Os den vise Syrak lærer,
Vinen glæder Mennesket,
skjøndt jeg Mandens Viisdom ærer,
har han dog ei altid Ret.
Der skal meer end Viin dertil,
naar til gavns Man glædes vil.

Sorgfuld Stakkel tit vil mene,
han bortdrikke kan sin Sorg,
sidder i en Krog alene,
tømmer mangen Pæl paa Borg;
om han tømte sig et Fad
drak han sig dog aldrig glad.

Drikke Viin imellem Fjender
heller aldrig glæde kan,
Man paa Stores Tafler finder
derfor ogsaa lutter Vand.
Derfor var jeg ogsaa glad,
at jeg der kun sjelden sad.

Ynde, Viid og Venskab kryde
Vinen her ved dette Bord,
raske Sange muntert lyde,
Glæden her hos Bacchus boer.
Her har vise Syrak Ret,
Vinen glæder Mennesket.

Du som adler alle Glæder,
alle Sorgers Medicin,
ædle Venskab! dig til Hæder
ofre vi den ædle Viin!
Venner! skjænker bredfuldt Maal!
Værten og hans Gjæsters Skaal!