Vaarens svulmende Natur
Atter Lyst og Længsel bringer,
Og som liden Fugl i Buur
Sjælen slaar med sine Vinger.
Hjertet bliver ømt og ungt,
Fryder sig ved alt det Skabte,
Ak, men savner dobbelt tungt
Hvad det her paa Jorden tabte.

Hvo kan undres da om Du,
Med Dit varme Moderhjerte,
Selv i Vaarens glade Nu
Gribes af en lønlig Smerte, -
Men saavist som Nordens Sne
Ei kan Nordens Foraar hæmme,
Skal Dit Øje atter see
Ham, Dit Hjerte ej kan glemme!