skoven Herredomme?
Min Eyendom tør de vel rykke op med Rod?
Skal jeg min hellig Skov see svømme udi Blod?
Ney! jeg dem vise vil, at Magten mig tilhører,
Og at den store Pan i Skoven Zeptret fører.
Han til Sylvanum strax lod gaae et Sende-Brev,
Et andet samme Tid og Floræ skikked blev;
Lod dennem begge to til Lunden Alsos stævne,
Han og en vis Termin at møde lod benævne.
Saa demped Krigen blev, før den tog Overhaand,
Saa sluktes Gnisten, før den blev til Ildebrand.
Til den bestævnte Tid Sylvanus, Flora møder,
En Skare udaf Dyr paa Veyen med sig nøder,
At bære Vidnesbyrd, og at aflegge Ed
Om hvad i denne Sag de havde hørt og seed.
Fra Træerne de sig forsyned med Attester,
Samt og fra Planter, som Naturen saa rodfæster,
At de fra Sted til Sted ey vel forflyttes kand,
Men hver som vorned paa sin Stavn maa holde Stand.
Til Hippocrene mig, Pierides! henleder,
En aaben baned Vey til Helicon bereder,
At jeg i Pennen maa poetisk føre ud
Den prægtig Lund, som da bebode Skovens Gud.
Den Sted, hvor Potamus i Nili Green sig gyder,
Og dens Crystalle-Vand som Cydnus sagte flyder,
Der tre gang snese Skridt fra samme yndig Flod
Den store Skov-Guds Slot Archia fordum stod
Midt i en prægtig Lund af Gran, Cypress og Ceder;
Af ranke Pile-Træer en Gang til Floden leder,
Hvis bladed Grene var ved Konst tilføyed net,
Saa Solens Straaler ey igiennem trænged let.
Men aldrig hører Storm og Uveyr der at bruse,
Kun matte For-Aars Luft blant zitrend Blade suse.
Den blege Vinter did maa ikke komme nær,
Men evig Purpur-Vaar i Alsos Lund regiær,
Saa man ey Sommer, Høst, samt Vinter, Foraar regner,
Ey Aarets Løbe-Ring med fire Mærker tegner.
Hvor Sol end cirkler om, i hvilken Luftens Egn,
I Krebsens tørre Land, i Fiskens vaade Tegn,
Af Roser, Lilier man seer evig varend Vrimmel,
Saa hver en Vang, hver Eng seer ud som Jovis Himmel,
Som det blaategnede og klare Firmament,
Der af Planeter er og Aften-Stierner tendt.
Den milde Sydvest-Vind med frugtbar Aande lokker
Af Hyacinther frem utallig tusind Skokker.
En yppig Sommerdug der Mark og Eng bestrøer,
Som kiøler Hedens Kraft, og Regnens Embed giør.
Sex hvelved Gange sig fra Førstens Slot udbrede,
Som til Crystalle-Vand, til Purpur-Dale lede,
Som frugtbar Bække, der fra Hoved-Floden gaaer,
Hvorudaf Eng og Mark sin Vederqvægning faaer,
Som gyldne Straaler, der fra Verdens Øye bryde,
Og alt hvad Aande har paa Jordens Klode fryde;
Saa paa hvad Kant man gik, og hvor man Veyen tog,
Archiæ Herlighed og Glands i Øyne slog.
De kaade Satyri af grønne Høye trimled,
Hver Rosen-klædde Eng og Dal af Faunis vrimled.
Den Pile-flyvend Bæk, som kaldtes Cheimarus,
Ved Slottets Side lød med sød og snurrend Sus.
Archiæ yndigt Huus, som og Panopel heeder,
Var konstig sammensat af Ibenholdt og Ceder.
Ved alle Dørre en bevæbned Satyr stod,
Af hvilken Fremmede sig indgeleide lod.
Dets Vegge uden for med Blomster var staffered,
Og indenfore med Vedbene tapissered.
Her Demogorgons Søn en rum Tid havde boed,
Fra den Tid han sit Land Arcadien forlod,
Hvor for Syringis Fald han stedse havde Sæde;
Men da han mistede sin enest Siele-Glæde,
Da yndig Syrinx til et Rør forvandled blev,
En dyb Melancholie ham ud af Landet drev.
