Ved alle Døre, før ind man gaar,
speide man skal,
skue man skal;
thi uvist er at vide, hvor Uvenner sidde
foran paa Gulvets Fjæle.

Gavmilde, hil jer! Gjæst er indkommen,
hvor skal han Sæde søge?
Den ei dvæler, som for Døre
skal sin Fremgang friste.
Ild har Behov, hvo ind er kommen
og er paa Knæene kold.
Mad og Klæder er Mandens Tarv,
som haver paa Fjeld faret.
Vand har Behov, hvo til Vesper kommer,
Haand-Klæde og Hilsen,
venligt Væsen — om han vinde det kan —
Tale og lydhør Tavshed.
Vid har Behov, hvo vide vandrer,
Alt gaar saa jævnt hjemme;
Øie-Skive vorder, hvo Intet veed
og sammen med Snilde sidder.
Ei af sin kløgt skal Mand sig kry,
heller sindig i Sinde;
tavs den Kloge til Hjemgaard kommer;
sjelden voldes Varsomme Ve.
Den varsomme Gjæst, der til Vesper kommer,
tier med lydhør Tavshed;
lytter med Øre, lurer med Øie, —
slig Speiden er Vismands Vane.
Taaben gloer, naar til Gilde han kommer,
mumler i Skjæg og skuler;
alt saasnart en Slurk han faar,
ligger for Dag hans Dumhed.
Ei holde man sig til Kruset, drikke dog høvisk Mjød,
tale til Tarv eller tie;
ei lægger Nogen dig det til Last,
at du gaar snart at sove.
Graadig Mand uden Menneskevid
æder sig Alderssvaghed til; —
Mangen til Latter i Kloges Lag
blot ved sin Bug blev.
Hjorde vide, naar hjem de skulle,
og da de af Græs gange;
men usnild Mand aldrig kjender
egen Maves Maal.
Usselryggen, den ilde-sindede,
spotter over dit og dat;
ei han veed, hvad vide han burde,
at ei han for Feil er fri. —
Usnild Mand mener at Alle,
der smile vænt, er hans Venner;
ei han mærker, at Ondt om ham mæles,
naar han blandt Snilde sidder.
Usnild Mand mener at Alle,
der smile vænt, er hans Venner;
tidsnok han mærker, naar paa Thinge han møder,
at han har Faa til Forsvar.
Usnild Mand mener at vide Alt,
blot han har Balgen bjerget;
ei han veed at vælge sit Svar,
naar Kloge gaa ham paa Klingen.
Usnild Mand, der blandt Mennesker kommer,
ham er det tjenstligst at tie.
Andre ei aner, at Intet han kan,
naar ei han for meget mæler.
Viis tykkes sig den, som veed at spørge,
og sige hvad Andre sagde;
Intet skjule kan Slægters Sønner,
hvad først er ude blandt Folk.
I Overflod mæler, hvo aldrig tier,
Ørkesløse Ord; —
rapmælt Tunge, som render uden Tøile,
snakker sig ofte til Skade.
Ingen gjøre Anden til Øieskive,
naar han til Gjæstebud gaar;
ofte tykkes sig vis, hvo uspurgt vorder,
og tørskindet kan tvære.
Vis sig tykkes, naar Flugt han tager,
en Gjæst som har Gjæst gjækket;
lidet mærker den, over Bordet ler,
at han blandt Gramme griner.
Mange Mænd mene hinanden vel
og feide dog over Fadet;
stedse er det Slægters Stof til Strid,
Gjæst kives med Gjæst.
Aarle Maaltid skal Manden tage,
ei fastende komme til Fest;
sidder og hænger, ser forhungret ud,
og kan om faa Ting fritte.
Gange du skal, skal Gjæst ei være
stedse paa samme Sted;
Liflig bliver led, naar længe han sidder
paa de fremmede Fjæle.
Bo er bedst, om end lidet det er,
i sit Hus er enhver Herre.
Har du to Gjeder og en vidietækt Hytte, —
det er dog bedre end Bøn.
Bo er bedst, om end lidet det er,
i sit Hus er enhver Herre.
Hjertet bløder hos den der maa bede
om Mad til hvert et Maaltid.
Vaaben og Klæder skal Venner vexle,
sligt paa dem selv synes;
Giver og Gjengiver blive gamle Venner,
om vedblivende Alt gaar vel.
Ven for sin Ven skal en Mand være
for ham og for hans Ven;
men ingen Mand skal sin Uvens
Venners Ven være.
Har du en Anden, som ilde du troer
og vil dog Godt af ham vinde: —
fagert du mæle med ham og falsk det mene,
giv løs Tale for Løgn.
End Et om ham, hvem ilde du troer,
og paa hvis Sind du ei stoler:
le skal du med ham og listig mæle
Lønnen være Gavens Lige.
Ung var jeg fordum, ensom jeg foer;
da forvilded jeg mig paa Veien;
Rig jeg mig tyktes, da en Anden jeg traf:
Mand er Mands Gammen.
Fyrren paa Torp trives ei, frønnes
blottet for Bark og Bar;
slig er den Mand, hvem slet Ingen elsker,
hvi skal han længe leve?
Hedere end Ild, brænder blandt onde Venner
Fred i fem Dage,
og slukner da, naar den sjette kommer,
som aldrig der Venskab var.
Ikke meget en Mand skal give,
tidt kjøbes Lov for lidt;
med en halv Lev og heldende Krus
jeg mig en Fælle fik.

