Hvert Digterskib har tonet høit sit Flag
Og hilser Dig med Kongeskud idag;
Selv mindste Snekke møder til din Fest
Og svinger Vimpelen, som den kan bedst,
Mens Sorø holder kjærligt Dig i Favn
Og tegner i sin gyldne Bog dit Navn: -

Dit Navn! For mig det er en Tryllestav,
Som bringer Perler op fra Tidens Hav:
Jeg nævner det — og i sit Rosenskjær
Staaer Ungdoms søde Drøm mig atter nær;
Dit første Harpeslag med Vaarens Lyst
Igjennembæver atter dybt mit Bryst -
Jeg seer mig selv, hvordan jeg dengang gik,
Forelsket fast som i en Piges Blik,
Hvordan jeg stod fordybet i dit Syn,
Din blege Kind, dit Øies Tankelyn -
Ja selv, hvordan jeg stjal med Angst og Gru
Din Haandskrift — ak, jeg ejer den endnu! -
Kun Digteren og Elskovs første Smil
Kan saare med saa sværmerisk en Piil.

— Mon nu forandret er min Hu? O nej!
Saa gammel Kjærlighed den ruster ej:
Mit Øje følger dine Stjerneskud,
Som naae, hvor Tiden ej kan sende Bud;
Dit Nordlys leder magisk hen mit Blik
Til gamle Tiders svundne Romantik, -
Og nu, da sagteligt det gaaer mod Qveld,
Din Orgeltone freder om min Sjæl: -

Tag Hjertets Tak! Gud signe hver din Vej,
Du ædle Gave fra den danske Maj!