Du selv, en Blomst fra Jordens Have,
Med Rod i Evighedens Grund,
Kan tyde Tanken af min Gave
I denne alvorsfulde Stund:
Et venligt Billed jeg Dig sender
Paa Ynde, og paa Ungdomskraft,
Hvor jordisk Blomsterskjønhed brænder
Og Sundhed boer i Stilkens Saft: -
Dog selv i Dine rene Hænder
Vil Farvepragten slukkes ud,
Og Alt hvad timeligt kun blænder
Hjemfalder ogsaa Tidens Bud. -
Kun hvad om Himlen kan erindre
Skal aldrig falme, aldrig døe,
Og i Dit eget Hjertes Indre
Du finder evigt Blomsterfrø: -
O! beed da Himlens Gud om Kraften
At dyrke Hjertets Blomster ret,
Da er Du, selv i Livets Aften
En yndig duftende Bouket!