Uskyld, vor Lyksalighed!
du Naturens Førstefødte!
smiil du stedse til os ned!
stedse du vort Liv forsøde!
Dig ledsager Nøisomhed,
du gjør glade, du gjør rige;
ingentid du fra os vige,
o da veeg vor Lykke med.

Du ved Dagens første Smiil
os til lette Pligter kalder,
skjænker Mod og Kraft dertil,
at os intet møisomt falder.
Paa dit Vink om Aftenen
vi fra fuldendt Dagværk ile
til den velfortjente Hvile;
huld du smiler ned til den.

Ærlighed og Troskab gaae
ind og ud af vore Døre;
ingentid vi anke paa,
om en Ven til os de føre.
Fro modtage vi enhver,
som med Vennesind vil nyde
hvad med Vennesind vi byde,
og har dig og Glæden kjer.

Saa vort hele Liv ved dig,
Himlens Datter, fro hensvinder;
ligt den Bæk, som fredelig
igjennem Blomsterengen rinder.
Her i Uskylds Moderarm
skjøn er hver en Dag vi nyde,
skjøn som Roserne vi bryde,
fri for Kummer, fri for Harm.

Om end Himlen Mørkner sig,
om end stundom Vanheld møde,
Uskyld! blot et Smiil fra dig
kan os disse selv forsøde.
O du, vor Lyksalighed!
gjør os glade, gjør os rige!
Ingentid du fra os vige,
o da veeg vor Lykke med.