Rød sank til Hvile Dagens Stjerne
I Guld og Pragt
Og vinked frem sin blege Terne
Til Nattevagt;
Men varm endnu af Kys fra Solen
Var Vind og Luft,
Og rundtom sendte Natviolen
Sin søde Duft. -

„Naar Solen synker vil jeg møde,"
Hun loved bly -
„Os Haven med de tause Døde
Skal skjænke Ly:
Der spejder intet Blik og Øre
Vort skjulte Spor,
Kun Moder skal i Graven høre
Dit Afskedsord." -

Og paa hiin Bænk ved Aftentide
Hun trofast sad -
Jeg satte mig ved hendes Side
Veemodig glad;
Som dybe Suk de sagte Vinde
Forbi os drog,
Af alle Hjerterne derinde
Kun vore slog.

„Farvel" er kun et Ord saa lille,
Men det har Magt -
Og Taaren kom fra Hjertets Kilde,
Da det blev sagt;
Jeg trykked kjærligt Pigens Hænder
Til Bryst og Mund -
„Du seer mig glad, naar Rejsen ender,
Vær trøstig kun!"

Da stirred hun med Et og bæved,
Og op hun foer -
Ved hendes Fod sig langsomt hæved
Den sorte Jord -
Af Angst sneg dunkel sig en Skygge
Ind i min Sjæl,
Det var, som blegnede vor Lykke
I samme Qvæld.

„Kom!" hvisked jeg, „hvorfor vel grue?
Det Intet gjaldt -
En Muldvarp skjød sin lille Tue,
See, det var Alt!
Men bort! her skeler Dødens Dvale
Til Livets Held -
Her synge ingen Nattergale
Til vort Farvel!" — -

Ak, sælsomt skifter Livets Scene!
Knap svandt et Aar,
Da sad jeg atter — men alene,
Hvor Bænken staaer:
Det elskte Navn, jeg maatte skue
Paa Gravens Bræt
Og gyse for den lille Tue,
Som dog fik ret.