A: Aarsagen, hvi du leer, at vide jeg forlanger.
B: Jeg nyelig læste om Tigellio den Sanger:
Jeg hos Horatium en selsom Caracteer
Af tvende Satyris i samme Sanger seer.
Nu ved hans Overdaad han legger alting øde,
Nu som en Euclio han piner sig til døde;
En Dag han alle Folk i Fleng til gode giør,
En anden Dag han ey en Skierf fast give tør
End til en fattig Ven, af Frygt for Eftertale,
Af Frygt for Ødselhed at man ham skal afmale.
Nu løber han, som Ild i Rumpen paa ham stod,
Nu, som til Ligfærd, han gaaer sagte Fod for Fod.
Nu maa for hannem og hans Svite alle vige,
Nu seer man giennem Smug ham eene sig at snige.
Nu vaager han en Nat af idel Flittighed,
Nu udaf Ladhed han bortsover Dagen med.
Nu tal han store Ord om Guld og grønne Skove,
Nu siger han: gid jeg var tusind Miil fra Hove,
Gid jeg paa Landet sad i fattig Eenlighed,
Et Stykke Brød og Vand jeg vilde nøyes med!
Han ændrer ikke Feyl, sig ikke reformerer,
Men i Extremitet sig kun præcipiterer;
Som Phaëton han nu i Melke Veyen er,
Nu udi Padi Flod man ham nedsiunken seer.
Saa jeg indbilder mig, Poeten phantaserer,
Og kun i sin Idee et Monstrum sig formerer;
En artig Tanke kun det er i Poesie,
Opdigtet Characteer paa ret Bizarrerie.
A: Ach, kiere Ven! naar man lidt blader udi Bøger,
Naar i Omgængelse man saadant eftersøger,
Paa een og anden naar man nøye giver Agt,
Man finder, det er sandt, Poëten giver Magt.
Historie-Skrivere blant mange jo det samme
I forrig Seculo har merket hos en Dame:
En Tid hun druknede sig i Philosophie,
En anden holdt hun det for puur Pedanterie.
Nu Vellyst, lade Folk hun kunde ikke lide,
Nu atter for sin Lyst hun alting sat til Side,
Nu i Religion en Argus hun var lig,
Nu udaf Overtroe hun selv opoffret sig.
Mod all slags Storm hun nu stod som en Eeg, som Klippe,
Nu saae man hende alt for Frygt af Hænder slippe,
Fra en Extremitet til anden hun faldt hen,
Nu som Løvinde var, nu som et Lam igien;
Ærgierrighed og Mod forvandles til Bassesse,
Nu hun foragtet den, hun giorde nys Caresse,
Som Flod og Ebbe hun nu opsteg, nu faldt ned,
Hun kun bestandig var i Ubestandighed.
Sligt udi een Person jeg ikke eene leeder,
Jeg Republiqver seer, jeg finder heele Stæder,
Et heelt Societet kand derpaa være Speyl,
I store Riger selv jeg finder samme Feyl.
Nu mørke Overtroe man seer paa Thronen stige,
Men skal den stødes om, den maa for Vantroe vige.
Nu seer man Tyrannie, nu seer man Anarchie,
Nu Skiødesløshed, nu igien Pedanterie.
Nu stor Brutalitet blant heele Folk regierer,
Som til Qvindagtighed gaaer, naar man reformerer.
Paa Tryghed nu en Stad citeres kand til Speyl,
Mistanke nu jeg seer er Stadens Hoved-Feyl.
Man Peenhed, Gravitet fandt fordum i de Stæder,
Hvor idel Flygtighed man nu omstunder leeder.
Paa høyest Spidse naar er stegen Tyrannie,
Det styrtes, drives plat hen til et Anarchie.
Jeg gaaer i Tiden hen, jeg finder Rom bedrøvet,
Den sukker, hyler, thi dens Frihed er berøvet,
Man nu paa andres, nu paa egne Lænker seer,
Man bliver desperat, man griber til Gevær.
En Brutus her udi giør vel et Mesterstykke,
Men styrter Staden dog i anden stor Ulykke;
Thi Rom fra Tyrannie til saadan Stand faldt hen,
At den cureres maa ved Tyrannie igien.
