Mit Levnet bestandig har sandet,
hvad Underværk Viinguden gjør.
Jeg drikker, men ikke for andet,
end Sorgen at jage paa Dør.
Jeg Eder mit Liv vil berette,
hvad Sorg og hvad Fryd jeg har havt;
men først maa vi Sorgerne lette
ved Druernes muntrende Saft.

Sin Formue testamenterer
en Ældgammel Gnier til mig,
i Tankerne jeg alt fortærer,
hvad han havde samlet til sig.
Men der kom Jurister som Fluer,
og de gik i Arv i mit Sted;
jeg fnøs, men i Saften af Druer
jeg drukned' min første Fortræd.

Jeg nu ubesindig attraa'de
ad Høihedens Bane at gaae;
jeg beiled' til Mægtiges Naade,
og evig i Forgemak laae.
De Store mig lovte saa meget,
men al deres Loven var Vind;
jeg fnøs, da jeg saae, jeg var sveget;
men Druerne muntred' mit Sind.

Saa vilde jeg Skjaldekunst dyrke,
og gaae i Poeternes Lag;
men Tanken den fattedes Styrke,
og Udtrykket mangled' Behag.
Min Smag overalt Man fordømte,
Kritiken slog Vrag paa min Sang;
jeg fnøs, men i Harme jeg tømte
vel hundrede Glas paa engang.

Jeg nu til en Skjønhed mig vendte,
(hvor farlig en Tilflugt jeg tog!)
Vel hundrede Hjerter hun tændte,
og lige saa mange bedrog.
Kun Ømhed fremlyste i Minen,
dog næred' hun Svig i sin Barm;
jeg fnøs; men jeg drukned i Vinen
den skuffede Kjærligheds Harm.

Forføriske Skjønhed! du ikke
mig Livet til Jammerdal gjør;
saalænge man elsker at drikke,
Man aldrig af Kjerlighed døer.
Ei meer skal din Haardhed mig lære,
at ønske mig ned i min Grav,
og ei skal Fortvivlelse skjære
for Tiden min Levetraad af.