Vær høy min Graad! — for Himlen vil jeg klage! -
Til Almagt Throne skal min Jammer naae! -
Thi den — kun den beskygger Støvets Dage! -
Den giør den mørke, som den giør dem faa.

Og han, den strænge Gud, som bød os Smerte,
Han smilte til os, og tilloed os Graad -
Vel smelte — kun ey trodse tør vort Hierte! -
Vel sukke — kun ey stampe mod Hans Braad!

Og — hvad er levnt den usle Søn af Jorden,
Naar Vreden knuser al Hans Lyst og Haab? -
Hvad andet har Han mod almægtig Torden,
End bange Suk, og hæse Klage-Raab? -

Ak, naar den svøbt i Nattens Mørke knittrer,
I Kamp med huule Storme, Slag i Slag;
Ak, da skal Støvets Broder, skiøndt han zittrer,
Dog ey begræde den utabte Dag! -

Men Himmel! naar en Foraars Morgen smiler -
Naar Vesten-Vinde lisple Haab og Lyst -
Naar Solens Glands har skiult de Torden Kiler,
Som hastig slaae vort Glæde svangre Bryst. -

Da svulme Suk — da strømme hede Taarer -
Da høre Himle Klagens høye Lyd -
Vort Hierte iisner ved den Ild, som saarer,
Og smelter ved vort tabte Glimt af Fryd. -

O! SANDERSCHOV! — — som Soelen tilig maler
Den Søe-blaae Himmel med et blegrødt Guld,
Og spaaer os tusind Glæder, før den daler,
Og tylder Haab og Tryghed i vort Muld;

Saa Ven, saa straalte Du — din Morgen spaaede
Umørknet, varig, tryg Lyksalighed,
Dyd, Viisdom, Held og alt, hvad Støv attraade,
Og alt, hvad Siæle her kan glædes ved -

Vi Arme, vi, som Kummer nu fortærer,
Vi, som nu spilde Klagens hæse Raab -
Forældre, Slægt, og jeg, din Ven, din Lærer,
Vi saae — vi følte Dig, vor Aftens Haab! -

Igiennem Glædes Taarer saae mit Øye,
Din Siæls, dit Hiertes Dydes spire frem -
De moednedes — Jeg knælte for den Høye,
Som havde skiænkt os og betroet mig dem! -

Da kom Hans Skye — den glimter — den bortriver
Vor Fryd — vort Haab i Glædens rige Skiød! -
Du sankst i Godheds Straaler! — os omgiver
Almagtens Nat, og Skyggen af Din Død. -

Derfor skal Himlen see min Taare rinde
Ved denne Haandfuld Aske af min Lyst -
Og selv dens Vink — dens sidste Vink skal finde
Min Ven — mit Tab — min Kummer i mit Bryst.