Naar hele sit Levnet Man nøie beseer,
er Livet en Dands, og slet ingen Ting meer.
Lyksalig er den, som kan dandse den ret,
der ei løber sur, og bliver ei træt!
I Glæde, i Glæde hans Liv svinder bort,
og er, som en Dands efter Bordet, ham kort.

Men ene at dandse er ikke saa let;
det trætter saa meget og morer saa slet.
Hver søge sig derfor en Dame at faae,
saa skal han erfare, hvor Dandsen vil gaae.
Saa freidigt, saa freidigt vi svæve affsted,
som Roser fremspirede i hendes Fjed.

Men Dandsen sin Art ei til fulde end har,
saalænge Man kun er det enkelte Par.
Det rigtige Liv kommer først i sin Tour,
naar Venner saa glade med os gjør Figur.
O Venner! o Venner! o maatte enhver
faae hele sit Liv figureret som her!

Her dandse vi samtlig med frydefuld Aand
til Glæden, ved Skjønheds vejledende Haand.
Saa troligt for os figurerer hver Ven,
og selv samme Skjel vi ham gjøre igjen.
Thi skjænker, thi skjænker til skummende Maal!
De Skjønnes, de Venners, de Dandsendes Skaal!