Brand af Brand brænder til brændt den er,
Ild tændes af Ild.
Mand for Mand: er ved Mælet kundbar,
dum bliver den der tier
Aarle skal opstaa, hvo der vil Andens
Liv og Løsøre have;
sjelden fanger liggende Ulv et Laar,
eller sovende Mand Seir.
Aarle skal opstaa, hvem Arbeidere fattes
og gaa sin Gjerning at røgte;
meget sinkes hvo om Morgenen sover,
Raskhed er halv Rigdom.
Tørre Bjælker og Næver til Tækning
derpaa veed Manden Maal;
veed og hvormeget Ved forslaar
til Halvaar og til Hælvten.
Toet og mæt ride Mand til Thinge
om end ei kostbart klædt;
ved Sko og Brog sig Ingen skamme,
og heller ei ved sin Hest.

Den klaprer og snapper, naar den kommer til Søerne,
Ørnen paa det urgamle Hav;
saa er en Mand, der blandt Mange
kommer og har Formælere faa.
Spørge og svare den Vise skal,
om han vil klog kaldes;
vide ene og ei selvanden,
Thinget veed hvad tre veed.
Den Snilde i Raad skal sin Styrke
holdt i Ave have;
det han finder, naar blandt Frøkne han kommer,
at Ingen er aller-kjækkest.
Varsom og vagtsom hver Mand være,
tøvende med Venne-Tiltro;
ofte for Ord, som til Andre sagdes,
maa man Bod byde.
Meget for tidlig jeg mangt Sted kom
og for sent til somme;
Øl var drukket eller ulavet,
sjelden finder Brydsom Bryg.
Her og hist blev til Hus jeg buden,
hvis jeg kræved ei Mad til Maaltld,
eller to Skinker hang hos min tro Ven,
naar jeg havde een ædt.
Ild er det bedste, for Ætters Børn
dernæst Sol at se
og god Helsen, om den kan haves,
og uden Last at leve.
En Mand er ei Stakkel om end han skranter;
somme er sæl ved Sønner,
somme ved Frænder, somme ved Formue;
somme ved velgjort værk.
Bedre i Live end ligge paa Baar,
den Kvæge faar sig vel Kvæg,
Blusse saae jeg Baal for Rigmand,
selv laa han død for Dør.
Halt rider Hest, Haandløs driver Hjord,
Døv er dygtig i Dyst;,
Blind har det bedre end Brændt har det,
et Lig er til liden Nytte.
Søn er bedre skjøndt sent født,
Naar Faders Liv er ledet;
Sjelden Bautasten staa ved Vei;
uden reiste af Maag for Maag.

Ei veed en Mand, som Intet veed:
Mangen vorder Overflods Abe.
En er rig og arm en Anden,
Ingen bør derfor dadles.
Fæ døer, Frænder døer,
selv døer man tilsidst.
Men Eftermælet aldrig døer,
hvor det er vel vundet.
Fæ døer, Frænder døer,
selv døer man tilsidst.
Eet veed jeg, der aldrig døer,
Dom over hver en Død.