Som en Febricitant, der nu af Heeden brænder,
Et andet Øyeblik den sig mod Ilden vender,
Saa Taare nu for Tvang i Romer-Øyne staae,
Nu over Frihed de strax atter græde maa.
Fra den Materie jeg til en anden falder:
Naar jeg tilbage gaaer i Tiden nogle Alder,
I Barbarie jeg seer all Verden siunket ned,
Men nu Pedanterie er kommen i dets Sted.
Jeg ligne Verden kand, naar den vil reformere,
Ved en Forhungred, der med Mad sig vil curere,
Han reformerer tit den slappe Mave saa,
Af lutter Lægedom at den crepere maa.
Som stiv forfrossen Krop, der strax til Ilden haster,
Sig vil curere, men i anden Svaghed kaster,
Dens Svaghed farlig er, men meer dens Medicin.
Saa det med Lærdom gik, man pynted saa Latin,
Saa at med vores Tid naar lignes fordum Dage,
Jeg veed hvad Alder ey man meest har at beklage:
Da var man skiødesløs, nu er man accurat,
Nu Bogstav agtes meer end heele Cræsi Skat.
Jeg seer, i fordum Tid man Ord ey meget skytter,
En lærd Mand skriver da, som i vor Tid en Rytter,
Slig Grovhed røddes ud, man bliver nu saa klog,
Om en Partikel at man skrive kand en Bog.
Man reyser nu til Rom for Bogstav at opleede,
Paa lærde Pander man seer rinde blodig Svede,
En Vossius er saa geskeftig i Donat,
Som Richelieu, naar han regier den heele Stat.
De største Krige i Grammatica nu føres;
Mon gamle Barbarie til Skamme derved giøres?
Ney, saadan Lægedom mig ey behager, men,
Men jeg saae heller, der var Barbarie igien.
Jeg derfra videre gaaer til Religionen:
Jeg for Lutheri Tid seer Overtroe paa Thronen,
I Mørkhed siunket ned den heele Christendom;
At Nat er Dag man troer, naar Ordre er fra Rom.
Slig Taage drives bort, Lutherus reformerer;
Men blev det derved? ney, Calvinus rafinerer,
Servetus holder for, at det dog intet er,
End dybere, end han, Socinus der i seer.
Fra Overtroe man gaaer, fra groveste Papismus
Til anden Precipice, til Vantroe, Atheismus,
Som een, i mørke Grav der styrtes, klavrer op,
Og ikke hviler, før han staaer paa Bierge-Top:
Han seer sig om hver Skridt, og ned i Graven kiger,
Sig meere sikker troer, jo høyre han opstiger,
Til uforvarende han kommer til det Sted,
Den slibrig Spidse, som ham atter styrter ned.
Rom under Romulo kun bruger Skiold og Pantser,
Den udi Harnisk er, end naar den spiller, dantser,
Dens martialske Mod en Numa temme vil,
For Sverd og Harnisk han indfører Abespil.
Den Metamorphosis er stor, den nogenlunde
Sted hos Ovidium med Ret fortiene kunde;
Thi nu jeg ikkun Krig, Beleyring, Feltslag seer,
Nu atter Kongen Præst, hver Borger Spaamand er.
En Tid jeg Athen seer heel ryggesløs at leve;
De Feyl, som gaae i Svang, en Draco vil ophæve,
Han sætter alting i sin Stad paa anden Fod,
Men skriver Love ey med Blek, men Drage-Blod.
Da var kun liden Straf end mod den største Brøde,
Nu een et Æble stiæl, og bliver dømt til Døde.
Domitianus Lyst har at udøse Blod,
En Nerva retter sligt, men bliver alt for god.
Den store Gustav Priis ved Skiold og Pantser søger,
Christina meste Tid bortdriver kun med Bøger.
Jeg troer, Elisabeth ey vilde gifte sig,
For hendes Fader ey at blive holden lig;
Sex gange var han gift, hun Jomfrudom omfavner,
Skiønt udaf Landets Børn man Successorer savner.
Den femte Carolus, som Posten, flakked om,
Nu han i Tydskland var, nu atter udi Rom,
Nu udi Engelland og Frankrig man ham leeder,
Nu udi Barbarie og Africanske Stæder;
Som Verdens Postillon han løb fra Sted til Sted,
Fast som at Jorden var for hannem gloend heed.
