Alting paa Jorden er kun Fjas,
vis Kong Salomon os fortæller.
Mig er det ikke alt tilpas,
men saa ravgalt er det ikke heller;
Elskov og Venskab og Munterhed
Skulde da fjas kun være med.

Men der sad nu hans Majestæt
blandt andre Jøder stivt til Taffel,
Ingen har snakket eller leet,
men ikkun gabt paa Kniv og Gaffel.
Det er jeg fuldkommen eenig med,
saadant et Lag er Daarlighed.

Venner han og knap fundet har,
det gjør hans Lige meget sjelden;
Venskab tilhove gjerne var
Madding at lokke Folk i Fælden.
Om slige Venskaber troer jeg med,
stole paa den Daarlighed.

Og skønt han var saa grumme klog,
dum han været sommetider;
Tusinde Koner han sig tog,
Kjerlighed ingen Deling lider.
Hvis var nu Skylden, hvis han fandt,
Kjerlighed og var idel Tant?

Muntre vi dele Venners Lyst,
trofaste dele deres Smerte;
Og saarer Amors Piil vor Bryst,
skjenke vi Hjerte bort for Hjerte.
Hver af os sikkerlig ofte fandt:
„Alting paa Jorden er ei Tant."

Havde Kong Salomon, glad som vi,
drukket sit Glas blandt Venner,
han med os havde stemmet i,
dersom han Viismands navn fortjener:
„Alting paa Jorden er Daarlighed,
kun ei Viin, Venskab, og Kjerlighed.