Du vort Selskabs Skytsgudinde!
Hulde Venskab! smiil herned!
Din Velgjernings glade Minde
samler os paa dette Sted.
Og hver Gang vi samles her,
det en Fest for Venskab er.

Selv du var vort Samfunds Moder,
selv du knytted' dette Baand;
mangen nidkjær, værdig Broder
ledtes til os ved din Haand.
Og Hvo dem skal blive liig,
han maa skjænkes os ved dig.

Dig til Priis vi stadig brændte
for dit Yndlings- Selskabs Vel;
thi den Flamme, du antændte,
gav du Næring i hver Sjel.
At det blev og er endnu,
Hvo har gjort det uden du?

Mangen Broder du bedrøvet
saae at vandre fra os hen,
mangen Ven, som var os røvet,
ile henrykt hid igjen.
Hines Sorg og disses Fryd
priser dig, trods Sangens Lyd.

Ædel Glæde stedse bygger
sig et Tempel tæt ved dit;
den blandt dine Palmers Skygger
dine Sønner gjæsted' tit;
Musers Gunst, vor Fryd og Roes,
Alting, Alting gav du os.

See os her erkjendtlig glade,
læs din Lovsang i hver Sjel!
Aldrig os din Aand forlade!
Da bortdrog du alt vort Held.
Stedse trone Venskab her!
Evigt da vort Selskab er!