Med Vaaren vaagner atter Hjertets Længsel -
Naturen vækkes af sin lange Dvale,
Det gjærer rundt i Skov og Mark og Dale
Og Livet myldrer frem i munter Trængsel.

„Ak!" lyder Sukket da med stille Klage,
„Snart glædes hver en Skabning sødt ved Livet,
Selv Luftens Myg, selv mindste Fisk i Sivet -
Men Han, han vender aldrig meer tilbage!"

Og Tanken sænker sig i gamle Minder,
Man hører som en Røst fra Livets Gaader:
„Der er en hellig Villie, som raader,
Og Den, som synes tabende han vinder"!