Thor kvad:
Hvo er den Svend blandt Svende, som hinsides Sundet stander?

Færgekarlen kvad:
Hvo er den Karl blandt Karle, som tvers over Vandet kalder?

Thor kvad:
Færg mig over Sundet; jeg føder dig imorgen:
Kurv har jeg paa Bag, ei findes bedre Kost.
Jeg aad i Mag, før op jeg brød,
Sild og Havre; sent bli'er jeg sulten.

Færgekarlen kvad:
Med aarle Dont du Davren roser; — derefter veed du Intet:
Daarlig staar det sig hjemme hos dig; død er, troer jeg, din Moder.

Thor kvad:
Det melder du nu, som Alle vil mest beklage, at død er min Moder.
— — — — — — — — —
Færgekarlen kvad:
Lidet troer jeg dig til at eie trende gode Gaarde;
barbenet staar du i Betler-Pjalter,
end ei en Brog du bærer.

Thor kvad:
Styr kun hid med Jollen, Sted til at lande jeg viser dig.
Hvem har ellers den Baad, du der ved Bredden holder?

Færgekarlen kvad:
Hildulv han hedder, bød mig her at holde,
den raadsnare Kjæmpe; i Raadøsund boer;
ei bød han Kjeltringer eller Kvægtyve færge,
men kun de gode og gamle Kyndinge.
Siig da dit Navn, om over Sund du vil fare.

Thor kvad:
Mit Navn være nævnt, skjøndt nu jeg er fredløs
med al min Slægt: jeg er Odins Søn,
Meiles Broder og Magnes Fader,
Thrudhjems Herre: med Thor monne du tale.
Om det jeg nu spørger, hvad du vel hedder.

Færgekarlen kvad:
Hárbard jeg hedder, dølger det ei heller.

Thor kvad:
Hvi skulde du det dølge, naar ei Strid du bestaar?

Færgekarlen kvad:
Og om Strid jeg bestaar, mit Skind jeg vel hytter
for dine Lige, saalænge jeg ei er fei.

Thor kvad:
Ærgerligt er det mig at vade til dig over Vandet
og pjadske min Bylt til; jeg skulde nok, du Pjattekarl,
lønne dig Smædeord, naar jeg slap over Sundet.

Færgekarlen kvad:
Her monne jeg stande, herovre jeg bier dig,
ei haardere Mand du fandt, siden du fældede Hrungner.

Thor kvad:
Det minder du om nu, da jeg mødtes med Hrungner,
den stormægtige Jætte paa hvem Hovedet var af Sten.
Dog fik jeg ham til Fald og for mig segned han.
Hvad havde du for imens, Hárbard?

Hárbard kvad:
Jeg var med Fjølvar hele fem Vintre
udi det Øland, Algrøn hedder;
Fjender vog vi, Val vi fælded,
mangt vi fristed, Møer vi favned.

Thor kvad:
Hvordan havde det sig da med eders Hustruer?

Hárbard kvad:
Muntre havde vi Hustruer, naar milde de vare os,
kloge havde vi Hustruer, naar kjærlig' de vare os.
Men af Sand de Strikker snoede,
af Dalens dybe Grund de grove.

Overlegen var jeg dem alle i Raad.
Jeg sov hos de Søstre syv
havde al deres Gunst og Gammen.
Hvad tog du dig til imens, Thor? -

Thor kvad:
Thjasse jeg vog, den vældige Jætte,
Alvaldes Søns Øine jeg op
paa den klare Himmel kasted;
de er Mindesmærker om Daaden min,
alle Mænd siden dem se.
Hvad havde du for imens, Hárbard?

Hárbard kvad:
Mangt drev jeg Tant med Mørke-Ryttersker,
vendte fra Husbond deres Hu.
En led Jætte tyktes mig Hlebard: —
Ønske-Kvist han mig kaared;
men jeg gjorde ham galen.

Thor kvad:
Ilde, tykkes mig, lønned du gode Gaver.

Hárbard kvad:
Det faaer een Eg, hvad den anden mister;
i Sligt er sig selv man nærmest.
Hvad tog du dig til imens, Thor?

Thor kvad:
Østpaa var jeg, vog der Jætters
bidske Brude, der til Bjerg de ginge: —
Turser blev talrige, om alle trivedes,
Mænd ei monne i Midgaard findes.
Hvad havde du for imens, Hárbard?

Hárbard kvad:
I Valland var jeg, vakte Kampe,
Ægged Fyrster, Fred ei stifted.
Odin vælger Frimænd fra Val,
men Thor faar Trællenes Æt.