II. Odins Eventyr.

1. Odins Ølrus.

1.
Ei er saa godt som godt det kaldes
Øl for Ætternes Sønner;
thi mindre veed jo mer han drikker
af sit Mod en Mand.

2.
Glemsels Heire over Gilder svæver,
den stjæler Mandens Mod;
med den Fugls Fjedre blev i Fjedre jeg lagt
udi Gunløds Gaard.

3.
Drukken jeg blev, blev død-drukken
alt hos Fjalar hin Frode;
da er Øl bedst, naar Alle derefter
hjembringe Mande-Modet.

2. Odin og Billings Mø

4.
Paa Møers Ord ei meget du stole
og ei paa hvad Kone kvæder;
thi paa svingende Hjul deres Hjerter skabtes,
og dem lagdes Bratsind i Bryst.

5.
Det jeg sanded, da i Siv jeg sad
og efter min Lyst Iængtes;
Blod og Hjerte var mig den blide Mø,
endda jeg ei hende eier.

6.
Billings Mø paa Bolstre fandt jeg
solhvid at sove;
Jarls Herlighed Jammer mig tyktes,
naar ei han med den Lyse leved.

7.
'Silde mod Aften skal Odin du komme,
om du vil med Mø mæle;
ilde sig sømmer om ei sammen ene
slig en Synd vi kjende.'

8.
Bort jeg gik og at gilje haabed,
viis Villie foruden;
vist jeg vented, at vinde jeg skulde
al hendes Gunst og Gammen.

9.
Dernæst kom jeg, da var det kjække,
væbnede Folk vaagen;
med brændende Lys og med baarne Blus,
saa vistes mig Vinterveien.

10.
Og ud paa Morgen, da atter jeg kom,
Sov Huskarle i Hallen;
en Hund jeg fandt, som den hulde Pige:
havde ved Leiet lænket.

11.
Mangen huld Mø, — naar meget forskes —
svigefuld er mod Svend;
det har jeg sandet, da jeg den snilde
Kvinde til Lyst lokked.


3. Odin og Suttungs Mjød

12.
Maalstærk være Mand, som meget vil vide,
Tidt skal om Godt han tale;
'Erketaabe' hedder hvo Intet kan sige,
det er Uvises Art.

13.
Urjætten jeg søgte, nu kommer jeg atter,
Lidt fik hos Thursen jeg tavs;
Mange Ord jeg mælte mig til Fromme
Udi Suttungs Sale.

14.
Borets Mund lod jeg bryde Rum
Og i Graasten gnave;
Over og under gik Jætters Veie
Da voved jeg Hals og Hoved

15.
Gunlød gav mig paa Gyldenstol
Drik af den dyre Mjød;
ilde Løn jeg lod hende have
for hendes fuldtro Villie,


16.
Vexlet Skikkelse skaffed mig Nytte,
Lidet den Snilde savner;
thi er Odrerer op nu kommen
til Jord-Slægternes Hjem.

17.
Tvivlsomt det er mig, om jeg atter var kommen
ud af Jætters Gaarde,
havde ei Gunlød den gjæve jeg nyttet,
der lagde om mig sin Arm.

18.
Dagen derefter droge Rimthurser
til den Høies Hal: —
om Bølværk var kommen tilbage til Guder
eller var af Suttung slagen?

19.
Ring-Ed har Odin aflagt — tykkes mig —
hvo vil hans Tilsagn tro?
Svegen lod fra Gilde han Suttung gaa
og græmmet Gunløde.

III. Loddfafnesmál.

20.
Tid er at tale fra Talerstolen!
Alt ved Urdas Brønd
saae jeg og tied, saae jeg og tænkte,
hørte den Høies Tale.

21.
Jeg raader dig, Loddfafner, og Raad du tage!
nyde du skal, om du nemmer,
Lykke du faar, om du lærer!
Staa ei op om Natten, uden for at speide
eller søge afsides ude.

22.
Jeg raader dig Loddfafner, og Raad du tage!
nyde du skal, om du nemmer,
Lykke du faar, om du lærer: —
seidkyndig Viv du i Favn ei sove,
lig ei i hendes Lemmers Lukke.

23.
Saa hun det føier, at føie du agter
Thing eller Drots Tale;
ei glædes ved Mad eller Mænds Gammen
og gaar sorgfuld at sove,

24.
Jeg raader dig Loddfafner, og Raad du tage!
nyde du skal, om du nemmer,
Lykke du faar, om du lærer: —
Andens Viv du aldrig vinde
Elskovs-Yndest af!

