O Du, som aabner nu mit Øie
Paa ny til al din Herlighed!
O Guders Gud, du evig Høie,
Hvis Vink nu Solen straaler ved;
O aabne dog i Dag mit Bryst
Til Troe, til Dyd, til hellig Lyst!

O byd mig — lær mig selv at prise,
O lær mig at tilbede Dig;
Du ene Gode, Stærke, Viise,
Som denne Nat bevarte mig!
Som gav mig i Dit eget Skiød,
En Skierm for Fare, Synd og Død!

Opløft mit Støv til Dig, Alfader,
Mit frelste Støv til Thronens Fod,
Hvor alle Himlens Myriader
Udraabe: Gud! hvor er Du god!
Lær og min Mund at stamme ud:
O, hvor barmhiertig er vor Gud!

O lær mig, følende at sige,
Du, som behersker Himmelen,
Seraphers Gud, Du er tillige
Vor Fader og vor ømme Ven!
O, lad det Navn, som giør saa trygt,
besiele mig med sønlig Frygt.

Da skal jeg Arme turde raabe,
Betrygget i Din egen Favn:
Gud Zebaoth, hvorpaa vi haabe,
Er stor, og helligt er hans Navn!
Og Cherubs Chor beundre da
Mit stammende Halleluja!

O lær mig saa alvorlig glemme
Al jordisk Rigdom, Glands og Lyst!
Lad Hiertet sige ved min Stemme
Dit Rige komme til mit Bryst!
Lær mig, at naar jeg nyder det,
Da findes alt det andet let!

Lær mig, som Ondskab tør forføre,
O byd — o tving mig Usle til,
At lide villig, og at giøre,
Med lyst, hvad Verdens Herre vil!
Alviseste din Villie skee,
Paa Jorden, som i Himlene!

O giv mig! Du det Godes Kilde,
Arbeidsomhed og dagligt Brød!
Og trænger jeg og gaar det ilde,
Da giv mig Kræfter til min Nød.
Alt hvad der tiener til mit Gavn,
O giv mig det i Jesu Navn!

Og Hellige, hvis vaagne Øie,
Seer al min Ondskab til dens Rod;
Forskyd mig ei du evig Høie!
Udslet min Skyld med Jesu Blod!
Og lad mig ydmyg see til dig,
Naar Mennesker fornærme mig!

O du, som kiender alle Snarer,
Som Kiødet stiller for min Siel;
Og du, som seer i hvilke Farer
Jeg styrtes tit af Ondskabs Træl!
O, slip mig ei i denne Nød,
Men fri mig dog fra Synd og Død!

Da skal jeg evig, evig være!
Din Ven, Dit Øies Lyst, Din Priis!
Thi dit er Rige, Magt og Ære!
Kun Du er god og stoer og viis!
Hvor henrykt skal jeg raabe da:
Forløser! Gud! Halleluja!