Men Kitta endda med nedslaged Hoved stod,
Ey mindste Tegn til Liv tilkiende give lod.
Den saae sin Banemand at styrte ved sit Rede,
Den saae sin Hevn, men dog sig ikke kunde glæde.
Som modig Tyr, der Slag af Øxe Hammer faaer,
All Sands betages, med forvendte Øyne staaer,
Saa Sorgen ham betog Forstand med Maal og Mæle.
De mange kiære Børn, men mest hans Ægtefælle
Liv, Blod og Følelse med Dødens Vinter slaaer.
De første Vunder gav, den sidste Bane-Saar.
Mod Dødens Ankomst dog begyndte sig at røre,
Bad Vinden sidste Suk til Skovens Gud at føre,
Og derpaa styrted ved sin døde Mages Krop,
Og mod det kiære Bryst gav Liv og Aande op.
Sligt Mord for Skovens Gud strax Nordenvinden røber,
Den raske Luftens Post sig i sin Kappe svøber,
Hvormed paa Hederne den Skyer giør af Sand,
Og hæver Bølgerne, som høye Bierg paa Vand.
Med hvinend Stemme gav Sylvano alt tilkiende,
Bad hannem ilend sig mod Daphne Skov at vende,
Hvor et høy-ædelt Huus, som nys var udi Agt
Hos Skovens Guder, nu i Grund var ødelagt.
Af saadan Tidende Sylvanus blev uroelig.
Han fnysede af Hevn, og kom til Kittæ Boelig,
Hvor, hvad beretted var, han saae at være sandt,
Og for et blomstrend Huus en Morder-Grube fandt.
Han sagde: Jeg vil dig en anden Skabning give,
Du Ørn og Høg til Rov, o Kitta, ey skal blive.
Din Skik forandres skal; men Dyd, Veltalenhed
I dit ny Legeme skal boe og blive ved.
Strax Kitta Aanden fik igien, tog til at leve,
Dens duned Krop blev glat, begyndte sig at hæve,
Ja hvert et Ledemod en anden Skik at faae,
Saa af en liden Fugl en voxen Mand man saae.
Dens Been til Arme blev, hvad før var Kloe blev Finger,
En Regne-Kappe og kom frem af tvende Vinger.
Dens Neb til Ragekniv, hver Fiær blev til Lancet.
Ja af en Skade en Barbeer sprang op, hvis Æt
Paa Jordens Klode sig heel vit udspredet haver.
Som Skaden fordum Dyr, saa Mennesker de plaver,
Opfylder Bye og Land med Snak og Eventyr,
Ja samme Embed har, som Skaden før blant Dyr.