25.
Jeg raader dig Loddfafner, og Raad du tage!
nyde du skal, om du nemmer,
Lykke du faar, om du lærer: —
Lyster dig at fare paa fjeld eller Fjord
sørge du vel for Veikost.

26.
Jeg raader dig Loddfafner, og Raad du tage!
nyde du skal, om du nemmer,
Lykke du faar, om du lærer: —
om Ven du eier, som vel du troer,
far ham tidt at finde;
Ris der groer og høit Græs
paa Vei, som Ingen vandrer.

27.
Jeg raader dig Loddfafner, og Raad du tage!
nyde du skal, om du nemmer,
Lykke du faar, om du lærer: —
Lok af god Mand Gammens Runer
og lær dig Lægedoms-Galder.

28.
Jeg raader dig Loddfafner, og Raad du tage!
nyde du skal, om du nemmer,
Lykke du faar, om du lærer: —
overfor Ven være du aldrig
først til Forhold at bryde;
Sorg æder Hjertet, naar sige du kan
til Ingen din hele Hu.

29.
Jeg raader dig Loddfafner, og Raad du tage!
nyde du skal, om du nemmer,
Lykke du faar, om du lærer: —
Aldrig skulde Ord du skifte
med en usnild Abe;

30.
thi ond Mand monne aldrig
Løn for Godt give;
men god Mand mægter ganske
at gjøre dig liflig ved Lov.

31.
Det er Fostbroder-Sind, naar sige man tør
til En sin hele Hu;
Intet er værre end Vankelmod,
Ven taler ei altid til Villie.

32.
Jeg raader dig Loddfafner, og Raad du tage!
nyde du skal, om du nemmer,
Lykke du faar, om du lærer: —
ei trende Ord spild i Trætte med en Slet.
Ofte den Bedre bier,
naar den Slette slaar.

33.
Jeg raader dig Loddfafner, og Raad du tage!
nyde du skal, om du nemmer,
Lykke du faar, om du lærer: —
ei flikke du Sko eller skjæfte Spyd,
uden du for dig selv maa sørge,
er Skoen vrang eller Skaftet skjævt,
det monne dig Vanheld varsle.

34.
Jeg raader dig Loddfafner, og Raad du tage!
nyde du skal, om du nemmer,
Lykke du faar, om du lærer: —
Hvad Ondt du kjender kalde du Ondt,
og giv ei dine Fjender Fred.

35.
Jeg raader dig Loddfafner, og Raad du tage!
nyde du skal, om du nemmer,
Lykke du faar, om du lærer: —
Aldrig du skal ved Ondt dig fryde,
men have af Godt Glæde.

36.
Jeg raader dig Loddfafner, og Raad du tage!
nyde du skal, om du nemmer,
Lykke du faar, om du lærer: —
Ikke i Slaget skue du opad,
at Henfarne ei dig forhexe.

37.
Jeg raader dig Loddfafner, og Raad du tage!
nyde du skal, om du nemmer,
Lykke du faar, om du lærer: —
Vil du af god Mø Gammens-Runer vinde
og deraf Fryd fange,
fagert du love og fast det holde;
ei ledes man ved god Gave.

38.
Jeg raader dig Loddfafner, og Raad du tage!
nyde du skal, om du nemmer,
Lykke du faar, om du lærer: —
Læg ei for Had, hav ei til Latter
Ganger eller Gjæst,
ofte veed ei, hvo inde sidder,
af hvad Art den Komne er.

39.
Jeg raader dig Loddfafner, og Raad du tage!
nyde du skal, om du nemmer,
Lykke du faar, om du lærer: —
ad graa Skjald ei grine du skal,
tidt er godt hvad Gamle kvæde;
tidt af vindtør Bælg kom vise Ord,
fra dem med hængende Hud
og skjælvende Skind,
der trække om med Trællene.

40.
Jeg raader dig Loddfafner, og Raad du tage!
nyde du skal, om du nemmer,
Lykke du faar, om du lærer: —
bliv ei glubsk mod Gjæst, gjen ham ei paa Port,
vær de Trængendes Velgjører.

41.
Stærk er den Stang, som svinge skal
for Alle ind at lukke;
en Ring du afse, ellers man ønsker dig
Lidelse i hvert Ledemod.

