FOR DEN FØRSTE PARENTATION

Undersaatterne
Chor.

O Skræk! hvad seer jeg? — den Mægtige i Norden
Er falden — Stille Sort, du Vidne til vor Nød,
Og du vort Suk fortæl Indbyggerne paa Jorden,
At Frederik den Femte — ach! at Han er død.
Kuns du o Himmel maae ey see os græde;
Bort Glæde bort! — vort Tab beriger dig;
Men skiælv forladte Jord! — Vor fælleds Glæde,
Vor Frederik var — ey bestemt for dig.

En Undersaat

Ach! bange Hierte,
Det er forgiæves
At du med Heftighed nedtrykkes og ophæves.
Du kan vel føle, hvad der saarer,
Du kan vel føle til din Smerte:
At skildre den, staaer ikke i din Magt.
Selv Øyet søger frygtsom Skiul i Taarer,
Og tør halvblendet ey betragte
Den Grav, hvori dets Fryd er lagt.
Og Tungen, skiælvende ved det, som Øyet seer,
Tør neppe sige sagte:
Min Frederik, Han er — ach — ikke meer.

Arie.

Ægyptisk Mørke skiulte Norden;
Afgrunden aabnede sit Skiød;
Døds-Domme brøltes ud med Torden,
Og Lynild viiste Skræk og Død:
Da streed jeg med afbrudte Sukke
Mod Himmelen, som vilde slukke
Den Soel, som glædte Cimbrien.
Men nu mit taareblendte Øye
Seer smagtende op til det Høye,
Nu øyner jeg min Soel igien.

Chor.

Vor Hoveds Krone er affalden; vee os nu! thi vi have syndet.

FOR DEN ANDEN PARENTATION

Religionen

Som Egens tætte Skygge
Giør Nattergaler trygge
For Ørnens Kløer og Slangens Braad;
Som Plads-Regn ikke giør dem vaad;
Og Solens alt for stærke Heede
Selv ey kan trænge til der Reede:
Saaledes giorde Frederik mig rolig;
Hans Hierte var min Tempel og hans Land mit Slot;
Han skiulte mig for frække Aanders Spot;
Han skyggede for Overtroens Heede,
Og var en trofast Muur mod bittre Fienders Vrede;
Men hvem forstyrrede min Boelig?

Dyden
Arie.

Som Klippen staaer, skiønt Bølger, Storm og Torden
Forbittred' rasend' støder, hviner, slaaer;
Som Solens Gang, og som Naturens Orden;
Kuns ved sin Skabers Almagts Bud forgaaer:
Saa stod min Frederik, min Klippe og min Stytte,
Hvem rokkede dens Grund, Jehova, uden du?

Undersaatterne
Chor.

Græd Dyd, men ey for dig; du giorde kuns et Bytte:
See op til Christian: din Klippe staaer endnu.

FOR DEN TREDIE PARTENTATION

Freden

Da Vester-Havet brusede med Torden,
Og Tydsklands Bierge svømmede i Blod;
Da Ild og Luft og Hav var enige om Jorden,
At være mig, sig selv og Himmelen imod;
Da flygtede jeg hen
Til Frederik i Norden,
Og fandt udi hans aabne Arme Skiul igien.
Hans Slot var mit Paulun; Hans Navn min Ære.
Hans ædle Hierte var min Sikkerhed.
Trods blodig Lorbær-Krands stod Olie-Greenen færdig
At pryde Frederik, som han var værdig;-
Men ach! jeg synker ned,
Cypresser, ach Cypresser skal det være!

Lyksaligheden
Arie.

See du, som Slaget ikke rører,
Og døm fra det du seer og hører,
Om vores Sorrig er for stor!
See Nordens Fryd og Cimbrers Glæde
Omhyllet med et Sørge-Klæde,
Og selv Lyksalighed i Flor.

Undersaatterne
Chor.

Ja vi, som Slag og Smerte rører,
Vi sukker mere end man hører,
Og føler mere end man troer.

EFTER DEN TREDIE PARENTATION

Videnskaberne

Kan Viisdom selv ey holde Taarerne tilbage,
Og er Fornuftens Slutninger for svage?
Har Alderdommen, har de Viises Røst,
Har selv Naturens Stemme
Og har Erfarenhed ey nogen Trøst,
Hvorved vi kan vort Tab forglemme?
Ney bryder Taare-Kilder bryder,
Og vider, at hvor Pligt og Troeskab byder,
Og hvor en Konges Død er Grunden til vort Suk,
Er Taarer selv en Ziir for Videnskaber;
Men nu, vor Frederik er det vi taber,
Nu, ach! nu er al Klage smuk.

Arie.
Taalmodighed

Græder Nordens Nationer;
Lader Suk og Jammer-Toner
Stige op mod Himmelen.
Flyder, flyder salte Taarer,
Slig et Tab kan fordre Graad.
Men selv Fryd var ingen Brøde,
Thi er Frederik blant Døde,
Lever Christian igien:
Og den samme Gud, som saarer,
Giver Lægedom og Raad.

De afskeedstagende Undersaatter
Chor.

O matte Skræk! — vi gyse — Tungen stræber
Forgiæves at oplukke vore Læber.
Forgiæves hæves Hiertet for at see
Sin Skat endnu engang blant Levende.
Fornyede Taare-Strømme blender Øyet,
Opliver Smerte døver Sands og Siæl.
Vor — Gud! — vor Siæl og Hierte er nedbøyet;
Vor Konge — ach — vor Fader — ach — Far vel!

DA DEN HØYSALIGE KONGE BLEV UDFØRT

Motetto med Klage-Sange.
Chor.

Job. 30,31.
Vor Harpe er bleven Sorrig, og vor Orgel til grædendes Lyd.

Solo.

Hold Taare op at trille,
Og du vor Cithar — stille!
Nu bæres Kongen bort
Til Graven -

Chor.

Nu bæres Kongen bort til Graven.
* * *

Chor.

Begr. 5,17.
Derfor var vort Hierte svagt; derfore ere vore Øyne formørkede.

Solo.

Lad det forgrædte Øye
Sig end engang fornøye,
Vi seer vor Frederik
Ey meere. -

Chor.

Vi seer vor Frederik ey meere.
* * *

Chor.

1 Kong. 3,6.
Han vandrede for dit Ansigt i Sandhed og Retfærdighed, og i
Hiertets Oprigtighed mod dig.

Solo.

O Ynk! — saa bær da Norden
Din største Skat til Jorden
Op Cimbrer følger med
Og klager! -

Chor.

Op Cimbrer, følger med og klager! -
* * *

Chor.

Psalm. 145,7.
De skal udbrede din store Godheds Ihukommelse, og synge med
Fryd om din Retfærdighed.

Solo.

Viis, Naadig og Retfærdig,
Dig og Din Throne værdig! -
Tag disse Navne med
I Graven -

Chor.

Tag disse Navne med i Graven.
* * *

Chor.

Zach. 11,2.
Hyyl Fyr; thi Ceder er falden — Hyyler Basans Eeger; thi den
største Skov er nedfalden.

Solo.

Farvel vor Døde Glæde!
Vi kan ey meer end græde, -
Tag disse Taarer med
I Graven -

Chor.

Tag disse Taarer med i Graven!
* * *

Chor.

Psalm. 112,6.
En Retfærdig skal være til en evig Ihukommelse.

Solo.

Hold Taare op at trille,
Og du vor Cithar — stille!
Nu bæres Kongen bort
Til Graven -

Chor.

Nu bæres Kongen bort til Graven.