De Mennesker vide saalidt, hvad de vil,
den blinde Gudinde den beile de til;
Een ønsker sig riig, og en anden sig stor, mon Riigdom og Høihed har saadant et Bord?

Den Rige forskriver sig dyrere Viin,
men drikker den aldrig saa glad som jeg min.
Paa Bordet hans Kok Snese Retter har slæbt,
men hos staaer hans Doktor og skriver Recept.

De Hyklere myldre som Myrer om ham,
og mangen en Naade saa stiv og saa stram.
De søge om Glæde, men finde den ei,
thi Kjedsomhed staaer bag hver Stol som Lakei.

Til blinde gudinder maa beile, hvo vil;
den, jeg skal tilbede, maa see, og see mild.
Min Viin er min Rigdom, vort Venskab min Rang.
Mit Maaltid maa krydres med Spøg og med Sang.

Til Glæde, til Glæde er Løsenet her,
thi Glæde og Viisdom det selv samme er.
Saa fylder da Glasset til Skummende Maal:
I Glade, I Vise, I Venner, Jer Skaal!