Skal den hedde viis, som det ei rører,
der behersker Daarens tomme Sind,
mig frem for de Syv det Navn tilhører:
mig er Guldet Muld, og Æren Vind.
Lykken mig ei Rang, ei Penge gav,
jeg er ligeglad,
jeg leer deraf.

Jeg har set de Rige blegne, bæve,
hver gang Specierne steeg og faldt;
skulde jeg i Angest svæve,
var min Rigdom lidt vel dyrt betalt.
Nei! min Skat min Viin, : har stadig Værd,
den er evig god, mig evig kjær.

Skulde jeg mig bukke og kredentse,
for at blive til en fornem Mand?
Jeg misunder ingen Exellence,
han maa mellem Fjender drikke Vand,
og jeg sidder her : i Vennekreds
ved et godt Glas Viin, og veltilfreds.

Bacchus fra de store Tafler jages,
da man veed, han aabner Hjerterne,
og der vilde smukke Ting opdages,
kunde man isomme Stores see.
Ene den, hvis Sjæl er reen og fri,
den tør drikke Viin, thi drikke vi!

Een Ting fattes kun i vores Glæde,
saa bød den al Jordens Glæde Trods,
vare vore Skjønne her tilstæde,
skjænkede, drak med, og kyste os.
Og erindres bør med fulde Maal,
skjænk og klink og drik : din Donnas Skaal!