Hans Søn Philippus, som i Riget succederer,
Den store Keysers Feyl saaledes corrigerer,
Af Hovedstaden at han moxen aldrig kom,
Paa Slottet anseet blev som Inventarium.
Jeg troer, hvis Keyseren kun havde været roelig,
Hans Søn ey havde haft paa Jorden blivend Boelig.
Saa vendes alle Ting paa Jorden op og ned,
Man succedere seer en Feyl i andens Sted.
Ved Reformation man Aarsag har at bæve,
Og heller ønske paa den gamle Viis at leve;
Man undflyr Scylla, i Charybdis falder hen,
Man corrigerer Feyl med andre Feyl igien.
Jeg viise Lande kand, jeg Stæder kand citere,
Til Troe om Geister der hengivne gandske ere,
Bedragne engang af et Syn, et Phantasie,
Og derfor troe, at hvad de see, er Hexerie.
Een Griller faaer, og troer, det udi Huset spøger,
Det heele Nabolav strax Stuer derpaa røger,
Hver Nat, hver Time man strax nye Dievle seer,
Skiøndt der ey andet tidt end egen Skygge er.
Een udi Mørke seer et Dyr med Horn i Panden,
Strax hver en Geedebuk passere maa for Fanden.
Een sig foræder lidt, og ondt i Søvne har,
Han tænker ved sig selv: mon det ey Marren var?
Han saadant engang i en Borge-Stue siger,
Strax Marren fast hver Nat har fat paa Drenge, Piger,
Man hende føler ey alleene, men og seer,
Man sværger, at det en fortryllet Qvinde er,
Man indtil Kniplinger paa Serken seer skinbarlig;
Hvo saadant negter meer, blir holdet gal og daarlig.
Naar Alteration først Blodet engang rør,
Hver det, han aldrig seer, med Eed bekræfte tør.
Men en Historie er engang dechiffreret,
Man om sin Daarlighed er engang informeret,
Strax troes, at alting er Indbildning, Abespil,
Man holder for, at der er ingen Dievel til,
De gamle Fædre man seer an som dumme Bester,
Man Aanders Lærdom troer opdigtet udaf Præster,
Fra en Extremitet man til en anden gaaer,
Nu alt formeget, nu man alt for lidet troer.
Naar derfor Verdens Laab man nøye vil betragte,
Man for et Monstrum ey Tigellius maa agte,
Ved sin Ulighed han paa Verden giver Speyl,
Man udi hannem seer og merker egne Feyl.
Hvo veed, om ikke han Philosophus har været,
Som en Diogenes os Verdens Laab har læret?
Hvo veed, om en Satire hans Levnet ikke er,
Om man i hannem ey en Pantomimus seer?
Diogenes, naar han sin tomme Tønde triller,
Moraliserer meer, med Verden meere spiller,
End Plato, Socrates, end mangen Postillant,
Han ey med Tungen, men med Fagter siger sandt.
Poëten derfor jeg kand her i ey bifalde,
Jeg mig ey vove tør et Monstrum ham at kalde;
Thi skiønt jeg holder for, han ey masqueret var,
Endskiønt han sin Natur fulgt deri ikkun har,
Skiønt Verdens Daarskab ey han haver villet lære,
Saa finder jeg ham dog et Menneske at være;
Det jeg dog tilstaaer, at man seer i denne Mand
Som concentreret, hvad hos fleere findes kand.
Slig Forsvar, siger du, er Auctor kun til Skiendsel.
Ach ney, det Moden er: man for en Keyser Wentzel,
Man for en Claudius jo seer Apologie;
At gaae den alfar Vey, er jo Pedanterie.
Vaninus Pietist man stræber nu at giøre,
Man nu i Helgens Tal selv Mahomet tør føre,
Om en Xantippes Dyd man skriver aabenbar,
Om Messalina, at hun meget ærlig var.
At Socrates var skiøn, har merket en og anden;
Der fattes kun, at man giør Forsvars Skrift for Fanden,
Ja, at man Caji Hest til god Bormester giør,
Ham med Valerio og Bruto ligne tør.
Jeg for Tigellio med ingen fører Feyde,
Man saadan Forsvar dog mig ikke maa bebreyde,
Han i det ringeste var meere regulier,
End Socrates var kiøn, end Thais Ære-kier,
End Mesalina kydsk, end Mahomet gudfrygtig,
Vaninus Pietist, og Claudius var dygtig.
