Svæv, Evan! ned og nærm Dig til vort Sæde
Og kryst din bedste Drue, blide Gud!
Pokalen skal med Ærefrygt og Glæde,
Med flammende Begejstring tømmes ud!

Det gjælder ham, som bort fra Danmarks Strande
Gik som en Jason ud med Kraft og Mod
Og lagde sejrende i fjerne Lande
Den tabte gyldne Kunst for Danmarks Fod!

Det gjælder ham, som svundne Gudeslægter
Guddommeligt har tryllet frem i Leer,
Som slog sin Lyra med sin Mejsel-Plekter
I høje Heltesange med Homer!

Det gjælder ham, hvem Davids Orgeltoner
Sank dybt med Vælde i det rørte Bryst!
Som skrev i Billedet af en Forsoner
En anden Højsang fuld af Aand og Trøst!

Hans skjønne Dag vi herligt saae sig svinge
Med Blomsterfylde over Syd og Nord;
Gid Natten seent ham hæve paa sin Vinge
Bort fra en sørgende, veemodig Jord!!

Svæv, Evan! ned og nærm Dig til vort Sæde
Og kryst din bedste Drue, blide Gud!
Pokalen skal med Ærefrygt og Glæde,
Med flammende Begeistring tømmes ud!