„Nu hæver sig en Aftenvind,
Og Duggen falder;
Annine, Søster! ak, kom ind,
Før Moder kalder!
See, Mosekonen brygger alt,
Og giftigt damper hendes Malt,
Og hist og her en Stjerne
Har tændt sig i det Fjerne."

Nej, Søster, end en liden Stund
Med Lyst jeg nøler;
Jeg er saa hed om Kind og Mund,
Og Duggen køler;
See, Maanen frem bag Skoven gaaer,
Og — tys! hør Nattergalen slaaer! -
Og snart de lette Dampe
Faae Sølv fra Nattens Lampe.

„Annine, mind Dig Moders Dom:
De Kinder hvide
Har Maanen for sin Sværmenom
Ved Nattetide;
Hvad Nattergal? O Phantasi!
Sanct Hansdag er jo længst forbi;
Nej — Rudolph gaaer og føjter,
Og det er ham, der fløjter."

Min Søsterlil! I Ungdomsvaar
Du vil fornemme,
Man hører i et hele Aar
Dens søde Stemme -
Om det var Rudolph eller ej,
Vil jeg erfare paa min Vej -
Lad ene mig kun trine,
Og vent paa din Annine!