Paa Frihed høres Alle skrige,
skjøndt Faa kun veed hvad det vil sige.
Mit Hjerte og for Frihed slaaer;
men uden Lov og Dom at hænges,
derefter jeg slet ikke længes;
min Hu til anden Frihed staaer.

For de fordømte smaae Karafler,
der herske paa de Stores Tafler,
jeg frem for Alt vil være fri;
og endnu mindre vil jeg tigge,
hver ussel Draabe, jeg skal drikke,
af en Hansqvast i Liberi.

Fri vil jeg være, mens jeg spiser,
for al den Kjævlen om Aviser,
den nye Pasqvil og Politik.
Er det ei nok, at vore dage
er skabt i Arbeid og til Plage?
Vor Aften er til Ro og Drik.

At vore Vægge, vore Døre
er fri for Tunge og for Øre,
det er mig og en Hovedsag;
at Ven kan frit med Venner skjemte,
da hvert uveiet Ord Man glemte,
saasnart man gik af Vennelag.

Hver, som vil denne Frihed hylde,
med mig sit Glas til Randen fylde,
og med sin Nabo klinke fro.
I dette deres gamle Sæde
gid Venskab, Ærlighed og Glæde,
og saadan Frihed stedse boe!