Høystærede Herre!
udvalgteste Ven!
Patron!
og Maecen!
og Apoll
og Monfrere!
Og hvad Du vil være!

Forund dine troe Domestiquer den Ære
Med heldende Hoved og zittrende Pen
Deels liggende dels paa en Stoel at frembære
Vor Sjæls Pretioser! En vigtig Affaire -

Hans ender og Peder begynder igien -
En vigtig Affaire forrycker og trycker
Vort Hjerte og sprænger det næsten i Stycker
Det hovner af Tanker og brister af Riim.
O Hielp os Gudinde som styrker og smycker
Den strandende Paars og den synkende Cliim!
Tæt Tankernes Skib med en digterisk Liim!
Dog skal det da synke — vel! — Muse besvim!

Haha! Min Collegas Gudinde fik Nykker!
Og min, som man veed, gik alt længe paa Krykker -
Og det, som jeg her maae bekjende med Skamme;
Den stakkels Madamme
Er læk og brøstfældig, forfalden og svag
Hvorhelst man besaae hende, for eller bag;
Da nemlig, og saasom, Vi tvende bekjende,
At Frændskab, Bekjendskab og Venskab i Dag
Da atter et Aar af dit Liv gaaer til Ende;
Har optændt en Ild af det varmeste Slag -
En Flamme, hvoraf vi bestandig vil brænde,
En Lyst-Ild i Brystet og Glædens Raquetter,
Hvis evige Hede først Døden udsletter;
Saa er det vor Sag,
I dette Poëm af den nyeste Smag
At -
hidt nu med Pennen — at viise den Iver
Som varmer, opliver og river og driver
Vort Hjerte magnetisk til alt det som giver
Dit Hjerte Behag -
Vi ville tillige — ieg Peder som skriver
Og Hans i sin Seng, hvor han ventelig bliver -
Vi ville udbrede din Ære og trække
Din Roes og dit Minde — saa langt det kan strække;
At Store og Ringe og Viise og Giække
Maa skryde og nyne og sladdre og kiække,
Saa Jorden maa sprække,
Om dine Bedrifter, Du Helt af vor Digt; -
Saa ville vi og iagttage vor Pligt
Og som det sig giæve Poeter mon sømme
Vor Skyldigheds Randsler til Bunden udtømme
Og ynske -
Lad mig! — jeg er øvet i sligt -
Som springende Lax i forsølvede Strømme,
Saa gid Du i Glæde maae pjaske og svømme! -
Minerva kapsun Dig med Viisdommens Tømme
Mercur skal befrie Dig fra sclaviske Drømme!
Vær stoer hos Apollo
Vær skaanet af Mars!
Vær elsket af Guderne himmelske Lars!
Calliope selv skal besætte din Hylde!
Din Pung og din Skuffe skal Plutus forgylde!
Dit Bægger skal Bacchus bekrandse og fylde!
Og Sødhed i Hiertet skal Gratier tylde!
Og Venus skal skiænke en blomstrende Pige
En sortøyed Doris — -
Ey blaae vil han sige!
Bort med hans Brunetter! — min kiæere Monfrère
Jeg veed dog, at blaae skulle Øynene være!
Nei mørke!
nei lyse
Nei sorte
nei blaae!
Lad dem alle da staae!
Et mørkt -
og et lyst
og et sort
og et blaae
Saa fik vi med Æren en Ende derpaa.
Gud give dig hastig et Brød til dit Suul!
Det ynske vi
troe Domestiquer og Venner
Din Spendrup Din Ewald Din Fetter og Tjener
Paa Stoelen I Sengen den nittende Juli
Og som vi kan skrive foruden at lyve
Sytten Hundrende to og Halvfierdsindstyve
JoPehandernes SpenEdrupwald