Der var engang en tapper Mand,
som Teucer monne hedde,
han joges af sit fødeland
alt ved sin Faders Vrede.
Hendrevet til en fremmed Strand
sit Folk han sammenkaldte
og med sit Glas i Haanden han
saaledes til dem talte :

„I Brødre ! hidtil meget ondt
med mig i haver døiet,
og det troløse Hellespont
ved Vintertide pløiet;
nu teer Jer ogsaa her som Mænd,
en Polak lides ikke;
i Morgen seile vi igien,
i Aften vil vi drikke !"

Paa denne Verdens falske Hav
vi samtlig jo omdrive;
det Raad han sine Brødre gav,
jeg vil os alle give.
Hver Gang Man naaer en Ankerplads,
hvor deilig Drikke vanker,
Man hvile bør af sin Seilads,
og villig kaste Anker.

Og da dog Ingen veed sig fri
for samme Hav at pløie,
Held den, der stundom kan, som vi,
forglemme Sorg og Møie !
Gid Hver, som sørger paa vor Jord,
og ei sin Sorg fortjener,
sad fro som vi, ved sligt et Bord,
og mellem slige Venner !