Endt er Sommerhedens Qvalme, -
Hvad vil Sydens Ild i Nord?
Danmarks Bøg er ingen Palme,
Snogen ei i Græsset boer:
Frit vil Hver sin Aande drage -
Brænder Solen ret med Fynd,
Kalde vi det „Hundedage", -
Gud forlade os vor Synd!

Med en mild og dæmpet Varme
Aabner nu September smukt
Sine kraftigsunde Arme,
Rækker os sin svale Frugt;
Dagen har igjen sin Aften,
Ven til Vennen sender Bud -
Hjemme blinker Druesaften,
Ude smukke Stjerneskud!

Og September har i Eje
Iblandt Dage En især -
Dybt for den de Andre neje
Sig med et fordunklet Skjær.
Den til Glæde sætter Stevne
Et begejstret Vennelag,
Og med Ære vi den nævne
Jublende „Vor Frues Dag!"

I dens Favnetag vi haste,
Den er uden Tvang og Baand,
Ingen „Fruedag i Faste"
For vor Sands og for vor Aand: -
Tidt naar vi os fjerned glade,
Morgenstjernen stod i Øst,
Og den øde, stille Gade
Gjenlød af vor muntre Røst!

Lyse Stund blandt Livets Dage!
Hendes Glædesfest og Hans!
Vend i mange Aar tilbage
Med din friske Asterskrands!
Kommer saa de Dage kolde,
Og lidt Mismod tidt med dem,
Er dit Minde blandt de Skjolde,
Som vi trøstigt holde frem!