I Ungdoms Vaar
groe Roser alle vegne;
snart den forgaaer,
og disse hastig blegne.
Lad os da nyde Vaarens Lyst,
førend dens Dage forsvinde,
pryde med Roserne vort Bryst,
før vi dem falmede finde!

Een er der kun,
som visner ingensinde;
til sidste Stund
vi ligeskjøn den finde.
Villigst den groer i Ungdoms Vaar;
hvo da forstaaer den at dyrke,
den ham i alle Livets Kaar
venligst skal qvæge, og styrke.

Hver trofast Ven
maa denne Rose hylde;
o! det er den,
vi vore Glæder skylde!
Venskab den skjønne Rose er,
den er vor Fryd og vor Lykke;
evig den blomstre blandt os her,
engang vor Gravhøi den smykke!