Her for hans Throne nu Sylvanus først sin Tale
Heel fyndig førte frem, begyndte at afmale
Gudindens Vold og List med giennemtrengend Ord,
Og bragte Vidner frem om Ege-Træets Mord.
Gudinden uforskrækt forsømte ey at svare.
Hun paastod, begge to fast lige skyldig vare,
Den gandske heele Sag igiennemgik med Fynd,
Ved Vidner vised Vold mod Vold og Synd mod Synd.
Den ene torde ey den anden eftergive:
Der visned var en Drys, her fælded var en Nive;
Der et af Dyrene var brugt til Instrument,
Her udaf andet Dyr man havde sig betient.
Da Pan sig reysede udaf sin Blomster-Throne,
Bød dem indstændig med hinanden sig forsone.
Hvad kunde, sagde han, I vente for en Dom,
Hvis sligt Saturni Søn for Øre ikkun kom,
At Daphnes Skovs Zirat i Grund man ødelegger,
At Dyre-Slægt mod Dyr og Fugle man opegger,
At man i Skoven faaer Ulykke, Tvistens Krud,
Og lokker Furier af mørke Boelig ud,
Ja ubekiendte Feyl blant Dyrene indfører,
Had, Splid og Avind, som kun Mennesker tilhører?
Hvis saadan Idræt for den store Konge kom,
I refsed blev, og jeg gik qvit mit Herredom.
Saa lever enige, og eder strax forsoner.
Jeg nu kun Alopex og Corax, som Spioner,
Af Daphne rødder ud, af Dyr og Fugle Tall,
At de ey andre Dyr i Skoven smitte skal.
Sylvanus, Flora bad slig Straf at eftergive,
Hvis ey, da Alopex og Corax maatte blive
Til Mennesker, som Drys og Nive, skabte om.
Det han tillod. De gik fornøyed med den Dom.
Men Alopex, som, hvad beslutted var, ey vidste,
I Damons Hyrdens Gaard sig lavede at liste,
Hvor efter Løfte han fandt aaben Port og Led,
Ey hørte Gaase-Qvæk, ey Hunde-Giøe, men Fred
Og Taushed overalt i Gaarden at regiere.
Hvad loved, holded er, han sagde, ja end mere.
Af Høns og Giæsse-Syn ham Munden stod i Vand.
Han paa den fædest Gaas først fæsted hvide Tand;
Men med Forundring fandt den stumped, sløv at være,
Saa Gaasens duned Hud og bøyelige Fiære
Som Hectors Pandser blev for magtesløse Tand,
Der ellers Vold og Muur igiennembore kand;
Ja spæde Bryst, som kun med bløde Duun var gierded,
Var nu som Ege-Træ, der Ilden haver hærdet.
Da sagde Alopex: Jeg Kløer bruge maa;
Men for en Revekloe en Haand med Fingre saae.
Kort, hvor han Øynene paa Legemet henvendte,
Han fandt Forandring, og sig ikke mere kiendte;
Han lader Byttet gaae, og gandske Mod-løs staaer,
Han helder Hovedet, paa Brystet seer ey Haar,
Men hvide skiære Hud. I Steden for sin Hale
Syv, otte Mennesker han saae, og hørte tale.
Da raabte han: hvor er din Skabning, Kraft og Dyd?
Men Klage-Ordene gik ud i Mennesk-Lyd.
Med Kylling, Giæs og Høns han maatte Afskeed tage,
Gik for en listig Ræv en listig Mand tilbage,
Forandrede sit Navn paa Mennesk-Viis og Art,
Og sig den Titul gav Michael von Renarth.
Hans Slægt og Afkom brugt er til Ambassadører,
Som skikkes Hof fra Hof, og Stats-Intriguer fører,
Og fra Stamfaderen har ey vanslægtet stort,
Thi ret de kroged giør, det som er hvidt til sort;
Kand heel behændig sig i Verden snoe og vende,
Saa at man Alopex Natur kand endnu kiende.
De og Stam-Faderen i dette slægte paa,
At de end Svandse bær, med lange Haler gaae.
Vor Alder, som forstaaer ny Titler at ophitte,
Slig Hale kalder nu Ambassadørers Svite.
I Folke-Retten den har ogsaa faaet Sted,
Og som Gesandten selv, maa ikke røres ved.