42.
Nu er den Høies Ord i Hal kvædne
Ætters Børn til Tarv
Jætters Børn til Utarv!
Hil, dem kvad! hil, dem kan!
Nyde, hvo nam! hil, dem hørte!

IV. Rune-Sangen.

1.
Jeg veed at jeg hang paa vindgynget Træ
samfelde ni Nætter,
stungen med Spjud, skjænket til Odin,
jeg selv til mig selv.

2.
Ei bødes mig Brød, ei bragtes mig Horn,
nedad speided jeg skarpt:
Runer jeg hæved, hæved dem raabende,
saa faldt jeg ned tilsidst.

3.
Ni Storkvad nam jeg af Sønnen
til Bølthorn, Bestlas Fader;
modtog Drik af den dyre Mjød,
øst af Odrerer.

4.
Tog jeg til at styrkes og trives saare
voxe og viis vorde;
Ord mig fra Ord til Ord leded,
og Værk fra Værk til Værk.

* * *

5.
Runer mon du finde og raadede Stave,
meget store Stave,
meget stærke Stave,
som Storskjalden skar, Skaberne tegned,
og den rigeste As risted.

6.
Odin blandt Aser, for Alfer Dain
og for Dværgene Dvalin;
Alvis for Jætter .........
Jeg ristede selv somme.

7.
Veed du at riste, veed du at raade?
veed du at male, veed du at maale?
veed du at bede, veed du at blote?
veed du at sende, veed du at øde?

8.
Bedre u-bedet end overblotet —
Gave er gjort for Gjengjæld —;
bedre usendt end overødet
— — — — — — — — —
Saa risted Thund før Rigernes Tid;
drog han saa did, deden han kom.

V. Galder-Sangen.

1.
Kvad jeg kan, som Kongeviv kan ei,
heller ei Slægters Sønner;
'Hjelp' hedder et, det mon dig hjelpe
i Sorg og svare Sager.

2.
Det andet kan jeg, som Alle maa kjende
der vil som Læger leve.
— — — — — — — — —
— — — — — — — — —

3.
Det tredie jeg kan, naar jeg trænger haardt
til Bolt og Fjedre mod Fjender:
jeg døver da de Dristiges Ægge,
saa bider ei Vaaben, ei Værge.

4.
Det fjerde jeg kan, naar Fjender bringe
Lænker at lægge mig krum:
da galdrer jeg saa, at jeg gange kan,
sparker af Fødderne Fjedre,
sprænger Hændernes Stok.

5.
Det femte jeg kan, ser jeg en fjendtlig
Pil gjennem Fylkingen fare:
saa stødt den ei flyver, den standser jo brat,
møder den barsk mit Blik.

6.
Det sjette jeg kan, vil Nogen mig skade
med Rødder af raat Træ:
hver den Mand, som min Vrede vækker,
ham nager Men mere end mig.

7.
Det syvende kan jeg, stander i Luer
Hal over bænkede Helte:
ei brænder den saa bredt, jeg bjerger den jo,
slig kan jeg Galder gale.

8.
Det ottende kan jeg, som er for Alle
saare nyttig at nemme:
hvor Had voxer blandt Herskeres Sønner,
stiller jeg Striden strax.

9.
Det niende kan jeg, nødes jeg til
at bjerge min Baad paa Hav:
Vind over Vove lader jeg hvile
og byder Bølgerne Ro.

10.
Det tiende kan jeg, naar Trolde-Tøi
frem gjennem Luft farer:
saa jeg virker, at de forvildes
ud af Hexehamme,
ud af Hexehu.

11.
Det ellefte kan jeg, om jeg i Leding
fører fuldtro Venner:
under Skjolderand galer jeg, at stærke de gange
karske Kampen mod,
karske Kampen fra,
karske hvor de komme.

12.
Det tolvte jeg kan, naar i Træet oppe
jeg ser en Dødning dingle,
saa jeg rister og Runer maler,
at han gaar af Galgen
og med mig kan mæle.

13.
Det trettende kan jeg, om mig betroes
Dreng med Vand at vie:
ei han falder, naar i Fylking han kommer,
ei segner den Svend for Sværd.

