I Nattens fredelige Skygge,
Naar Armod og den trætte Flid,
Og nøgne Dyder slumre trygge,
Og drømme om en bedre Tid

Naar Trættens Træl er hæs af Skrig
Naar Vold er mæt af Armods Taarer
Og Naar den Viise glemt af Daarer,
Tør nyde Skaberen og sig -

Naar Haab venskabelig besøger
Den angrende Misdæders Bryst -
Naar Smerten glemmer sig og spøger
Med Billeder af fremmed Lyst
Naar Ærens og naar Guldets Træl
Omvelte sig blant Angst og Kummer
Da kommer Glæde til min Slummer
Og salig Vellyst til min Sjæl.

Da naar den bange Vandrer standser
Ved Mosens blege Meteor
Og ved den røde Ild som dantser,
Bag Nattens frygtelige Flor
Naar Haaret kryber — Naar hans Knæ
Blev Svagt — Naar Spotteren paakalder
En Gud af Skræk for Løv som falder
Af Angst for Skyggen af et Træ -

Da naar han lever op og glemmer,
En Frygt som truer ham med Dyd,
Ved vidt adspredte Hundes Stemmer
Og ved bekjendte Klokkers Lyd -
Indtil igjen et StjerneSkud
Udpresser Anger af den svage
Som ønsker Lyset snart tilbage
For ret at turde trodse Gud -

Naar Mørkets Fyrster forestille
Ret løyerlige Spøgelser
For; til et Tids-Fordriv at drille
De taabelige Mennisker. -
Naar Uglen Skriger om ...
Og Dødens lodne Spaa-Mænd ...
Da kommer Haabet til ...
Og Livet til mit Hv (...)

Thi den som Phoebus ti(ilig) ...
Sin underlige Harm(onie)
Hans varme, fulde ...
Udbrede Himlene sig (i)
Hans Sjæl omspænder Soel(...),
Hans stærke Tank(e) ...
Og nu og da og ...
Adspreder ey ...