O siig mig, du, som med afmægtig Klage
Vanærer Venners Hvilested:
Hvad gavner Graad? — hvo kaldte den tilbage
Fra Nattens tause Bred?

Strøm Taare! — strøm, som Ild! — tyld al din Varme
I Brystet af det elskte Liig! -
Bøy Døden, bange Suk! — og svæk hans Arme,
Du vilde Klageskrig! -

Ak! — ubevæget, kold og døv omspænder
Tyrannen den begrædte Jord;
Som Livets Gud først vrister af hans Hænder
Ved et almægtigt Ord! -

Hvad skal de Taarer da, som intet nytte? -
Og siig mig, hvem begræder du? -
Er det den elskte Salige, hvis Hytte
Guds Vink nedbryder nu? -

See Hende smile fra Cherubers Bolig! -
Mon Hun i Sit Halleluja
Erindrer Støv, hvor Hun alt her saa rolig,
Saa glad løsrev Sig fra? -

Misund dog ey din troeste Veninde,
Den rige Frugt af prøvet Dyd! -
Mand! — Børn! — Slægt! — Armod! — ingen Graad maa rinde
For eders Elsktes Fryd! -

O hvilken Rigdom strømte fra Dit Hierte
Paa al Din Udsigts længste Kreds! -
Veninde! — Moder! — og vi see med Smerte,
At Du est vel tilfreds? -

O Jakobsens — o vor — o alles Glæde! -
Er det den Tak vi yde dig? -
Vi saae din Godheds Løn forud, — og græde,
Fordi den skyndte sig! -

Bort Taare! — men den drypper hed! — den sletter
De best udtænkte Tanker ud! -
Hvad vil du? — tie forvovne Suk, som tretter
Med Godheds viise Gud! -

Mon han miskiendte Tiden, da han kaldte
Sin elskte Brud fra Prøvelsen? -
Græd! — bruus! — og siig om Timen, som han valte,
Hvorfor du laster den? -

Halvtretted gik vor Moder dig imøde,
Forhadte, tunge Alderdom! -
Hun saae — hun følte halv din Vægt! — og døde,
Før al din Tyngsel kom! -

Hun nød endnu med Sit halvbrustne Øye
Fuldmoden Frugt af hver en Pligt; -
Hvad Hun forlod var meest ved Hendes Møye
Forført, og lykkeligt! -

Mands, Børns og Slægts taknemmelige Taarer
Forfriskte Kilder til der' Vel;
Og tyldte Lyst igiennem kolde Aarer
I Hendes trætte Siæl. -

Saa sank den i en sød og salig Slummer
I Godheds Arm, fra Venners Skiød;
Og efterlod dem kun den ene Kummer,
At Hun saa snart var død. -

Ak seer Du den, Du ømmeste Veninde;
Da see den første gang med Lyst! -
Nyd alles Graad! — og læs Dit Æreminde
I hvert et saaret Bryst! -

O Armods Trøst! — o Dydens Roes og Glæde! -
Ey Marmor skal Du see! — men meer! -
See ved Din Aske, Fremmede, som græde,
Naar Heltens Arving leer! -

Dog, Du har endt Dit Løb! — Du vandst Din Krone! -
Og kommer ey vort Tab ihu! -
Mon Du, i Glands fra Herlighedens Throne,
Kan see Din Grav endnu? -

Hvad vil I da, uædle — spildte Taarer? -
Hvad skal da Sorgens hæse Raab? -
O Salige! — gav dog Din Død, som saarer,
Selv Lægedom og Haab! -

En Død, som Din, beslutte vore Dage! -
Da skal vi glemme Graad og Skrig, -
Og ey forgieves kalde Dig tilbage,
Men glade gaae til Dig! -