14.
Det fjortende kan jeg, skal jeg for Folket
Guders Navne nævne:
Aser og Alfer kjender jeg alle,
sjelden kan Uviis Sligt.

15.
Det jeg kan, som Thjodrerer kvad,
Dvergen for Dellings Døre:
Kraft gol han for Aser, for Alfer Fremme,
Tanke for Hroptatyr. —

VI. Spredte Sprog.

1.
Den er sæl, som selv sig skaffer
Ros og Runestave;
misligt er Alt, hvad Mand skal eie
udi Andens Bryst.

2.
Den er sæl, som eier selv
Vid og Lov i Live;
maadeligt Raad tog mangen Mand
udaf Andens Bryst.

* * *

3.
Bedre Byrde bar Ingen bort
end af Mandevid meget;
bedre end Formue er den i det Fremmede,
den er de Trængendes Tilflugt.

4.
Bedre Byrde bar Ingen bort
end af Mandevid meget;
værre Veikost var ei paa Vidderne
end overmaade Øltørst.

* * *

5.
Tavs og sindig skal Fyrstens Søn
være og vaaben-vant;
glad og munter hver Mand skal være,
mens han sin Bane bier.

6.
Modløs Mand sig udødelig mener,
blot han i Feide ei falder;
men Alderen lader ham aldrig Fred,
selv om ham Spærene spare.

* * *

7.
Den kun veed, som vide vandred,
og haver fjernt om faret,
hvilket Sind den Mand besidder,
der om Vid er vidende.

* * *

8.
Vidløs Mand hver Nat vaager
ængstes for dit og dat;
da er han mødig, naar Morgenen dæmrer,
og Bekymringen er der end.

* * *

9.
Stor Omvei er der til Uven,
om end han ved Adelvei huser;
men til god Ven Gjenstier gaa,
om end han er fjernere faren.

* * *

10.
Fra sine Vaaben en Mand ei vige
et Skridt bort paa Sletten;
thi uvist er at vide, naar paa Veiene ude
Helten har Spyd behov.

* * *

11.
Saa mild og gjæstjri Mand jeg ei mødte,
at ei han jo tog mod Tak;
og heller Ingen saa ødsel end,
at hannem var Lønnen led.

12.
Hvo sig Formue vandt med Flid,
skulde ei Trang taale.
Tidt spares til Lede hvad Liflige undtes,
mangt gaar værre end ventet.

13.
Gavmild, modig Mand lever bedst,
sjelden han Sorg nærer;
men feig Mand frygter for Alt,
gnidsk han gruer for Gaver.

14.
Klæder mine ude paa Marken
gav jeg til Træmænd to;
Kjæmper de tyktes, da klædt de var,
let bliver Nøgen til Nar.

* * *

15.
Ven for sin Ven skal en Mand være
og gjengjælde Gave med Gave;
Latter en Mand med Latter modtage
og løs Tale med Løgn.

16.
Smaa Sandrev — smaa Søer,
smaat er Menneskers Mod;
ei blev Jævninge Jordens Mænd,
stedse er Slægten tvedelt.

17.
Middel-viis hver Mand skal være,
aldrig over-viis;
de Folk føre fagrest Liv,
som Meget vel veed.

18.
Middel-viis hver Mand skal være,
aldrig over-viis;
sjelden Vismands Sind er glad,
om han er altfor viis.

19.
Middel-viis hver Mand skal være,
aldrig over-viis;
eget Øde vide Ingen forud,
da har han sorgfriest Sind.

* * *

20.
To høre til Tvekamp; Tunge er Hoveds Bane;
Haand venter jeg skjult i Skindpels;
til Nat sig glæder, hvo paa Nadver stoler;
korte ere Køier,
hastig er Høstnat;
i fem Dage vexler Vinden tidt,
og meget mer i en Maaned.

* * *

21.
Fulde Fade saae jeg hos Fitjungs Sønner,
nu bære de Betlerstav;
Eiendom er som Øiets Blink
vankelmodigst af Venner.

22.
Usnild Mand, der i Eie vinder
Guld eller Vivs Godvillie, —
hans Stolthed voxer men ei hans Vid,
høit stiger hans Hovmod.

23.
Da er han ransaget, naar om Runer du spørger,
som for de Høiest-baarne
høie Magter skabte og Storskjalden skar:
da bliver han Svar skyldig.