Thor kvad:
Ulige skifted du Skaren blandt Aser,
eied du saa stor en Evne.

Hárbard kvad:
Styrke har Thor, men Hjertet er smaat:
Af Rædsel og Feighed du i Handsken dig fjæled,

for Skræk og Vaande voved du hverken
at hoste eller nyse, at ei Fjalar det hørte.

Thor kvad:
Du Kvinde-Karl! jeg knuse dig skulde,
kunde jeg over Sundet strække.

Hárbard kvad:
Hvi skulde du over Sundet strække, da der ikke er Strid?
Hvad tog du dig dernæst til, Thor?

Thor kvad:
Østpaa var jeg og Aaen værned,
da Svarangs Sønner mod mig stormed:
Graasten de kasted, det gavned føie,
først de maatte om Freden bede.
Hvad havde du for imens, Hárbard?

Hárbard kvad:
Østpaa var jeg, med En jeg talte,
leged med den Linhvide i lønligt Stevne,
glæded den guldsmykte, Møen til Gammen.

Thor kvad:
Med Kvinde-Omgjængelse gik det dig godt!

Hárbard kvad:
Da havde jeg Trang til din Hjelp, Thor! for at tage den linhvide Mø.

Thor kvad:
Jeg havde dig vist den givet, hvis det var mig gjørligt.

Hárbard kvad:
Jeg havde dig vist fortroet, hvis ei du min Tillid sveg.

Thor kvad:
Ei er jeg slig en Hælbider som gammel Hudsko i Vaar.

Hárbard kvad:
Hvad tog du dig til imens, Thor?

Thor kvad:
Paa Læssø Bersærkers Brude jeg vog;
det Værste de voldte, Folk de forvilded.

Hárbard kvad:
Skjændsel du vandt dig, naar Kvinder du vog.

Thor kvad:
Varulve var de forvist ei Kvinder!
stødte mod Skib, da støttet det stod,
trued med Jærnkøller, joge Thjalfe — —
Hvad havde du for imens, Hárbard?

Hárbard kvad:
I Hæren var jeg, da hid den stevned,
med baskende Ban're, blodige Spyd. -

Thor kvad:
Det brauter du af; at du foer os Ufred at byde!

Hárbard kvad:
Det bøder jeg dig med Haand-Ringes Bod
efter Voldgifts Kjendelse, kan det os sone.

Thor kvad:
Hvor haver du nemmet de haanske Ord?
aldrig jeg hørte dem haanskere.

Hárbard kvad:
Nemmet dem har jeg af gamle Mænd,
der huse i Hjemmets Høie.

Thor kvad:
Dysser du giver godt Navn der,
naar du kalder dem Hjemmets Hoie.

Hárbard kvad:
Saa jeg dømmer om Sligt.

Thor kvad:
Din Tunge-Færdighed bliver dig farlig
hvis over Vig jeg vader;
høiere end Ulv hyle du vil,
naar du faar af Hamren Hug.

Hárbard kvad:
Sif har en Horkarl hos sig — ham skulde du finde,
da kan du bruge din Styrke, det anstaar dig bedre.

Thor kvad:
Mundsvær mæler du, hvad der mig mest skulde krænke,
Mand, du listig-feige! jeg tænker du lyver.

Hárbard kvad:
Sandt tænker jeg at sige; — sen er du paa Farten.
Langt var du kommen nu, Thor! om du lod dig færge.

Thor kvad:
Du Kvinde-Karl! du kunde mig længe nok sinke.

Hárbard kvad:
Asathor troede jeg aldrig
skulde af Færgekarl standses.

Thor kvad:
Raad mon jeg dig nu raade; ro hid med Baaden!
Tie vi med Trudsler, tag mod Magnes Fader.

Hárbard kvad:
Far du fjernt fra Vigen! Færgen være dig vægret.

Thor kvad:
Saa viis mig da Veien, naar ei du over Vig vil mig færge.

Hárbard kvad:
Lidt er det at vægre — langt er det at vandre
En Stund er der til Stokken, en anden til Stenen,
vælg da Veien tilvenstre, indtil Verland du naaer.
Der monne Fjørgyn sin Søn Thor finde,
og vise ham Ætlingers Veie til Odins Land.

Thor kvad:
Naaer jeg vel did idag?

Hárbard kvad:
Naaer det med Møie og Møde
ved gryende Sol saapas, gjætter jeg.

Thor kvad:
Kort bliver nu vort Maalstevne, da kun med Kivsord du svarer.
Løn for den nægtede Færge du faar, naar jeg anden Gang dig finder.

Hárbard kvad:
Far nu did hvor alle Trolde dig tage!