Hvis man Apologie for dennem giøre kand,
Hvad ondt, om jeg da lidt forsvarer denne Mand,
Om jeg tilbage gir ham sin berøvet Ære,
Om jeg beviser ham et Menneske at være?
Thi, naar de fleeste man med rette Øyne seer,
En Cato, Appius da heller Monstrum er.
Af store Dyder I, Monsiuer! kand Eder prise;
Men, at I vanskabt er, jeg klarlig kan bevise:
Thi hvad den alfar Vey med andre ikke gaaer,
Det udi Physica monstreux anskrevet staaer;
Thi udi Philosophie det eene vanskabt heeder,
Der egen Skabning har, ja egen Skik og Sæder.
En viis Mand alle Folk saae springe paa et Sted,
Da alle dandsede, han dansede og med.
I lever paa eet Pas, min Herre! i een Tone,
I Aar, som udi Fior, I elsker eders Kone,
I temperered er, I aldrig bliver vred,
I Alting man jo seer en stor Bestandighed,
Af ingen Hændelser I altereret bliver,
Naar hele Stad er gal, I sidder still og skriver;
Man Eder derfor som Machine nu beleer,
Man store Dyder vel, men Menneske ey seer.
Hos alle andre Folk jeg seer Extremiteter.
De verdslig ere nu, som vare før Propheter;
Per Jensen nyelig en Hans Wurst i Levnet var,
Nu ærbar, som Per Degn, naar han mod Offer tar.
Mistanke, Tillid — — fast vexelviis regierer,
Nu Fiender troer, nu sig mod Venner præcaverer.
— — for Papisterie sig nyelig dræbe lod,
Nu han for Qvæker-Troe opofrer gierne Blod.
— — nu af Helgene fordømmer fast hveranden,
Nu han barmhiertig er, plaiderer end for Fanden;
I Gaar han talede som haardest Donatist,
I Dag jeg merker, at han er Origenist.
— — i Per Madsens Gang man nu hver Aften leder,
Nu taaler han end ey, at Pigen Sengen reder;
En Maaned han et Skiørt paa Veggen seer og flyer,
En anden merker jeg, at han er Byens Tyr.
— — nu en Glose meer end tusend Daler skatter,
Nu naar han Lærde seer, sig barer ey for Latter;
Til hver Magister-Grad han var Opponens før,
Nu Disputatzer han til Svovelstikker giør.
— — dræber Folk i Dag med Snak om Bienseance,
I Øster-Paradis i Gaar man saae ham danse;
Nu hver et Skridt, han gaaer, er grundet paa Raison,
Nu udi alting er hans Mundheld: sans Facon.
— — ønsker nu, at han alleene var paa Jorden,
Hver Bank paa Døren er for ham som Slag af Torden,
Nu atter man for Dag ham seer gaae af sit Huus
Til Hoved-Vagten for med Folk at drikke Duus.
— — alt, hvad lystigt er, nu laster og fordømmer,
Om Bøger udi Hall han taler kun og drømmer,
Nu bange er for Skiemt, som Fanden er for Kaars,
Nu findes i hans Seng Jan Tambour og Per Paars.
— — holder alle Folk i Dag paa Øye Tommen,
I Morgen stikker han en Kindhest selv i Lommen,
I Fior han Hannibal, i Aar han Crassus var,
Nu Mod som Substitut, nu som en Cæsar har.
— — nogle Maaneder et Ord fast ikke taler,
Nu eftergiver han i Snak ey Gert Westphaler;
Ved Taushed og ved Snak han altid selsom er,
Nu staaer hans Mund som Vox, nu gaaer som paa Barbeer.
— — er saa sparsom, at han tygger Tobaks-Blader,
Dem smøeger siden, og med Asken Doser lader,
Nu atter byder han til Giest den halve Stad,
Nu er han syg af Sult, nu udaf kræsen Mad.
— — ædrue er et Aar, et andet altid drukken,
Nu lutter Vand, nu Viin for Sengen staaer i Krukken,
Nu Mahomet er Gud, nu Noa agtes størst:
Den eene Viin forbød, den anden planted først.