* * *

24.
Ved Kveld ros Dag, Kone, naar hun er brændt,
Brand, naar den er brugt, Brud, naar hun er given,
Is, naar du kom over, Øl, naar det er drukket.
I Vind skal du Ved hugge, ro, naar det er Veir til det,
i Mørke med Mø tale — Dag er mangeøiet —
af Skib fordre Skynding og Skjærm af Skjold,
Hug af en Brand og af Bruden Kys.
Ved Ild skal du drikke Øl og paa Is løbe Skøiter,
kjøbe mager Kleppert og rusten Klinge,
fede Hest hjemme og i Udhus Hund.

25.
Bristende Bue, brændende Lue,
gabende Ulv, galende Krage,
rodende Svin, rodløst Træ,
voxende Vove, kogende Kjedel,
flyvende Flen, faldende Bølge,
natgammel Is, ringlagt Orm,
Bruds Bolster-Ord, brusten Brand,
Bjørns Leg eller Konges Barn,
syg Kalv, selvraadig Træl,
Vølve-Smiger, nyfældet Val,
din Broders Bane, paa bred Vei mødt,
halvbrændt Hus, hurtigste Hest,
— unyttig er Ørs, naar een Fod er brudt —
vær aldrig saa tryg, at du troer dem Alle.

26.
Saa er Kvinders Færd — de der falsk det mene —
som age paa Glatis med ubraaddet Hest
— to-aars, kaad og ilde tæmmet —
eller i rygende Storm med rorløs Snekke,
eller halt fange Ren i Tø paa Høiderne.

* * *

27.
Usaaet Ager tro ingen Mand
og ei for snart sin Søn;
Veir raader for Sæd og Vid for Søn,
tvivlsomt det er med de to.

* * *

28.
Klart vil jeg tale, thi begge jeg kjender:
svigfuld er Svend mod Viv;
fagrest vi mæle, naar falskest vi mene,
det daarer dydigt Sind.

29.
Elskov skulde een Mand den anden
aldrig til Last lægge;
tidt fanges Vismænd, hvor Daarer gaa fri:
af et yndefuldt ydre.

30.
Ei man lægge Anden til Last,
hvad der Mange møder;
til Nar gjør tidt ham der nævnedes viis
Minne den meget mægtige.

31.
Kun Hu det veed, hvad ved Hjerte huser,
ene den overskuer Sind;
den Værste Sot for en Viis det synes
ved Intet at have Behag.

* * *

32.
Faurt man tale og Formue byde
for Vivs Elskov at vinde;
love Møens lyse Lød,
den faaer, som frier.

* * *

33.
Ei findes saa god Mand,
at Feil ham ei følger,
eller saa ussel, at han Intet duer.

* * *

34.
Jeg raader dig Loddfafner, og Raad du tage!
nyde du skal, om du nemmer,
Lykke du faar, om du lærer:
en ond Mand du aldrig lade
af dit Vanheld vide;
thi af ond Mand aldrig du faar
Tak for din gode Tro.

35.
Skambidt helt en Helt jeg saae
af ond Kvindes Ord;
listig Tunge ham Livet røved,
og end ei var Sagen sand.

36.
Jeg raader dig Loddfafner, og Raad du tage!
nyde du skal, om du nemmer,
Lykke du faar, om du lærer:
varsom du være ei over-varsom;
varsomst med Øl og med Andens Viv,
og med det for det Tredie, at Tyv ei bestjæler dig.

37.
Jeg raader dig Loddfafner, og Raad du tage!
nyde du skal, om du nemmer,
Lykke du faar, om du lærer: —
hvor Øl du drikker vælge du Jord-Kraft,
Vang skal tage mod Væde.

* * *

38.
Det sextende kan jeg, naar jeg en snild Møs
Gunst og Gammen vil eie:
vender jeg hvid-armet Vivs Villie,
omskaber alt hendes Sind.

39.
Det syttende kan jeg, at sent mig forlader
den mandvoxne Mø.
Længe monne du, Loddfafner!
disse Sange savne;
dog gavne hvad gives, nytte hvad nemmes,
være til Tarv hvad tages.

40.
Det attende kan jeg, som aldrig jeg kundgjorde
Mø eller Mands Viv
— Alt er bedre hvad Een kun veed
hermed Sangene slutte —
uden den Ene, som med Arm mig omslynger
eller min Søster er.