Forlængst er visnet mit lyse Hang,
Forlængst forstummet min Fuglesang -
Kun Ravnen kommer i Blæst og Slud
Og tynger min Gren og hviler sig ud;
Til Tak den varsler med hæse Skrig,
Som om den rundtom lugtede Liig:
Den spaaer mig kun stakket min Foraarsdragt,
Og Skovbundens yndige, stille Pragt;
Den haaner min hvælvede Sommersal,
Hvor Vinden vifter saa sund og sval;
Den hvæser, at jeg har Pengeværd,
Men ikke, saalænge jeg dovner her,
Og skriger, at nu har Fornuften talt,
Og Øxen ligger ved Roden alt. -

Ak! Mennesket lever — det husker jeg godt -
Dog „ikke af Mad og Drikke blot,"
Det bringer mig til Trøst, thi ydmyg jeg troer,
At ogsaa jeg er et lille „Guds Ord,"
Som aandigt i Menneskets Fryd har Deel -
En Spire til Skjønhed i hans Sjæl:
Vi Begge har fælleds Moder god,
Ved hendes Hjerte er knyttet min Rod,
Og saarer han dybt sin Moders Barm -
Hun let kunde løfte til Tugt sin Arm. -

Hvor mindes jeg glad de kjærlige To,
Som standsede her i min eensomme Ro!
Han bad — og hun hæved sin skjønne Haand
Og løsnede Lokkernes Silkebaand:
Da rullede ned en Strøm saa fuld
Af Frejas det lyse, bløde Guld,
At Ynglingen stod som henrykt en Stund
Med Guldet trykt til sin varme Mund; -
Hvad følte han da? mon gjerrig Sands
Til Skatten at sælge, naar den blev hans?
Nej — kom en Frister med Penge og Sax,
Jeg raaded ham bedst, om han flygtede strax: -
Endnu hævder Ynde og Skjønhed sit Navn! -
Det letter mit Sind! — nu fløj min Ravn.