Troe mig, Damon: Vor Siel har sit bestemte Maal,
Som vort Legem af Støv — Mennesket aabner vel
Altid graadigt sit Bryst — troer det et bundløst Svælg,
Naar det higende seer Glædens kristalne Strøm -
Ak! — det veed ei, hvor faa Draaber det rummer kun! -
Hastig mætted og dorsk, seer det med Græmmelse
Nectar, Gudernes Lyst — Sig kun en smagløs Drik,
Evig strømme forbi, skiønt det ei tørster meer -

Ofte stræber det nidsk, dæmmende for dens Løb,
At tilegne sig Fryd, Forraad af Salighed,
Som det glubende dog, ei kan fortære selv -
Kun forgieves! — Thi snart taber den standsede
Al sin himmelske Kraft — døende bliver den
Snart et dunstende Kiær, muddret og vemmeligt! -
Kun den Glæde, som rask fandt sig en anden Flugt,
Eller frelste sig selv høit over Demningen,
Kun den snoer sig endnu reen, som sit første Væld,
Giennem Dalen — et kiert Møde for Vandreren,
Sød og kraftfuld for hver, til han har slukt sin Tørst! -

Ei den Lyst, som vor Arm vældig opøser os
I Korinthiske Kar, fremfor de svagere
Pillegrimme, som drak, af deres hule Haand -
Ei den Glæde, som Kunst, eller aarvaagen Flid,
Eller, Viisdom, Du selv leder i tusind' Rør,
Til vor higende Barm — Ei den Lyksalighed,
Som den enige Jord ydmyg frasiger sig;
Og, henrykt ved vor Glands, eller — som ofte skeer -

Blot forblindet og ræd, troer eller kalder vor -
Ei den straalende Fryd, den som Algodhed selv,
Af sit aabnede Svælg, fyldte med kierlig Haand,
I vort Begger, og mild heldte til Læberne -
Men kun den, som vort Bryst, naar det udvider sig,
Med sin yderste Kraft, mægter at spænde om,
Den, min Damon, er vor! — Den kun tilhører os! -

Croesus eier ei meer, af sine Dynger Guld
End en Drachme maaskee skienker hans mindste Træl;
Kun et Hierte — og ak! — hvilket et Hierte fuldt! -
Bort med Usle, hvis Navn smitter en Sang til Dig,
Men Pharsaliens Helt, eller Philippi Søn,
Eller — elsker Du helst ham, som i Lænkerne,
Straaler meer, end de to — Socrates! — Har de meer,
Af det Held af den Glands, som de har svøbt sig i,
End den Fryd, som der' Siel, — stoer — men dog endelig,
Fik af Skaberen Rum, Ømhed og Evne til? -
Troe mig, mangen ukiendt, som fra sin Hyttes Dør,
Taus udspreder i Dag, Dyd og Velsignelser,
Har et Hierte, saa fuldt — muligt, saa stort, som de! -

Før den Eviges Haand veiede Polerne,
Blev vor Glæde, som os, passende Grændser satt' -
Alle — Hyrde og Helt, Armods og Viisdoms Ven,
Møde sikkert et Maal, hvor de alt mættede,
Om de sænktes i Fryd, ei kan nedsvælge meer! -
Kun den sieldne, kun den tør overskride det,
Der, som Castor og Du, eier en dobbelt Siel! -
Der, ledsaget ved Smiil af den Algode fandt,
End et Hierte, som sit, end et udvidet Bryst,
Som han svælgende kan fylde med Held og Fryd! -

O, hvor herligt et Lod traf da Din Pythias! -
Han, som Skaberen først dannede selv en Siel,
Stor til Himlenes Fryd — Stærk til Heroers Lyst -
Øm til grædende Dyds mildere Salighed! -
Saa — som kunde han ei rumme sit Held deri -
Gav Din flammende Siel, Damon! — og saa sin H**s,

Ømme svulmende Barm — aaben for Gudernes
Vellyst! — Gav ham dem, at nyde sin Glæde med! -
O! — naar Sangersken nu seer ham — den Heldige,
Snart nedsænkt i sig selv drikke den Tappres Fryd -
Frelste Borgeres Smiil — Faldende Fienders Roes -
Og Dig, Heltenes Løn, evig uskiulte Glands! -
Snart med brændende Tørst, ved sin Venindes Barm,
Svælge Kierlighed i hurtige Aandedræt;
Henrykt — drukken, o Dyd, af Dine Taarers Lyst! -
Snart omslynged af Dig, Damon! — med himmelsk Roe,
Giennemføle, hvad før Castor og Pollux fandt;
Da det modige Par, vandrede Haand i Haand,
Dobbelt stærk ved sin Pagt, Veien til Stiernerne! -
Og saa samle sig heel — og med tredobbelt Siel,
Nyde Dig — og med tre Munde velsigne Dig,
Glædens herligste Dag, Du, som med smilende
Straaler vakte ham først til sit bundløse Heidi -
Da, min Damon, o da smelter Calliope,
Ved det himmelske Syn! — taber sin gyldne Luth! -
Og med opløfted Haand, stammer hun neppe ud:
Ofte — Heldige Tre! — Heldigste Pythias! -
Ofte strømme Din Dag, herlig og blid, som nu,
Ned fra Glædernes Veld! — ofte opfylde den,
Din udvidede Barm! — evig, som nu, for stor,
Til min Læbe — og til kunstige Harpers Lyd!