— — over Stats-Feyl nu man seer sig chagrinere,
Nu hielper han selv med en Stat at confundere;
I Fior han raabte: ach! hvad gaaer her dog i Svang!
I Aar han siger: lad det gaae sin skieve Gang.
— — for en Titul nu til Fanden sig forskriver,
Nu sover Ruusen ud, og philosophisk bliver;
Nu sulter han med Lyst for sin Magister-Grad,
Nu siger han: den høy er, som har vel i Fad.
— — nu i Soelskin sig i Regne-Kappe svøber,
Skiønt Himmelen er klar, af Frygt for Regn dog løber,
Mod alle Hendelser i Dag bevæbnet er,
I Morgen man ham heel determineret seer.
— — nu er delicat: af hendes Courtisaner
Hun dem omfavner kun, som regne sexten Ahner;
Ved Kiønhed, Høyhed nu man hende vemmes seer,
En Vognmand elsker just for han en Vognmand er.
— — nu for Propreté jeg hører Folk at laste,
Nu seer han atter ud som Frue-Dag i Faste;
Hvordan han klæder sig, saa holdes han for Giek,
Thi nu han dræber Folk med Desmer, nu med Drek.
— — nu Papyrius i Taushed overvinder,
En anden Tid man fuld af Sprekker hannem finder,
Hans Taushed lignes kand med Demning-sluttet Vand,
Det standses, at det gaae med større Force kand.
For Medisance — — jeg nu seer Folk at hade,
Man som for Sygdom maa ham derfor aarelade;
Nu taal han ey, man Feyl seer paa hans broget Mær,
Men siger: ikke saa! det dog Guds Skabning er.
— — i hvert Eventyr har sexten Parentheser,
Nu, naar han skriver, man Laconisk Bøger læser;
I hvad Extremitet han falder, hvor det gaaer,
Saa mager han det saa, at man ham ey forstaaer.
— — nu som Phaëton sig udi Luften svinger,
Nu lider han ey for sin Død, man Stilen tvinger,
Nu fører han en Stiil som en enfoldig Rus,
Nu eftefølger han i Skrift Confucius.
— — paa en Loybenk sig den gandske Dag nu strekker,
Nu er saa flittig, at hver Midnat man ham vekker;
Jeg altid finder, at han er upasselig,
Nu udaf Ladhed, nu at han forslæber sig.
Du siger: slige Folk dog ere meget rare;
Ach! hvis at Vinduer paa Hierterne kun vare,
Man lidt Tigelliansk fandt moxen i hver Mand.
Een saadant bedre end en anden skiule kand,
— — som en Plato tal tidt, naar han Griller fanger;
Min Helt Tigellius, vel-meriteret Sanger,
Kun fulgte sin Natur og uden Masqve var.
Han strænge Censor selv var en masqveret Nar;
Thi, naar jeg efterseer heel nøye hans Bedrifter,
Med rette Øye naar jeg læser kun hans Skrifter,
Jeg seer, Horatius en Rem af Huden har,
Og uden Masqve at med hiin han giør et Par;
Thi nu jeg hannem seer Mæcenas at flattere,
En anden Tid jeg hør ham sterk philosophere,
Nu er han Hofmand, nu igien Philosophus,
Af denne Sanger leer, og selv er Proteus.
I saadant vi kand lidt hinanden forekaste;
Naar andre vi belee, vi selv os ikkun laste.
Det store Medium man ingen holde seer,
Thi i hvert Menneske en selsom Chaos er
Af Frygt, Formastelse, Koldsindighed og Iver,
Som vor Machine hen i Precipicer driver,
Af Daarskab, Gravitet, Bravoure, Coujonerie,
Af Vantroe, Overtroe, af Lyst, Misantropie,
Af Skiødesløshed, af for stor Accuratesse,
Af Ladhed, Flygtighed, af Høyhed og Bassesse,
Af Attraae og Foragt, af Rundhed, Gierrighed,
Af Ild og Iis, af Hevn og Medynk, Krig og Fred,
Af Blye, Mercurio, af Flegma og af Galde.
Hvad kand man Mennesket med Billighed da kalde?
Hvad Definition dig synes rettest er?
B: Af din Beskrivelse jeg ingen anden seer,
Jeg Definition ey bedre kand formere,
End det er Dyr, som man kand ikke definere.