Om ny Hoteller og Hippodrom,
Der tales vidt og bredt i Staden,
Og Speculanterne løbe om,
Som de var rasende, paa Gaden
De røde Roser og Himlens Blaa,
Det unge Foraar agter Ingen paa,
Kun Sølvets Klang,
Ei Lærkens Sang,
Kan finde Vei til Sjel og Øre.

Selv her har Sølvet os sammenkaldt,
Men Sølv, som Hjertet respecterer,
Som staaer, om tusind „Passager" faldt
Med samt de lystige Passagerer:
De røde Roser og de Øine blaa,
Har trofast samlet mangt et Aar derpaa,
Tyst Dag og Nat,
Voxed hin Skat,
Som spreder her sin Glands i Aften.

Og Guden Amor som Speculant,
Blandt os ved Festen er tilstede;
Han er i Huset saa hjemmevant,
Gevinsten tæller han med Glæde:
Han tæller Fem og Tyve svundne Aar,
Sødt dufte Roserne i Gudens Haar,
Tyve og Fem!
Trofast i dem!
Og Hjertets Ild endnu den samme.

Han fletter hurtigt en Sølverkrands,
Og nærmer sig de To ved Bordet,
Betragter Begge med Øiets Glands,
Og fordrer gravitetisk Ordet:
„De røde Roser og de Øine blaa
Kan man i Danmark, seer jeg, stole paa,
Tag hen med Fryd
Sølvkrandsens Pryd,
I Tidens Fylde vinker Guldet!"

Hvad bedre, Venner! nu gjøres kan,
End fylde Bægret indtil Randen,
Og tømme Skaalen for Christian,
For Vennen, Broderen og Manden: -
De røde Roser og de Øine blaae,
Kom lad os atter Viin i Bægret faae,
Sara, Dit Vel!
Trofaste Sjel!
Op Venner, Hurra for dem Begge!