Og dig bør Tiden lære os at frygte
Og idel Vandheld giøre skrækkelig,
Lyst til at høre Nyt! Og du, o Rygte
Hvem bør vel meere længes efter dig?
Knap fandt jeg Ønskes Maal, en stille Boelig,
Et maadeligt og roeligt Leve-Brød;
Før du misundte mig, at være roelig,
Og raabte til mig: HUULEGAARD er død.
O ædle Baand, som sammenlænker Hierter!
O Venskab! Intet Svælg betog din Magt;
Jeg i min Afkrog føler samme Smerter,
Som Synet selv hos nogen har frembragt.
Min Forestilling seer min Ven i Støvet
Og Tanken følger ham, saa langt den kan,
Snart giør hans bleege Ansigt hin bedrøvet,
Snart svarer denne: nu belønnes han. -
Saa kalder hendes Graad mit Suk tilbage,
Som her paa Jorden var hans største Fryd -
Da finder Hiertet at det bør beklage



Ey Dydens Løn og Maalet for vor Nød -
Ey den som vinder, den som taber Glæde,
Kan fordre Taarer ved den Frommes Død -
Stig høyt min Sang! — Hans efterladte Mage
Hans største Skatt, som vi beholdt igien,
Udfordrer al min Sang og al min Klage -
Ak! — at hun kunde skildres ved min Pen! -
Du skiulte Dyd, som vel fortient, at kiende
Dog søgte kun din fulde Roes i dig. -
Du tause Kummer kun bekiendt af hende
Du skal opfordre Verdens Roes ved mig.
Har Viisdoms Lov giort Forskiæl her paa Jorden
Paa ædle og paa glade Mennesker? -
Saa foreskrev da Himlen selv den Orden
At Dyden ey skal faae Belønning her?
Hvem rev vel, haard mod Troskabs ømme Taarer
Den fromme evald fra dit kielne Bryst?
Og hvilken Arm opløfter sig og saarer
Det nu igien og dræber al dets Lyst?
Den Roes var stoer at elskes af den første
Han kunde skaane, men ey elske Feyl! -
Men var hans Hierte ey mod dig det største
I Kierlighed? — og dine Ønskers Speyl?
Af ham opelsket, som en ædel Pode,
Opfyldte du hans Haab og blev hans Lyst;
Han saae dig henrykt voxe i det Gode,
Og kiendte snart sit Hierte i dit Bryst.
Og denne Gartnere, som du fortiente,
Og dog forgiæves tiggede med Suk,
Forlod dig — Glæden, som du kunde vente
Var kun en Drøm, som havde været smuk
Da fandt kun faae af hiine ædle Hierter,
Som selv i Nøden kalde Dyden skiøn;
Hvor ufortiente og hvor bittre Smerter
Din ædle Troeskab høstede til Løn. -
En taus Beundring og den Roes at bære
Dit Kors med et en Christen værdigt Mod
Det Navn af evalds og af Dydens Ære
Var al den Trøst, som Himlen da tillod.
Endnu brød Solen frem — En liflig Straale
Skiød ned fra Glæden, for at fryde dig
Thi selv den strænge Himmel kan ey taale
At see den Fromme steds beklagelig.
Da fandt du i min Ven en trofast Mage
Og om ey Trøst, dog Lindring i din Nød.
Da lovte Alting idel glade Dage -
Og nu er atter al din Glæde død
Ey Omhu, ey Fortieneste ey Taarer,
Og ey en hærdet eller prøvet Dyd
Har kundet bøde for det Slag som saarer;
Du kan fortiene, andre høste Fryd.
Men Ædel til at kunde overvinde
Saa stort et Tab, trøst dig ved Himmelen!
Der skal du, skiønt først sildig, sikkert finde,
Din fulde Løn, din EVALD og min Ven.