At Verden til Feide har udrustet sig,
blandt Konger, og Fyrster og Lærde er Krig.
En strider med Pen, og en Anden med Sværd;
Held os, som kan sidde saa fredeligt her!

Hvis Kongerne flittig forsamlede sig
og drak ved hver Tvist et Glas Viin paa Forliig,
fik Jorden en evig, og ønskelig Fred,
og Viintapperlauget floreerte derved.

Den Malurt, den Malurt, som kommer i Blæk,
maa gjøre den Lærde saa stridbar og kjæk;
men hvis han først Smagen paa Viin kunde faae,
han holdt sig til den, og lod Blækhornet staae.

Jeg lever i Fred med den samfulde Jord,
min eeneste Fiende staaer for mig paa Bord.
Med Flasken jeg fører evindelig Krig,
og var jeg ei stærkest, saa fældte den mig.

Til Vaaben! til Vaaben! og strider som Mænd,
der frygte ei Fjende, og svige ei Ven!
Den falder med Ære, der falder i Krig;
thi, Brødre! thi speiler Jer Alle i mig!